The Evil Within 2 har dermed fået til opgave at genoplive min interesse for genren og det lykkedes faktisk. Jeg var lidt nervøs for om jeg ville kunne følge med i historien, nu hvor jeg ikke havde spillet forrige spil i serien, og der var da lidt stunder i starten, hvor jeg følte at jeg manglede lidt viden, men det var absolut ikke noget, der forhindrede mig i at følge historien. Hovedpersonen, Sebastian Castellanos, får at vide at hans datter, Lily, som han troede var død i en brand, stadig er i live. Hun bliver brugt i et eksperiment med alternative virkeligheder, som er gået galt, og han sendes til denne alternative virkelighed for at redde hende og dermed eksperimentet. Det er en ok historie, som er nem at følge, uanset om man har oplevelserne fra det forrige spil med eller ej. Det er ikke en historie der vinder de store priser, men den er medrivende og interessant nok til at fastholde ens interesse, mens man udforsker den uhyggelige og skræmmende alternative by, Union.
Og udforske får man lov til. Min hovedanke mod gyserspil er, at man bliver ledt rundt på en bane, hvor ens muligheder for afvigelser ikke er så stor. Uhyggen skal opbygges og chokeffekterne falde på de rigtige tidspunkter, og det er unægtelig lidt nemmere for udviklerne når de har helt styr på, hvor spilleren er og hvad han laver. Det ser man heldigvis stort på i The Evil Within 2, hvor man bliver efterladt på nogle store, åbne baner, og så er det ellers op til én selv at bestemme hvad man vil lave og hvor man vil hen. I stedet for at gå i lige linje mod hovedmålet, så kan man blive fascineret af omgivelserne og det der sker omkring én. Det brugte jeg rigtig meget tid på i starten – især fordi jeg var blevet smidt ind i en verden, hvor jeg ikke helt vidste hvad der foregik, så virkede det som det mest naturlige i verden at udforske og blive mere bekendt med omgivelserne, inden jeg uden omtanke stormede mod målet. Dét er uden tvivl spillets store force.
Det betyder dermed ikke, at der ikke er uhygge og chok - snarere tværtimod. Man ved aldrig hvad der venter, og den lille tur ind i en uskyldigt udseende garage for at lede efter forsyninger bliver pludselig en nervepirrende oplevelse, hvor man ikke kan vide sig sikker på noget som helst. Selv områder man tidligere har været i er ikke fri for overraskelser når man vender tilbage, og det får hele denne verden til at virke levende og ikke blot som et sted, der eksisterer for at levere uhygge. Man kan sagtens ignorere store dele af spillet, hvis man blot vil have historien, men det giver god mening at udsætte sig for farerne ved at udforske alt omkring sig. For det første fordi det er en mulighed for at finde udstyr, som der er knaphed på, og for det andet fordi det giver en mere information om, hvad der egentlig er galt i denne verden og hvorfor alt og alle forsøger at slå dig ihjel.
Du har selvfølgelig mulighed for at forsvare dig, når først monstrene har fået færten af dig. Men det er ikke nemt, og det er bestemt en del af uhyggen (og charmen), at ethvert møde kan føre til ens død. Enten fordi man mangler kugler til sin pistol, eller blot fordi man vælger en forkert strategi. De forskellige monstre har alle deres specielle styrker og svagheder, som man er nødt til at udnytte. Denne del af spillet er ganske god, men det virker nogle gange som om det er lidt overdesignet. For eksempel har man en armbrøst, som kan udstyres med forskellige pile -for eksempel pile der giver stød. Bruger man den i forbindelse med en vandpyt, så kan man give stød til mange monstre på én gang. En ganske udmærket idé, især fordi man kan vælte vandtønder og dermed lave vandpytter selv, men det begynder at virke lidt opstillet med disse muligheder. Som om det er en gimmick opfundet for at levere taktik til spilleren og ikke som en naturlig del af den verden, man render rundt i. Det er selvfølgelig en svær balancegang, og det er da heller ikke et voldsomt kritikpunkt.
Dem er der i det hele taget ikke mange af i The Evil Within 2. Det er et uhyggeligt spil med fed stemning, gode action-sekvenser og gameplay og masser af frihed til spilleren. Det er svært at kritisere, især fordi det rent teknisk også er ganske godt skruet sammen. Lyd og grafik underbygger stemningen på fornemmeste vis. Jeg lagde ikke specielt mærke til det, og i dette tilfælde er det godt. Det var nemlig fordi jeg havde travlt med at suge stemningen til mig og virkelig leve mig ind i det uhyggelige. Men det er et ganske pænt spil, hvis mørke, blodige, afbrændte og forfaldne omgivelser kan siges at være pæne. Jeg var dog lidt irriteret på hovedpersonens animationer, som ofte virkede lidt underlige og ikke helt realistiske. Men igen, et mindre kritikpunkt i et ellers flot spil.
Jeg var ganske godt underholdt af spillet, og det har genvakt min interesse for horror-genren. Jeg kunne gå rundt og udforske i mit eget tempo uden at det betød, at der blev skruet ned for uhyggen eller den gode historie. Jeg har spillet 15-20 timer og er slet ikke i nærheden af at gennemføre det. Det kan man sikkert gøre på den tid, men jeg har brugt rigtig meget tid på at endevende alt og udforske, og så er der til rigtig mange timers underholdning. Fans af genren vil helt bestemt føle sig underholdt, og forhåbentlig vil dette spil tiltrække nye fans til genren, for det er skruet godt sammen og er et rigtig godt bud på et moderne horror-spil.
Facebook
Twitter
