The Division

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 16. marts 2016 - kl. 21:18
Del denne artikel:
13 15

Det meget ventede The Division er endelig udkommet og efter en uges hektiske ildkampe i et ødelagt New York er vi klar til at præsentere vores dom. Hvad er det for et spil og er det værd at bruge sin tid på?

En dødsensfarlig virus er brudt ud og kræver masser af dødsfald. Det er ikke tilfældigt, men forårsaget af en terrorhandling på årets store shoppedag, Black Friday. Konsekvensen viser sig ret hurtigt at være nedbrud af de officielle instanser, og myndighederne må opgive at holde ro og orden i samfundet. I The Division er du en del af en gruppe af hemmelige agenter, trænet til netop at genoprette ro og orden i en sådan situation. Så du bliver tilkaldt og må drage ud i New Yorks øde gader og tomme huse. Forskellige grupper af voldelige bander terroriserer de få overlevende, og din opgave er at give dem tryghed, samtidig med at du selvfølgelig også skal finde ud af hvad det er for en virus der hærger og hvordan man kan mindske effekten af den.



Så du går rundt i New Yorks gader og det er lykkedes udvikleren Massive at lave en utrolig smuk og troværdig gengivelse af storbyen i forfald. Over alt ser du konsekvenserne af samfundets nedbrud og møder forhutlede, syge og desperate overlevende. Ud over at det grafisk er flot og imponerende lavet, så er der også masser af lyseffekter og, ikke mindst, vejreffekter der er med til at gøre byen troværdig. Samtidig ser du overalt små detaljer, som fortæller en lille historie om hvad der er sket. Det kan være en ambulance der er væltet, eller en skraldebil, der er parkeret foran et vindue for at blokere det, eller noget så makabert som personer hængt op i lygtepælene. Selv mange timer inde i spillet er det underholdende blot at gå rundt i gaderne og finde nye detaljer.

Men man får selvfølgelig ikke lov at gå rundt i fred og ro. Som sagt er der masser af voldelige og anarkistiske personer, der skal have en lærestreg og det er op til dig at lære dem det. Inden vi går i detaljer om hvordan den undervisning foregår, så er det nødvendigt at snakke lidt om hvad for en type spil The Division egentlig er. Der er sat mange mærkater på det efterhånden, men hvis jeg skulle skære igennem og give mit helt eget bud, så er spillet et action-rollespil. Det er selvfølgelig en noget bred definition, så lad mig uddybe det lidt.



The Division er et skydespil. Ikke dit typiske Battlefield eller Doom, da det at gå i dækning er ekstrem vigtigt. Så mere som Gears of War serien end Battlefield. En typisk ildkamp i The Division foregår ved at hoppe fra dækning til dækning mens man undgår fjendens kugler, granater og flammekastere og forsøger at få ram på dem. Så taktik og god udnyttelse af sine våben, udstyr og evner er vigtigere end hurtige reflekser og godt øjemål. Selv om det selvfølgelig også hjælper. Så det er altså action delen. Rollespillet kommer så ind i form af dine evner og dit udstyr, som har stor betydning for kampene. Du skal selv sammensætte dine evner og dit udstyr, så det bliver udnyttet optimalt og det betyder, at du kan sammensætte en agent, der passer perfekt til din spillestil. Altså en del bladren rundt i menuer for at lave tilpasning af sit udstyr og sin agent.



Og hvordan får man så evner og udstyr? Der er levels i spillet, men det er ikke dem der bestemmer hvilke evner du har. Levels er til for at sikre sig at du render rundt i de rigtige områder af New York, hvor fjender passer til dit level og ikke ret meget andet. Du får hurtigt en opgave, hvor en base skal opbygges, og det er faktisk opbygningen af denne base, der bestemmer dine evner. Hvert område på basen låser op for nye evner og talenter, eller for modifikationer til dine evner. Så ret hurtigt har du en del evner til din rådighed. Men du kan kun bruge 2 af gangen (senere i spillet 3), hvilket måske lyder meget begrænsende, men de kan løbende skiftes ud og dermed får du masser af muligheder for at opbygge din agent og ændre ham/hende efter dit humør eller behov.

Udstyret du samler sammen skal så også tages i betragtning. Det er ikke så nemt som at sammenligne stats på de forskellige ting du samler op og så sikre sig at man altid bruger dem med højeste tal. For alle dine tal og dine evner er forbundet, så et gevær med lavere skade, mindre magasin, højere rekyl eller kortere rækkevidde kan måske være at foretrække, hvis det giver dig en bonus til din yndlings-evne. Og alle våben kan modificeres, så det dårlige gevær viser sig måske at være det bedste alligevel, fordi man lige har det greb til det, som sikrer mindre rekyl og dermed en lille fordel i ildkampene. Og når du er færdig med at overveje alle disse ting, skal du så overveje hvilket udstyr der skal skilles ad, så du kan bygge dine egne våben eller udstyr. Så talmagikeren, der elsker at lede efter den lille fordel og det perfekte build, vil bestemt kunne lide The Division.



Og selv om man bruger meget tid i menuerne, så er det selvfølgelig i New Yorks gader at det meste foregår. Modstanderne er mange og der er masser at give sig til. Missionerne liner sig op og der er masser af information at indsamle for de videbegærlige. Selve historien bliver fortalt i hovedmissionerne, men det er faktisk i de små detaljer man finder rundt om i New Yorks gader, at den bliver vedkommende og interessant. Så ildkampe afløses konstant af rolige perioder, hvor man trasker igennem baggyder, butikker eller hovedgader på udkig efter nye informationer eller eventyr. Det er meget underholdende og selv om der kun er 3 grupperinger af fjender i gaderne, så bliver kampene aldrig ensformige. Det er måske de samme typer fjender man støder på, men deres taktik og området man kæmper i har så stor betydning for kampens udvikling, at man aldrig vil støde på to ens kampe.

I hypen op til udgivelsen er The Division ofte blevet sammenlignet med Destiny og det kan man godt forstå, når man kigger på The Divisions online-del. Eller det er egentlig lidt forkert at sige sådan, for spillet har ikke en online del som sådan. Hele spillet kan spilles solo uden indblanding fra andre, ud over at man kan se dem rende rundt i spillets ”safe zones”. Men man kan altid, med et tryk på en knap, slå pjalterne sammen med andre spillere. Enten nogle lige i nærheden, sine venner på Xbox’en, eller blot folk i færd med at starte samme mission som én selv. Og så bliver spillet for alvor underholdende. Alt kan spilles cooperativt i grupper af 4 og det åbner op for en masse taktik. Her kommer kampsystemet med dækning virkelig til sin ret, for så gælder det om at samarbejde om at arbejde sig ind på fjenden som gruppe. Denne måde at blande online spil og solo spil er ret genial og jeg er sikker på at vi vil se mange andre titler efterligne det i fremtiden.



I New York er der områder, der er blevet fuldstændigt opgivet af myndighederne, og der hersker lovløsheden. Det er de såkaldte Dark Zones, hvor spillets PvP finder sted. Konceptet er, at de områder er så inficerede med virus, at de er helt afskåret fra omverdenen. Det skete så pludseligt, at der ligger masser af godt udstyr og venter på dem der tør hente det. Der er fjenderne lige en tand mere aggressive og udstyret så lige den tak bedre. Når man så har en rygsæk fyldt med godt udstyr, så kan man ikke bare slæbe det med ud. Det skal desinficeres først, så man skal tilkalde en helikopter til at hente udstyret for en. Det er egentlig blot en undskyldning for at skyde et nødsignal op i luften, som signal til alle lovløse skurke og agenter i nærheden om, at her findes der godt udstyr. De har så nogle minutter, mens du venter på helikopteren, til at få dig slået ihjel og samle dit udstyr op. Det er spillets PvP del, og det fungerer egentlig fint. I hvert fald de gange jeg har prøvet det. Om det også er nok til underholdning, når man rammer maks level ved jeg ikke, men det er ret forfriskende med et nyt koncept indenfor PvP. Og da Ubisoft løbende har tænkt sig at opdatere spillet, så er jeg sikker på, at de nok skal holde øje med Dark Zones og sikre sig, at de rent faktisk forbliver underholdende.



Så der er rigtig meget positivt at sige om Tom Clancy’s The Division. Jeg er i hvert fald godt underholdt og har meget svært ved at finde på noget negativt at sige. Jeg har oplevet nogle få fejl, men intet der har kunne holde mig væk fra New York; selv ikke den irriterende fejl, hvor gruppe-chat ikke virker ordentligt. Jeg kan ikke udtale mig om hvor underholdende det er når man rammer max level (som er level 30) endnu, men Ubisoft har meldt deres planer ud for spillet det næste år og det lyder til at være masser af give sig til, så uanset hvad, så føler jeg mig ret overbevist om, at Ubisoft nok skal gøre deres til, at folk ikke begynder at kede sig.



Tom Clancy’s The Division er et underholdende action- rollespil, som sætter en ny standard for hvor smertefrit solo spil og online spil kan mikses. Det er en bragende flot gengivelse af et ødelagt New York, de har lavet, som det er en ren fornøjelse at udforske. Samtidig er kampene underholdende og udfordrende, uanset om man er alene eller i gruppe. Det er ikke et nemt spil at anmelde, for der er så meget at snakke om, at begrænsningens kunst bliver svær. Der er så mange små detaljer og systemer der arbejder sammen for at levere rigtig god underholdning. Men konklusionen er, at det er lykkedes Massive at lave et rigtig godt spil, som sætter nye standarder for action-rollespil genren.
Fakta
The Division

The Division

PlatformXbox One
UdviklerMassive
UdgiverUbisoft
Spillere1-4
Udgivelsesdato08-03-2016
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ God action, imponerende flot gengivelse af New York, god sammensmeltning af online og solo-spil
Problemer med gruppechat, meget påtrængende interface (med mindre man slår det fra i settings)
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:9.5
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
15
Der er 15 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.