The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 8. maj 2009 - kl. 09:09
Del denne artikel:
9 0

Glæd dig til endnu et møde med én af verdens mest hårdføre kriminelle; Riddick.

The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay blev ved sin udgivelse i 2004 rost for at være det filmspil som hele spilkulturen havde ventet på. Gennemtænkt, flot og prisværdigt var anmeldernes ord til spillet, som skilte sig ud fra filmspillene ved at have mere på hjertet, end blot at rippe gamerne for deres spareskillinger. Nu, fem år efter, er Riddick tilbage i et nyt eventyr kreeret af Starbreeze Studios og sendt på markedet af Atari.

Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena starter hvor Butcher Bay historien slap. Riddick og hans makker fra Butcher Bay (som jeg lader være unavngiven af spoilermæssige årsager) ligger i cryo-søvn da de trækkes ind i Dark Athena, et gigantisk rumskib som huser nogle af universets mest barske lejesoldater. Riddick undgår fangenskab og befinder sig endnu engang i den efterhånden vante situation som den jagede.






Undervejs løber Riddick ind i skibets andre indsatte, farlige fanger fra rundt omkring i universet, og da de er i samme båd får han følgeskab af disse i jagten på at undslippe Dark Athenas snørklede korridorer. Desværre står de alle overfor bevæbnede lejesoldater af den værste slags og ikke mindst automekaniske robotter, med en insisterende kløe i aftrækkerfingeren.

Har man spillet Butcher Bay spillet, så vil man lynhurtigt føle sig tilrette i Dark Athena. Der er nemlig ikke meget nyt på programmet. Der skal dermed stadigvæk hoppes, klatres, sniges og skjules til den store guldmedalje og endnu engang er mørket din allerbedste ven. Riddick er nemlig ikke en fuld-fart-over-feltet shooter men i stedet en strategisk stealth oplevelse, hvor det ofte er den bedste løsning at forblive i skyggerne, frem for at tordne frem med løftede geværer.

Modsat mange andre shootere gør modstandernes ild nemlig særdeles ondt på Riddick, og fanges man på det forkerte ben ender det ofte i den visse død. Health niveauet, som er vist ved tre eller flere kasser øverst i venstre hjørne på skærmen, falder ekstremt hurtigt og Riddick spillene kan i høj grad kategoriseres i den svære ende af spilskalaen, hvor det mindste fejltrin er fatalt.






Til gengæld er Riddick en ondsindet satan, som udover en styrke som en bjørn også kan se i mørket og benytte sig af effektive nærkampsangreb som nemt sender en uvidende fjende i jorden. Derudover udstyres han relativt tidligt i spillets forløb med to knivlignende nærkampsvåben, som kan bruges når der skal udgydes blod.

Dog er stealth delen altoverskyggende og således er der rig mulighed for at benytte Riddick’s stealth mode. Denne fungerer ved, at skærmen får et blåligt skær når man er skjult for fjenden og dermed kan man nogenlunde frit bevæge sig rundt, uden at blive opdaget, hvilket er ekstremt vigtigt, da man i størstedelen af spillet ikke er bevæbnet med andet end sine knive og de bare næver.

Undervejs i spillet kommer man i kontakt med andre fanger, og disse hjælper én på vej i den primære historie, eller med sidemissioner, som typisk udløser en gevinst i form af våben eller bounty-cards, som åbner op for ekstramateriale. Udmærket tidsfordriv hvis man ikke ønsker at rushe igennem historien, som kan føles en anelse for kort sammenlignet med andre spil i genren.






Overordnet set holder gameplayet stadigvæk. Spillet er medrivende, sjovt og intenst, og man lever sig uden problemer ind i rollen som den snigende forbryder som søger friheden. Desværre er der udsving i fjende AI’en, som gør spillet overdrevent svært. Blandt andet vil man ofte blive opdaget over store afstande, selvom man befinder sig i skjul og derudover har jeg enkelte gange oplevet, at en fjende, der står med ryggen til mig, på mystisk vis formår at kaste sig væk fra mine skud, selvom han ikke havde opdaget mig.

Grafisk set er Assault on Dark Athena en blandet oplevelse. Miljøerne er overordnet pæne mens textures virker en kende upolerede til tider. Figuranimationerne er naturligvis over niveauet fra Butcher Bay til den originale Xbox men samtidigt under generationens pionerer. Til gengæld er lys- og skyggesætningen sublim og sammen med det oprindelige FEAR samt Dead Space er de noget af det bedste der hidtil er set til konsollen.

Samme er stemmeskuespillet, som excellerer på stort set samtlige områder. Man får simpelthen ikke en mere virkelighedstro dialog end man finder i Assault on Dark Athena og Vin Diesels knastørre, rå og mørke stemme buldrer flot ud i højtalerne i sådan en grad, at man ikke er et sekund i tvivl om, at man styrer den hårdtpumpede actionstjerne. Stemningsmusikken er veltilpasset og god og helt på niveau med Butcher Bay, som efter datidens standarder præsterede noget af det bedste man hidtil havde set.






Når man har tæsket sig igennem Assault on Dark Athena har man op til flere muligheder. Man kan naturligvis tjekke det åbnede ekstramateriale igennem, men det oplagte er at give sig i kast med spillets multiplayerdel. Denne består af op til flere velkendte gamemodes som Team Deathmatch, Deathmatch og deslige, men derudover er der det forfriskende Pitch Black system, hvor én spiller styrer Riddick, mens alle andre er soldater, som kastes ned i en mørklagt hule, hvor de, kun udstyret med lyset fra deres riffel, skal dræbe Riddick, som jo naturligvis kan se i mørke. Den soldat der får has på Riddick styrer ham i næste runde og sådan kører spillet indtil tiden udløber.

Multiplayerdelen fungerer ved våben-pick-ups. Man kan derfor ikke lave sin egen class eller lignende, som vi bl.a. kender det fra Call of Duty serien, men i stedet skal man samle våben, health og ammunition op fra forskellige placeringer. For det meste er der rigeligt med kampe, men manglen på en connection status resulterer ofte i, at man befinder sig i et decideret lag-helvede.

Multiplayerdelen er bestemt ikke dårlig, men spillets helt store gevinst består i, at man har inkluderet en opdateret version af Butcher Bay i pakken og selv fem år efter, holder dette eventyr 100 %, også selvom spillet alene er opdateret på den grafiske side. Med andre ord skylder man virkeligt sig selv at spille denne forgænger til Dark Athena igennem, jeg vil endda gå så vidt som at sige, at man bedst er tjent med at spille dette spil igennem først, dog med risiko for at blive en smule skuffet over efterfølgeren, som på flere områder er dårligere end Butcher Bay.






Konklusionen er, at Dark Athena bestemt er en oplevelsesværdig størrelse på det bugnende spilmarked. Tiltales man af stealth-shooter blandingen og kan man blive tryllebundet af hårde drenge med knyttede næver og masser af udspekuleret snigeri, så er Chronicles of Riddick: The Assault on Dark Athena hver en krone værd. Grafikken er godkendt, lyden sublim og gameplayet særdeles holdbart, selvom det minder ekstremt meget om Butcher Bay spillet.

At Butcher Bay eventyret følger med på skiven sammen med en multiplayerdel forstærker blot holdbarheden og det andet spil i Riddick serien holder sig dermed oven vande, selvom endnu en udgivelse i serien forøgede muligheden for at få korthuset til at ramle sammen med et brag.
Fakta
The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena

The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena

PlatformXbox 360
UdviklerStarbreeze
UdgiverAtari
Spillere1-12
Udgivelsesdato24-04-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stoffer Skærmmende Diskrimination Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.