Der skulle gå så uendeligt mange år, før alt igen synes at gå op i en højere enhed for spilserien Street Fighter. Man må unægteligt tage hatten af for Capcom, der har stået med en af de helt store udfordringer i skabelsen af dette nye kapitel i serien. Der har ikke været én eneste nem beslutning i processen, og udfaldet kunne sagtens have været en maveplasker af dimensioner.
Ikke nok med at en skare af garvede og kritiske fans skal tilfredsstilles, så skal spillet helst også byde nye spillere velkomne samtidig, med en kontrol der er indbydende let at gå til. Den hårfine balance mellem nyskabelse og nostalgi er der ingen entydig opskrift på at ramme, og netop derfor er det svært at begribe hvordan det er lykkedes så godt.
Beslutningen om at holde gameplayet på det 2-dimensionelle plan, kan man ved første øjekast kritisere for at være uambitiøs eller gammeldags, men når man sidder med det i hænderne kunne det bare ikke føles mere rigtigt. Når kameraet kort panorerer bort fra sit vanlige perspektiv under en veleksekveret Super Combo, kommer de vanvittigt flotte figurer helt til deres ret.
Ord og billeder kan faktisk dårligt beskrive den grafik, der så absolut skal ses og føles i fuld HD med hænderne stramt i grebet om controlleren. Hvor så mange andre spil i dag gemmer sig i nedtonet gråt og brunt, er Street Fighter ikke bange for at nå hele regnbuen rundt, med fuld knald på overalt hvor det er muligt. Lad ikke overdrivelserne afskrække nogen, for hvor er det befriende at noget tør stikke hovedet så langt frem med stolthed. Smilet bringes frem ved synet af alt fra de enorme lår på Chun-Li, til Blankas skriggrønne hud og ildrøde manke, og det hele er sat i bevægelse af animationer der synes helt ude af denne verden.
Figurernes ansigter vrider sig ved hvert slag der går ind, og der er ikke sparet på overdrivelserne. Dhalsims arme og ben når helt ud til kanten af skærmen, Honda er vred og tung, mens Guile sammenbidt reder håret så den alternative frisure sidder bedre end nogensinde.
Alle de klassiske figurer er repræsenteret, og der er kælet for hver en lille detalje i deres design. Der er noget for enhver smag blandt spillets ialt 25 karakterer, og selv de fire nytilkomne må siges at passe overraskende godt ind i den veletablerede gruppe. Capcom har virkelig anstrengt sig for at gøre de nye figurer originale i både udseende og spillestil. Tag for eksempel El Fuerte, den lynende hurtige mexicanske bryder, eller Rufus, som danser elegant hen over skærmen med sin kuglerunde krop presset ned i en besynderligt tætsiddende dragt. Det er ren eyecandy, og man kan bruge lang tid på bare at stirre på de detaljerede figurer og baggrunde.
Nu er spillet dog ikke blot et Street Fighter vi har set før, med en flottere indpakning udenom. Mange modige tilføjelser vil få selv de mest garvede spillere til at måtte lære sig nye teknikker. Her er tale om et helt nyt spil, der til trods for at en del angreb eksekveres næsten som de gjorde for 20 år siden, byder på en helt ny struktur og balance. En anderledes hastighed skal man vænne sig til, samt mulighederne i de nye Focus Attacks, Super Combos og Ultra Combos.
Der er to barer på skærmen der fyldes, som kampen skrider frem. I takt med at du gør skade på modstanderen fyldes dit Super Meter, og lader dig udføre knusende specialangreb når det når sit maksimum. En virkelig interessant tilføjelse er hver spillers Revenge Gauge, som kun stiger når spilleren selv tager skade. Altså kan en kamp der tilsyneladende er afgjort, vendes på få sekunder til den skadedes fordel, med en velplaceret Ultra Combo.
Spillets kontrol har en utrolig dybde, men der nu stadig nok at lave for dem som endnu bare trykker tilfældigt på knapperne, for der er et væld af sværhedsgrader at spille på. Desværre repræsenterer spillets Training Mode lidt af en tabt mulighed for nybegynderne, for selvom du lærer et par brugbare comboer, er der mange af spillets facetter der ikke bliver dækket tilstrækkeligt. Hvert angreb du bliver bedt om at udføre vises heller ikke på forhånd, og det gør det svært at få helt fat i den korrekte timing.
Det bedste du kan gøre hvis du ikke er udstyret med årtiers erfaring i serien, er nok at finde en modstander på omtrent samme niveau, og så bare gå til den til langt ud på natten. Er der ingen lige i nærheden, er der rig mulighed for at kæmpe online. Som i det nyligt udgivne \'Super Street Fighter II Turbo HD Remix\' på Xbox Live Arcade, fungerer dette fuldstændig upåklageligt. Der kan vælges at spille de typiske rangerede kampe, spille imod venner, eller specifikt finde modstandere af enten samme eller højere niveau end en selv. Derudover kan du vælge om du ønsker at modtage udfordringer udefra, mens du spiller alene mod computeren, og det er et friskt pust der føles næsten som at være tilbage i arkadehallerne.
Street Fighter IV har en helt utrolig holdbarhed, særligt på grund af de mange småting der samles ind når du udfører visse handlinger i spillet. Der er et væld af ikoner, medaljer og titler til at gøre din profil helt unik, og der kan tilmed pilles ved karakterernes kostumer, stemmer og de små personlige hilsener de kan udføre under en kamp.
Det er guld værd at man kan indstille stemmerne individuelt til hver figur, og således vælge om de skal tale japansk eller engelsk. Når Ryu råber Hadouken! lyder det lige som det skal, og på det punkt er spillets lydside helt sublim. Men desværre plages det en smule af nogle underlige valg i soundtracket, særligt bemærkelsesværdig er titelsekvensen hvor der kører det mest rædselsfulde nummer nogensinde, som man bare ikke kan undgå at få på hjernen.
Et andet irritationsmoment, der dog igen mest kan siges at være en smagssag, er slutbossen Seth. Muligvis fordi han på få sekunder kan aflive et hvert håb om sejr, men også bare fordi han i designet fremstår som en underlig kønsløs sammensmeltning af tilfældige træk.
Værre er det nu heller ikke, og det er virkelig svært at sætte fingeren på noget i spillet der burde have været anderledes. Gameplayet er på den ene side let tilgængeligt, på den anden side uendelig dybt og fuld af muligheder, og alt synes at falde på plads.
Street Fighter IV er noget nær denne generations bedste fightingspil, og har hvad der skal til for at leve i mange år frem. Der er tale om et mesterværk der uden tvivl vil appellere både til de spillere der var med helt fra starten, såvel som dem der endnu ikke har kastet deres første fireball.
Facebook
Twitter
