Skulls of the Shogun

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 11. februar 2013 - kl. 09:40
Del denne artikel:
1 0

Et turbaseret strategispil? Det kan man da ikke få konsolejerne til at hoppe på. Medmindre det altså er pakket ind som her.

Det er egentlig lidt spøjst. Turbaserede spil var tidligere noget af en passion for mig. Tiden har bare ikke været nådig for genren, og glorværdig grafik i realtid har været blikfanget, som langsomt fjernede fokus. Ja, lige på nær Civilization har det reelt været stendødt på den front i en længere årrække. Overraskende er det så lidt for undertegnede, at det primære spil for mig lige pt., på såvel konsol som PC, er turbaseret. På PC er det den fremragende genoplivning af XCOM (også ude på konsol), der stjæler tiden. Min Xbox 360 er samtidig belejret af farverige døde Shoguns og samuraier.

Skulls of the Shogun er en modig tilgang til turbaseret strategi, der formår at genlancere genren helt naturligt. Det sågar på de actiontunge konsoller. Tilgangen hertil er et herligt miks af let, underholdende historie, tilgængelig men varieret strategisk tilgang og farverig, nuttet grafik. Når det hele er blevet mikset godt samme, står man tilbage med en vanedannende ret, der lifligt tilfredsstiller sanserne.




Historien i kampagnen er god humor. Vi følger den tungt overskægsbærende General Akamoto, der pludselig befinder sig i ”landet for de døde”. I levende live er han blevet forrådt af sin næstkommanderende, en ilde hørt sandhed som han hurtigt bliver konfronteret med i efterlivet. Ikke nok med det, så er denne person sågar også dukket op samme sted, og ikke nok med det: Her udgiver han sig som General Akamoto, og styrer efterlivet med hård hånd. Det kan vores general selvfølgelig ikke finde sig i og over en længere række tematisk skiftende kapitler, bliver vi ledt frem mod vores hævn. Fælles for hele forløbet er en dybt underholdende dialog, hvor de små figurer med tangerende Monty Pythonsk humor kører en ganske fremragende ping pong.

Vejen frem går via spæde skridt på et oversigtskort, hvor man langsomt bevæger sig frem mod det endelige opgør. Undervejs skal man igennem en række taktiske kampe, hvor der langsomt spædes flere lag til. Ud over ens general, har man blot tre primære enhedstyper tilgængelige: Infanteri, kavaleri samt bueskytter. Disse suppleres så yderligere af tre munkeordener, der varierer mellem offensiv og defensiv magi. Man starter forfra på hver bane, og har fra starten tildelt et fast antal tropper. Ved at besætte (hjemsøge er det faktisk) givne bygninger, kan man efterfølgende pumpe nye tropper ud. Det sker ved spillets betalingsmiddel: Ris, som igen høstes ved at hjemsøge marker.




Banerne er ikke alt for store, ressourcerne løber hurtigt tør og man er begrænset til fem aktioner per runde. Sidstnævnte gør det noget nær umuligt at turtle, samt bygge alt for store hære. I stedet er det et spørgsmål om at prioritere sine ressourcer samt bevægelser. Et faktum, der underbygges af at man får energi ved at æde modstanderens kranium – noget der naturligvis også kræver en bevægelse. Æder man tilmed tre kranier, vil ens enhed få en ekstra bevægelse. Det er selvsagt uhyre brugbart. Som det fremgår skal man altså konstant overveje, hvad man vil opnå – det også i runderne efterfølgende. Alle bevægelser er tveæggede: Hjemsøger man en bygning eller en rismark er man blottet for angreb, til gengæld giver det ressourcer til senere. Æder man et kranie bliver man stærkere, men samtidig har man forspildt muligheden for et angreb.

Der er andre facetter, såsom det sten/saks/papir spil, der er troppetyperne imellem, men fælles for det hele er det, at det er uhyre intuitivt og på ingen måde for komplekst. Dertil er der små ting, såsom muligheden for at skubbe en enhed tilbage med et angreb. På de små baner, kan det være en afgørende taktik, når man eksempelvis får skubbet modstanderens general ud over en kant. Noget der selvfølgelig også gør sig gældende med omvendt fortegn.




Spillet er præsenteret i en yderst appellerende grafisk skal, hvor tingene fremgår tydeligt og designet af enhederne får en til at trække på smilebåndet. Farvevalget er godt, og man har lykkeligvis valgt ikke at indhylle begivenhederne i alt for mange forstyrrende effekter. Samtidig er det en fin teknisk bedrift at man kan spille på tværs af platforme. Windows 8 platformen er kravet, og opfyldes dette, så kan man hoppe i underholdende deathmatch mod vennerne. Det fungerer umiddelbart upåklageligt, og spillets let tilgængelige stil samt hurtige gameplay gør det til et underholdende men også udfordrende tidsfordriv.

Skulls of the Shogun er et glimrende spil, hvor man har valgt ikke at gøre tingene sværere end de bør være. Det er hurtigt og let at spille. Samtidig er der alligevel god dybde samt strategisk tyngde, hvilket gør at de ellers små kort også kan være sjove at spille både anden og tredje gang. Spillet koster 1200 point, og man får i hvert fald 6-7 timers underholdning for de penge – hvilket er tilfredsstillende. God hjernegymnastik som også får smilebåndet på arbejde.
Fakta
Skulls of the Shogun

Skulls of the Shogun

PlatformXbox 360 Arcade
Udvikler17 Bit
UdgiverMicrosoft
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Seneste opdaterede blogs
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Humor, tilgængelighed, fængende
Baner lidt små, styring kan godt være lidt knudret
Gameplay:8.5
Grafik:7.5
Online:8.5
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.