Skullgirls

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 16. april 2012 - kl. 12:09
Del denne artikel:
2 0

Nyt pigedomineret 2D-kampspil forsøger at være konkurrencedygtigt på højt plan, krydret med udmærket humor – men kan det fange genrens lille publikum?

På papiret virker Skullgirls som noget af et drømmeprojekt. I spidsen af udviklingen har vi Mike Zaimont, bedre kendt som Mike Z eller The Russian, en prominent spiller inden for genren, som tit har topplaceringer i større turneringer. Han er, kort sagt, en særdeles erfaren fyr som kan sit kram. På den anden side af projektet har vi Alex Ahad, en kunstner der i flere år har tænkt og tegnet figurer til et fritidsprojekt, som i sidste ende altså er endt som Skullgirls, udviklet af Reverge Labs.


Netop Alex Ahad har gjort et exceptionelt job med spillets grafik. Ikke nok med at Skullgirls er et utroligt kønt spil, men der er lagt et fantastisk stort arbejde i selve konceptet, lige fra banerne til figurerne. Der skabes en god og gennemtænkt kontrast mellem de håndtegnede baggrunde (en umiddelbar favorit er en café nær et vandfald, hvor fire forskellige haj-mennesker står og kigger på kampen – med sublim musik fra Michiru Yamane, kendt fra Castlevania, i baggrunden) og så de helt igennem gakkede figurer.

Netop figurerne giver Skullgirls en nødvendig charme; spillet foregår i kongeriget Canopy, hvor 8 piger forsøger at få fat på 'The Skull Heart', en genstand, som opfylder et ønske for en, men til gengæld tager det så også kontrol over ens krop (man bliver en såkaldt 'Skullgirl'). Disse piger strækker sig fra Valentine, en fordrukken ninja-sygeplejerske, til Peacock, en 13-årig tidligere slave-pige, som nu er blevet forvandlet til en androide, med et utroligt arsenal af våben. Desværre er Peacock så fascineret af tegneserier og film, at hun forsøger at opføre sig som en regulær film-figur, ved hjælp af disse våben.

Netop Peacock er et godt eksempel på at spillet er fyldt med referencer til andre medier. For eksempel når hun skyder en modstander, så råber hun ”Garbage day!” - et klassisk citat fra den forfærdelige firser-film Silent Night Deadly Night 2. I sidste ende er Skullgirls fyldt med diverse former for hyldest til tegneserier, film, kampspil og deslige.


Desværre skaber det en form for konflikt – for spillets gameplay er utroligt seriøst. Det er meget tydeligt at det er designet af en turnerings-vindende kampspils-entusiast, til andre turnerings-vindende kampspils-entusiaster. Spillet indeholder ganske vidst en tutorial, men det er forventet at man har en generel viden om hvordan 2D-kampspil såsom Guilty Gear og BlazBlue virker, for at man rigtigt kan strikke angreb sammen i komboer og rent faktisk vinde kampe.

Det er muligvis også grundet det intenderede publikum at spillet ikke indeholder specielt mange modes: Spiller man alene kan man vælge at gå igennem en af karakterernes storyline, eller en Arcade-mode. I sidstnævnte vælger man et hold på en til tre figurer, og så spiller man seks kampe mod computer-styrede hold. Det er så simpelt som det kan være. Lige på hold-punktet formår Skullgirls dog at brilliere igen – det er nemlig muligt at spille 1-mod-3, 2-mod-1 eller 2-mod-3, hvis man lyster. Dette lyder måske noget avanceret og problematisk, men det er faktisk yderst godt designet og velbalanceret – der er både fordele og ulemper ved at have et stort hold og et lille hold.

Der er altså ikke meget forskelligt indhold i spillet, hvis man spiller alene. Ligeledes er der desværre heller ikke meget indhold at hente, hvis man er flere spillere. Multiplayer kan spilles lokalt eller online, hvor der er mulighed for at spille ranked kampe eller mod sine venner - og det er det. Det er kun lige akkurat nok til at spillet kan fungere. Det ville bestemt have været på plads med en udvidet online-del, for eksempel med mulighed for lobbyer til flere spillere, så man kunne se hinanden spille – eller ”Pair Play”, så man kunne spille flere spillere ad gangen. Onlinedelen kører i det mindste på GGPO-systemet, som sikrer en utroligt flydende online-oplevelse med så lidt lag at det næsten burde være umuligt.


Det er for det meste sådan nogle små, tåbelige designvalg som trækker Skullgirls nedad. Man kan ikke andet end at undre sig over hvorfor der ikke er lobbyer, hvorfor det ikke er muligt at spille versus-kampe mod computeren, hvorfor er det ikke muligt at se en move-list inde i spillet? Denne kan ganske vidst downloades fra spillets officielle hjemmeside, men det er decideret tåbeligt ikke at kunne finde en liste over special moves inde i spillets menu.

Alt i alt, så er Skullgirls lidt af en blandet vælling. Det er et utroligt gennemført produkt på den audiovisuelle side, men for den gængse spiller er der ikke meget at komme efter gameplaymæssigt – dette er et temmelig godt spil, men det er til folk, der allerede har et godt kendskab til denne genre, og der er ikke gjort et eneste forsøg på at skjule det.

Skullgirls kan købes fra Xbox Live Marketplace til 1200 MSP.
Fakta
Skullgirls

Skullgirls

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerReverge Labs
UdgiverKonami
Spillere1-2
Udgivelsesdato11-04-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:7.0
Holdbarhed:6.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.