Sherlock Holmes vs. Jack the Ripper er et puzzlespil, hvor målet er at opklare en række drab, identificere Jack the Ripper samt sætte en stopper for hans iskolde og modbydelige forbrydelser imod nattens kvinder i Londons usle kvarter, Whitechapel. Ideen er god og scenen er sat for et godt og underholdende eventyr. Desværre skal det allerede nu siges, at det i højeste grad bliver ved ideen, for det spilleren skal til at opleve, er intet mindre end en skændsel for spilbranchen anno 2009. Det skal derfor også allerede nu beklages overfor læseren, at denne anmeldelse er en lind strøm af negative holdninger og sure opstød. Desværre kommer der en sjælden gang imellem et spil forbi, som ikke fortjener bedre.
Spillet har kun en spilfunktion, nemlig historien. Spillet begynder i Baker Street, hvor Watson og Holmes taler med hinanden. De læser i avisen om et forfærdeligt drab på en prostitueret kvinde fra Whitechapel. Herefter er spillet i gang, og man drager til politistationen i Whitechapel for at få kopier af politirapporterne, så man kan assistere den lokale styrke med efterforskningen. Vi skal ikke ødelægge handlingen for de få, som efter denne anmeldelse stadig har lyst til at prøve kræfter med spillet, og derfor vil vi ikke gå i detaljer med spillets historie. Generelt kan det dog siges, at hvert drab skal undersøges. Allerede her kommer første store problem med spillet. For at få nyttige oplysninger fra folk kræver de tjenester den anden vej. Dette i sig selv er der ikke noget underligt i, men karakteren af opgaverne man bliver stillet er simpelthen så latterlige, at man allerede her har lyst til at slukke for spillet.
Uden at sige for meget virker det meget sært, for ikke at sige fuldstændig omsonst og latterligt, at litteraturhistoriens største kriminalhjerne skal spilde tid med at skaffe hostemedicin til en hjemløs for at han ikke hoster om natten. Dette medvirker, at beboeren i huset ved siden af får sin søvn, hvilket igen medfører, at samme beboer gerne vil skaffe politiets tabte sagsmappe tilbage ved hjælp af sit lokalkendskab. Et andet eksempel er den stjålne, sølvpolerede stok, som en kunde har fået stjålet fra et bordel. Dette har gjort, at bordelmutteren nu har været tvunget til at love ham et års frie besøg på bordellet imod ikke at gå til politiet. Herligt, at vi har Sherlock Holmes og Watson, som hurtigt finder ud af, at en læge har købt stokken fordi den er mange penge værd og kan sælges og ombyttes til proteser. Så skaffer Watson da bare noget gammel seletøj til heste, som kan laves om til proteser, således, at læge vil give stokken tilbage, og bordellet slipper for at give den forurettede kunde fri service i et år. Alt dette besvær resulterer i, at bordelmutteren lige pludselig godt kan huske, hvem en given person er. Spild af tid. Eksemplerne er mange, og fælles for dem alle er, at spillet er alt for fyldt med ligegyldige sidemissioner, som ikke har nogen relevans. Det virker latterligt og irriterende.
Selve undersøgelserne af drabene er ligeså åndsvage, eftersom alt serveres på et sølvfad. Gerningsstedsundersøgelser mangler udfordring, idet alle interessante punkter på stederne er markeret med store, grønne ikoner, der forestiller en detektivlup. Svært at overse. Igennem spillet skal man tale med folk for at få oplysninger. Dialogsystemet, som popper op med spørgsmål man kan stille ville have været fint, hvis ikke det var for den mindre detalje, at alle spørgsmål skal stilles før man kan komme videre. Der forsvandt grunden til, at man selv kan vælge i hvilken rækkefølge man vil spørge. Igen kedeligt og ensformigt. Spillet er desuden bygget op omkring en lang rækker puzzles og gåder, som skal løses for, at man finder frem til de rigtige konklusioner. Her er der trods alt en vis variation, og nogle af gåderne er underholdende at rode med. Desværre er der langt imellem rigtige udfordringer, og det klodsede styringssystem er til konstant frustration. Også selve styringen når man går rundt i gaderne er klodset og forældet. Hvis man kan huske gamle spil fra 90\'erne, hvor førstepersonskameraet stadig ikke var ordentligt udviklet, og figurerne derfor nærmest svævede henad gaderne uden nogen form for realisme i bevægelserne, så har man det rette indtryk af dette spils styring. Spillet har implementeret et kort, hvor man frit kan hoppe direkte til steder af interesse. Dette er det bedste ved spillet, udelukkende fordi man slipper for at se på det ringe gameplay når man går rundt i gaderne. Trist for et spil, at dette skal fremhæves som noget af det bedste.
Grafisk er Sherlock Holmes vs. Jack the Ripper en tragisk skændsel for branchen. Spillets grafik er set bedre på gamle spil til PlayStation2. Visse steder hænder det, at man ser et bord eller noget tapet, der nærmer sig acceptabel grafik, men generelt er grafikken kantet og udetaljeret. Borgerne på gaden er begrænset til 10-20 forskellige personer, hvorfor man konstant møder de samme mennesker, nogen gange endda ved siden af hinanden. Det virker sjusket, latterligt og dybt irriterende for øjet. Når personer er i dialog med hinanden bevæger deres munde sig fuldstændig ude af takt i forhold til ordene, og samtidig gestikulerer de på åndssvag vis med deres hænder, på en måde, der mest bringer tankerne hen på dukkerne fra Jullerup Færgeby og Vinterby Øster, bare uden strengene.
På lydsiden understøttes spillet af klassisk strygermusik, der fint bakker op om årstallet 1888, og passer fint ind i den stemning, spillet ville have skabt, hvis ikke det var fordi det var så ringe på alle områder. Stemmeskuespillet vakte begejstring de første to minutter, idet der er tale om god, klassisk, britisk dialekt. Det tog dog ikke længe at indse, at stemmeskuespillet er ligeså ringe og kunstigt som resten af spiloplevelsen. Den bedrevidende og halvarrogante Holmes, der belærer Watson på en måde, som mest bringer tankerne hen på, hvordan Bamse taler til Kylling, de dumme folk på gaden, der siger latterlige ting, og den lokale politimester, der lyder som en retarderet tåbe. Meget betryggende, at han leder efterforskningen i politiets kamp for at finde en dødsensfarlig seriemorder.
Konklusionen er, at Sherlock Holmes vs. Jack the Ripper grafisk, lydmæssigt og gameplaymæssigt ligger på et niveau vi så bedre for ca. ti år siden. Dette kunne man måske have set igennem fingre med, hvis selve spillets indhold var underholdende, idet der trods alt er tale om et puzzlespil uden action, som derfor ikke nødvendigvis kræver knivskarp kontrol og filmisk grafik. Problemet er så bare, at spillets indhold ikke er underholdende. En sjælden gang imellem løber man ind i en gåde, hvor man bagefter tager sig selv i at have haft det nogenlunde sjovt. Det er dog hurtigt glemt igen. Spillets er for lineært i sin opgavestilling, og man bliver fra start til slut konstant holdt i hånden. Det kræver ingen form for efterforskningsmæssig sans at spille spillet, hvilket er en skam. Det resulterer i, at man ikke finder tilfredsstillelse i at løse drabsgåderne. Sherlock Holmes vs. Jack the Ripper er en skændsel for spilbranchen og et klokkeklart eksempel på spild af tid.
Retfærdigvis skal det nævnes, at spillet udkom allerede i sommer til pc. Her blev spillet generelt rost. Jeg har kun prøvet versionen til Xbox 360, og det er den, jeg skal bedømme. Det må være en anden spiloplevelse på pc, eller også er spillet bare ekstremt dårligt konverteret til konsoller. Der skal nok findes personer, der er dybt uenige i denne anmeldelse, og til jer vil jeg bare sige god fornøjelse. Det er dejligt, hvis nogen kan få noget godt ud af dette spil. Jeg kan ikke anbefale dette spil til nogen.
Facebook
Twitter
