Her kommer du som spiller ind i billedet. Ved hjælp af skateboarding skal der atter sættes farve på New Harmony, befolkningen og ikke mindst Shaun White skal befries og det onde Ministerium skal bekæmpes én gang for alle. Er det langt ude? Ja! Er historien tyk og corny? Bestemt! Men det gør egentlig ikke noget, for lige fra begyndelsen sætter Ubisoft en fed streg under, at det ikke er realisme de går efter men snarere et forsøg på at være anderledes. Det er til tider vanvittig langt ude, at et skateboardspil forsøger at have så tung en historiedel, at det næsten mere minder om en historiebaseret shooter, bare med bræt og fire hjul i stedet for krudt og kugler. Det gør dog også, at man sidder med indtrykket af, at Ubisoft rent faktisk forsøger at levere noget nyt til bordet, og det er faktisk et frisk pust.
Man bliver fra begyndelsen introduceret for spillets forskellige elementer på en pædagogisk og tålmodig måde, og ligeså stille bliver der bygget flere og flere muligheder og evner på ens karakter. Overordnet set fungerer spillets således, at man ved at lave tricks opbygger noget, der kaldes flow. Jo mere flow des bedre. Flow bruges til at farve byen og omforme den, så den kommer tilbage til sit gamle jeg, med masser af lækkerier for det før i tiden skateboardglade folk. Flow leveres i tre forskellige farver, gul, blå og lilla. Gul er den laveste flowværdi og lilla er den højeste. Allerede ved gult flow kan man redde visse borgere og byen vender langsom tilbage. Visse personer og steder kræver mere flow end andre, hvorfor man sommetider må opbygge støre komboer og derved mere flow.
I begyndelsen er det virkelig underholdende og tilfredsstillende at se, hvordan den grå by bliver farvelagt igen, idet man i bogstaveligste forstand lægger farver på byen. Hver gang man lander et trick eksploderer en decideret trykbølge af farver ud fra ens person og byen ændrer sig til at være kulørt i skarpe, smukke farver, med masser af graffiti og store vægmalerier med videre. Når man kommer op i det højeste flow er kraften og radiussen på påvirkningen så stor, at trækroner, flag og lignende decideret ryster som blev de ramt af et voldsomt vindstød, og op fra undergrunden kommer ramper, rails, hop og andet godt, som før bare gemte sig under den kønsløse overflade.
Som nævnt lægger Ubisoft ikke skjul på, at dette er et arkadepræget forsøg på at skabe underholdning, og at realisme er det sidste ord, der skal tænkes på. En smule inde i spillet kommer dette endnu mere til udtryk når man lærer evnen til at forme ting. Spredt nænsomt over hele byen findes der neongrønne, gennemsigtige ramper og rails, som kan formes. Når man lander på en sådan formbar skinne, så kan man med den venstre analoge stick ændre dens retning, således at man svæver rundt i byen og når steder, som ellers aldrig ville være muligt. Man svæver rundt på hustage, over rutschebaner i en forlystelsespark og meget, meget andet. Det er så langt fra virkeligheden som noget kan komme, men hånden på hjertet. Det er virkelig godt udført og er faktisk ret underholdende.
Desværre for spillet bliver det ikke ved med at være lige morsomt. Ubisoft gør et hæderligt forsøg på at pakke de forskellige missioner ind i historien og give dem et afvekslende præg. Dette virker i første omgang fint, og dog ikke hundrede procent, idet man i den sidste halvdel af spillet dybest set det meste af tiden skal gøre det samme. Om man skal køre rundt og ødelægge nogle overvågningskameraer eller om man skal destruere små zeppelinere, der flyver rundt og indoktrinerer folk, det er dybest set ligegyldigt. Hvis man filtrerer historien fra og kun fokuserer på de handlinger, man udfører, så er det praktisk talt næsten det samme man skal i de fleste missioner. Det meget historiebaserede drev i spillet er selvfølgelig med til at bløde tingene op, men når den første begejstring for ens farveinvasion lægger sig, så bliver det lidt ensformigt. Det hjælper heller ikke på det, at missionerne imod slutningen af spillet bliver så komplicerede, at de mere minder om et gådespil, end et spil, hvor man bare kan få lov til at stå på skateboard. Dertil kommer en del af spillet, hvor man skal hacke forskellige computere. Dette har intet med skateboarding at gøre. Man styrer en lille kugle igennem en bane og skal nå fra A til B. Det minder mest af alt om en miniversion af spillet Marble Blast. Forskellen er dog, at kontrollen i Marble Blast er fremragende. Den i Shaun White Skateboarding er ikke responsiv nok.
Ved siden af historien er der også en række sideopgaver, som alle belønnes med XP og nyt tøj og udstyr. XP'en kan man bruge i New Harmonys forskellige skatebutikker, hvor man kan købe tricks for dem. Og når vi nu taler om tricks, så er der bare heller ikke helt nok af dem til virkelig at imponere. Ca. 80 tricks lyder måske nok af meget, men i realiteten vil de fleste spillere begrænse sig til at bruge måske 20-30 af dem, afhængig af hvad man bliver mest glad for. Dette skyldes spillets opbygning, som ikke belønner alsidigheden på samme måde som for eksempel spillene i Skateserien gør. Hvis man finder et trick man synes giver mange point, så kan man bare blive ved med at gentage tricket til man har det rette flow, og praktisk talt ingen af missionerne stiller i opgaveformuleringen et detaljeret krav til, hvilket trick, der skal udføres. Det sker i sjældne tilfælde, men ikke ofte nok.
Selve styringen i Shaun White Skateboarding er generelt godkendt. Spillere af Skate vil til en hvis grad føle sig hjemme. Dog med visse store forskelle. For eksempel hopper man på A og skater fremad ved tryk opad på den venstre analoge pind. Det resulterede i hvert fald i starten i, at undertegnede ofte bare stod stille på jorden og hoppede, fordi jeg troede, at jeg skulle skubbe mig i gang. Generelt fungerer kontrollen som sagt godt, og ganske som i Skate styres de forskellige tricks af den højre analoge stick i forskellige kombinationer med bumper- og triggerknapperne. Styringen mangler noget i forhold til Skate 3, idet den langt fra er ligeså fast og sprød. Den gør dog arbejdet fornuftigt, i forhold til, hvad den skal kunne i dette skateboardspil. Gameplayet foregår generelt i et meget lavt tempo, hvis man sammenligner med Skate 3. Dette er lidt kedeligt til tider, men nok også samtidig nødvendigt for at det ikke er for svært at udføre de lidt særlige manøvrer i spillet.
Shaun White Skateboarding leverer også en onlinedel, som lader op til otte spillere dyste i discipliner, der mest af alt minder om Free for All, Team Deathmatch og Capture the Flag, dog bare på et skateboard. I Følg Flowet skal spillerne alle mod alle slå den højeste flowscore. Det samme findes for hold, hvor man skater imod hinanden fire mod fire. Desuden kan man spille Ministerie mod oprørere, hvor man omdanner bygninger med sit flow. Modstanderne kan tilbageerobre bygningerne med deres eget flow. I Formgivningskamp former man forskellige genstande ved hjælp af sit flow. Andre spillere stjæler point fra dig ved at erobre dine genstande. Disciplinerne er morsomme og fantasifulde, og de få spil, jeg prøvede, foregik lagfrit og uden problemer. Desværre ser det ud til, at folk allerede er ved at være færdige med onlinedelen. Det er meget svært, ja faktisk næsten umuligt at finde folk at spille med. Der er dog muligheden at spille i sit eget party, hvis man har venner, der også gider spille, eller man kan dyste to personer på splitscreen.
Grafisk er spillet nydeligt, især når der kommer farver på. Med masser af sjove vægmalerier, nogle af dem endda også med animationer, er det morsomt at køre rundt og kigge på de mange, flotte farver, man skaber med sin flowinvasion. Spillet mangler det sidste for virkelig at nå de høje grafikkarakterer. For eksempel er figurerne i spillet lidt kantede til tider, og især mundsynkroniseringen med replikkerne er helt ved siden af. Spillet kører lagfrit og med en relativt høj framerate. For de få og heldige, der har anskaffet sig et 3D-tv, så understøtter Shaun White også 3D.
På lydsiden leverer spillet fine lydeffekter, understøttet af et dejligt soundtrack med nogle af de mest ørehængende pop- og rocksange fra de seneste 20 år. Stemmeskuespillet er i den bedre ende, og flere af figurerne i spillet er virkelig morsomme. Som nævnt er mundsynkroniseringen ikke særlig god, og dette kan godt distrahere en fra den ellers fine præstation på stemmeskuespillet. Det skal jo dog ikke gå ud over lyden. Dog bliver man hurtigt træt af de omvendte borgeres tabuagtige kommentarer til en på gaden. Såsom: "You're making af difference" og "Keep doing what you're doing". Det virker latterligt og repetetivt.
Konklusionen er, at Ubisoft leverer et anderledes og underholdende skateboardspil, som på ingen måde skal tages for at være realistisk. Jeg tror, at det er klogt af Ubisoft, at de har valgt en helt anden retning end især skateboardmarkedets førende deltager, Skate 3. Uden at kunne gøre mig rigtig klog på Ubisofts potentiale, så er Skate 3 i en klasse for sig, og p.t. ser det ud til at blive hårde vilkår for en decideret konkurrent til sværvægteren. Shaun White Skateboarding er helt sin egen og bestemt en oplevelse værd, hvis man gerne vil have lidt uforpligtende underholdning. Spillet kan klares på ca. 10-15 timer, hvis man udelukkende går efter historiedelens. Hertil kommer sidemissionerne og indsamlingen af de efterhånden obligatoriske collectibles for achievementjægerne derude. Og slutteligt, for dem, der tænker, at de ikke gider spillet, fordi de syntes, at Shaun White Snowboarding var en tynd kop te. De to kan ikke sammenlignes, og der er væsentlig mere dybde i dette spil.
Facebook
Twitter
