Siden da, har jeg forsøgt at finde ind til den samme oplevelse i andre spil jeg håber ikke du synes dette er naivt eller blåøjet. Bær over med mig, jeg véd godt at jeg generaliserer kraftigt hér; men der er efterhånden langt mellem spil der ikke er pakket ind i fotorealisme og ultravold, med en frådende 12-årig fanbase, der tilsyneladende har gjort ting ved din mor, din far aldrig kunne forestille sig.
Jeg savner den der følelse af god gammeldags underholdning, hvor man kan glide ind i en helt anden verden og få et pusterum fra hvad man nu går og slås med. Ind fra sidelinien og ud af intetheden kommer pludselig Scarygirl. Et platformspil af den gamle skole, der ikke er helt som de andre jeg kan lige så godt springe til konklusionen med det samme; kan du nikke genkende til bare en lille smule af det du lige har læst ovenfor, er der ingen vej uden om: Scarygirl er et must på din Xbox.
Lad mig argumentere lidt for dén holdning. Nogle kender måske lidt til Scarygirl i forvejen, det er et brand, en samling figurer, et online spil, en grafisk roman og sandelig om ikke der også er en film på vej. Den lille pige med klap for øjet, er den australske kunstner, Nathan Jurevicius', værk.
Historien er ikke det, der typisk kendetegner platformspil, Scarygirls historie er både smuk og fængende. Uden at afsløre for meget, handler den om hvordan den, af en blæksprutte adopterede Scarygirl, drager ud på en rejse for at redde livets træ og selvfølgelig skal forcere mange farer før hun når sit mål.
Uden at revolutionere genren, lykkes det Scarygirl at finde ind til kernen af det gode platformsspil. Du skal springe over forhindringer, svinge dig i din blækspruttearm og bekæmpe fjender der står i vejen for dig. Det lyder måske som noget du har prøvet til hudløshed, men jeg tør godt garantere, at du ikke har prøvet det i et univers som Scarygirls.
Som du kan se på de screenshots, der er i denne anmeldelse, har Nathan Jurevicius skabt en verden, der er både fængende og unik. For mig har de en vis lighed med Kathrine Ærtebjergs billeder, vi bevæger os i en farverig, organisk verden, der vrimler med fantastisk udtænkte væsener.
Som i de fleste klassiske spil af denne type, bevæger vi os som regel fra venstre mod højre og oftest set fra siden. Nogle gange bevæger kameraet sig, så du ser tingene på afstand eller bagfra og giver således en mild form for tre-dimensionel oplevelse. Dette giver masser af liv og bevægelse i spillet, men kan enkelte gange være lidt forvirrende når man skal beregne afstanden i et spring, det var dog ikke noget jeg oplevede som en stor gene.
Man kommer naturligvis til at slås med fjender undervejs - i nogle spil kan man komme ud for at variationen i fjenderne efter et stykke tid gentages, men at de så bliver sværere at klare for at bevare udfordringen. Sådan er det ikke i Scarygirl; fjenderne kommer i alle størrelser og afskygninger og hver af dem skal overvindes på sin egen måde.
Efterhånden som fjenderne bliver mere hårdføre, får man brug for de kombinationsangreb, et andet klassisk element, Scarygirl kan lave med sin blækspruttearm. Dette kan for eksempel være en bølge af fangarme, der skyder op fra jorden, det enormt praktiske blækspruttegreb, der griber fat i fjenderne så du kan bruge dem til at tæve de andre med eller simpelthen klemme livet ud af dem for at overføre deres energi til dig selv.
Mens du bevæger dig igennem banerne indsamler du ædelstene, der kan bruges til at købe nye kombinationer og evner for. Sværhedsgraden er i begyndelsen tilrettelagt, så alle kan være med, men hen imod slutningen af spillet når vi op på et niveau, hvor selv de mest kræsne platforms-entusiaster vil blive udfordret; her er både boss kampe og krævende knapkombinationer der hurtigt kan give dig hård hud på tommelfingrene.
Endelig besidder Scarygirl den egenskab der er absolut Alfa og Omega for et godt platformsspil; den der følelse af, at du simpelthen må prøve igen indtil du har besejret banen, også selvom du måske allerede er død 15 gange i forsøget. Det er et legesygt univers og de 21 baner der er at gøre godt med, kræver at blive gennemspillet når først du er bidt på krogen.
Det er svært at lægge Scarygirl fra sig, når først man er begyndt og hvis man ikke har mistet modet undervejs, lægger spillet op til en af de virkelig svære achievements; opnå 'Perfection' i alle baner. Det vil sige du skal indsamle alt hvad der samles kan, uden at dø undervejs - jeg kan udpege mindst to steder, hvor der ligger adskillige timer og venter, hvis man vil nå dét mål.
Banerne er meget varierede og byder blandt andet på en fortryllet skov, skurkenes Bad City og undervands-eventyr. Kender du allerede Scarygirl, vil du nyde det grafiske udtryk, der ligger tæt op sit forbillede. Du kan blive ved med at finde små finurlige detaljer og der er baner jeg er vendt tilbage til flere gange, fordi deres design og gameplay simpelthen når en højere enhed. Efter min mening, ligger det grafiske design, klasser over hvad vi er vant til i Arcade spil.
Der er ikke tale om et teknisk imponerende setup, men det ser godt ud og virker efter hensigten og uden nogle graverende fejl. Nogle gange kan kameraføringen drille lidt, og til tider kan det være svært at placere Scarygirl i den rigtige position, men når man først har fået fornemmelsen for spillestilen, lærer man at tage højde for det.
Spillet byder også på en glimrende co-op del, hvor man sammen med en ven kan spille banerne igennem to og to. I dette tilfælde kan spiller 2 styre Scarygirls følgesvend, Bunnyguru, det fungerer eksemplarisk og giver mulighed for at man kan hoppe ind og ud af spillet igen, på samme måde som vi har set det i Lego spillene - men kun lokalt, funktionen virker desværre ikke online.
Lydsiden lægger den rigtige stemning, uden at tage opmærksomheden væk fra det, det handler om - det kan dog være enerverende at høre den samme lydbid igen og igen, fordi man er nået til at sted der er svært at passere, men det er et onde jeg gerne tager med.
For når alt kommer til alt, er Scarygirl et af de mest gennemførte platformspil, jeg har set i lang tid. Du får hele pakken: Et fantasifuldt univers, lækker grafik og et varieret gameplay, der er svært at slippe når du først er begyndt. 2012 er kun lige begyndt, men jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige at vi allerede nu står med et årets mest gennemførte og charmerende arcadespil, der til en pris af kun 1200 MSP ikke står tilbage fra mange større og dyrere titler, når det kommer til underholdningsværdi.
Når vi ikke ender på en ren 10'er skyldes det småting, som den allerede nævnte kameraføring der kan være lidt forvirrende, og så at genspilningsværdien kan være lidt begrænset, med mindre man går efter den næsten uopnåelige sidste achievement.
Nogle spil kan være svære at sætte i bås, enten fordi de sætter nye standarder eller bare ikke ligner noget andet jeg synes Scarygirl finder en fin blanding af begge dele. Jeg vil i lang tid fremover holde kommende platformspil op mod den oplevelse, jeg har haft med Scarygirl, på samme måde som jeg i sin tid gjorde det med "The Great Giana Sisters".
På trods af en næsten ikke eksisterende marketingskampagne op til spillets lancering, så taler Scarygirl for sig selv - det fortjener at nå ud til så mange konsoller som overhovedet muligt.
Facebook
Twitter
