Hovedpersonen i Risen 3 er en gæv sømand, der i spillets indledende del omkommer, da han kommer til at stå i vejen for et grumt monster fra underverdenen. Den ikke helt sammenhængende historie tager sin begyndelse, da vores helt et par uger efter sin egen begravelse bliver gravet op og vakt til live af en troldmand. Det store stygge monster har nemlig taget vores sjæl forstår man, og hvis ikke vi gør noget ved det kan vi godt forberede os på at tilbringe evigheden som slave i underverdenen.
Således begynder den vilde jagt for at få ens sjæl tilbage - det er nemlig ikke kun din egen sjæl, der står på spil, men hele verden er i fare for at blive opslugt. Vi befinder os i det samme caribisk inspirerede ø-tema som i Risen 2. Der er dog flere muligheder for at udforske øerne nu, men langt hen ad vejen føles spillet som en opdateret udgave af sin forgænger.
Således er kampsystemet blevet justeret, nu med mulighed for at bruge magi og således nedkalde ild, is og andet godt over sine fjender. Desværre er kampsystemet upræcist og fejlfyldt og meget hurtigt bliver kampene noget der bare skal overstås. Ofte har du en følgesvend ved din side, som kan hjælpe dig i kampene. De er rimelig habile, men vælger ofte at stå i vejen for dig eller af uransagelige grunde bare at kigge på mens du slås.
Udover føromtalte evne til at bruge magi, kæmper man med sværd og har også mulighed for at affyre et skydevåben. Tro mod sit piratoplæg er disse et-skuds-pistoler voldsomt upræcise og man har ingen mulighed for at vurdere om ens skud vil ramme eller ej. Det samme med sværdkampene; man kan slå enkelte slag ad gangen, eller holde knappen nede for at udløse et kraftigt angreb, men nogen fornemmelse for hvordan man angriber eller nogen form for koordination i angrebene, er der aldrig tale om.
Oftest har man en fornemmelse af, at hvis bare man trykker hurtigt nok på knapperne, så vil man vinde kampene. Dette er dog også den bedste strategi, da Risen 3 har arvet forgængerens livlige kamera, der gerne vil flytte sig lidt for meget i forhold til din egen position, og på denne måde ofte sørge for at din figur, der ses i 3. person, blokerer udsynet. Mange kampe ender med en dødsanimation, der skal vise hvordan du flot og effektivt gør det af med dine fjender, men kameraet gør stadig problemer og som i 2'eren kommer denne animation ofte til at se meget underlig ud, med figurer der er splejset ind i hinanden eller lignende.
Som eventyrspil er Risen 3 ellers interessant nok, med masser af muligheder for at udforske de områder man kommer til og med en historie, der ganske vist ikke er helt logisk, men dog spændende nok til at holde interessen. Muligheden for at kigge ind i underverdenen - en "bivirkning" af at være levende død, som vores sømand jo er - er sjov og medvirker til at sætte lidt kulør på et spil, der ellers kopierer lidt for meget fra serien forrige kapitel.
Jeg bruger med vilje ikke ordet "rollespil" her, selvom Risen 3: Titan Lords nok falder i den kategori. Vi er absolut i den letbenede ende af rollespillene og muligheder for at tilpasse dins figur udseende, eller have nogen indflydelse på den lineære histories udfald, må du kigge langt efter. Det bliver dog muligt i løbet at spillet at vælge mellem tre klasser til din figur, alt afhængig af om du er til magi, sværd eller en blanding af de to. I løbet af spillet kan du, som tidligere, optjene Glory Point, som kan bruges til at forbedre dine evner. Men uanset hvilke evner du vælger, ændrer det ikke på, at kampsystemet er tungt og uoplagt.
Og det hele er egentlig lidt synd, for det er tydeligt at Risen er båret af en idé, udvikleren ikke evner at følge til dørs. Selve oplægget i et tropisk hav, med masser øer man kan udforske, mystiske tempelruiner og mange forskellige monstre er et forfriskende bud på et anderledes spil, men udførelsen er så mangelfuld at man ender med at miste lysten til at spille det.
Egentlig er det jo ironisk at et spil som Risen 3, der handler om at man skal genfinde sin egen fortabte sjæl, lider af så meget mangel på karisma som det gør. Stemmeskuespillet veksler mellem trivielt og pinligt og løfter sig aldrig ud af middelmådighedens atmosfære. Når det kommer til grafik og gameplay er spillet så fejlbehæftet, at man til tider er i tvivl om hvorvidt det er en beta version man har fået udleveret. Én ting er de stive ansigts-animationer, der ligner noget fra forrige konsolgeneration. Noget helt andet er de tekniske fejl og mangler, der tilsyneladende altid er en del af pakken i Risen spillene.
Jeg er ikke fanatisk med hensyn til grafik og hastigheden på denne og har det stadig fint med at spille på min aldrende Xbox 360. Men når et spil rent grafisk ligner noget der udkom for 5-6 år siden, så forventer jeg også at grafikken kan afvikles glidende og uden problemer. Dette er dog ikke tilfældet i Risen 3, hvor pauser i spillet og voldsomme nedsættelser i hastigheden ofte gør at spillet virker nærmest ubrugeligt. Og når jeg så kan kigge tilbage på min 2 år gamle anmeldelse af Risen 2 og se at jeg anfægter nærmest de samme problemer dengang, så bliver jeg voldsomt irriteret over at se en udvikler sende et spil på gaden med de samme fejl og mangler.
Alt i alt, kunne Risen 3: Titan Lords være et hæderligt rollespil. Men alt for meget genbrug og nogle graverende tekniske fejl, gør det meget svært at anbefale dette spil. Er du fan af serien og har spillet de tidligere spil, vil du måske kunne se i gennem fingre med det, men for alle andre må jeg desværre sige at der findes bedre spil at bruge sin tid på.
Facebook
Twitter
