Ridge Racer Unbounded

Anmeldt af: Nicolai Hansen - 2. april 2012 - kl. 08:16
Del denne artikel:
2 0

Efter 6 års pause er Ridge Racer tilbage med en ny udvikler bag sig. Læs her, om Unbounded kan leve op til tidligere spil i serien.

Jeg elsker racerbaner. Der er ikke noget så sjovt som at bygge en 6 meter langside hjemme på stuegulvet, og så give fuld gas bagefter, og tilsyneladende er de hos finske Bugbear Entertainment fuldstændigt enige. Det er i hvert fald den fornemmelse, jeg sidder med efter nogle dage i selskab med Ridge Racer Unbounded. Find kørehandskerne frem, vi skal ud og køre bil.

Glem Ridge City og biler med navne efter berømte Namco spil, dette er ikke et Ridge Racer spil. Sådan, så er det sagt. Unbounded føles i langt højere grad som Burnout med en snert af Flatout, og jeg har udgiveren Namco Bandai mistænkt for at klistre Ridge Racer mærket på en ellers udmærket arcade racer for at tjene lidt ekstra penge. Kan man se bort fra Ridge Racer prædikatet, så er Unbounded slet ikke et dårligt spil. Som nyeste medlem af gaderæserbanden Undbounded, skal du kæmpe dig vej gennem Shatter Bay fra yderkantens små løb, over motorvejsnettet til de helt store racerbegivenheder i centrum. Den primære spiltype er Domination Race, hvor man udover at skulle komme først over målstregen, kan og bør forsøge at ramponere modstandere i bedste Burnout-stil. Den nemmeste måde at gøre dette på, er ved at optjene power, og derefter booste ind i konkurrenterne eller en parkeret tankvogn.



Hvis en eller flere modstandere kører galt som følge af ens egen hasarderede kørsel tildeles man et såkaldt Frag, som udover nogle Experience Point også giver lidt mere Power. Dette kan bruges til at få mere fart på, lave nogle flere Frags eller måske åbne en genvej. Power er simpelthen vejen frem i Shatter Bay. Det lyder jo simpelt nok, men er ikke altid så ligetil, for Power optjenes nemmest ved at drifte. Jo, man optjener også lidt på at tage et flyvehop eller lægge sig bagved en modstander, men den helt store gevinst får man ved at tage den sidelæns og for fuld fart gennem et sving.

Udover Domination Race indeholder Unbounded selvfølgelig også almindelige racerløb, her kaldet Shindo Race og kamp mod uret i Time Attack. Sidstnævnte besværliggøres nogle gange af en større horde politibiler, der meget gerne vil have en lille ”snak”. Bliver lovens lange arm for umedgørlig, har Bugbear Entertainment sørget for, at man kan lufte sine frustrationer i Frag Attack. Fra førerhuset af en lastbil kan man grine manisk, mens man på tid skal smadre så mange politibiler som muligt. Man behøver i øvrigt ikke grine manisk, men det hjælper.

Gameplayet er flydende, hurtigt og sjovt. Takket været en benhård kunstig intelligens, har man aldrig et roligt øjeblik, og det gælder om at være på mærkerne fra start til slut. Der er ikke meget elastik, det vil sige, modstanderne indhenter dig ikke per automatik, når du ligger forrest. Hurra vil en del racerfans nok råbe nu, men det betyder også at de heller ikke venter, hvis man kommer bagud. Det betyder i praksis, at selv den mindste fejl kan koste en førsteplads, der bliver mere almindeligt svær at få tilbage, og der vil blive begået fejl.

Kontrollen med bilerne føles nemlig til tider lidt for løs, og det kan være svært at rette op hvis bilen begynder at slingre. Det kan også godt betale sig, at bruge lidt tid på at lære Unboundeds drift teknik. I mange andre arcade racerspil kan man holde gaspedallen i bund gennem hele svinget – det kommer man galt afsted med her. Gassen skal justeres og det samme skal rattet, men så føles det til gengæld også superfedt når man kommer sidelæns gennem et sving, og nogle gange som en bonus ramponerer en modstander. Kombinationen af en hård kunstig intelligens og en lidt løs kontrol er, på godt og på ondt, grobund for mange nervepirrende øjeblikke i Unbounded. Det er en god fornemmelse, når man kommer først over målstregen, men lige så ”nu-kylder-jeg-snart-den-her-controller-du-ad-vinduet-frustrerende” er det at blive Fragget i starten af et løb, og så bruge de næste to omgange på at indhente resten af feltet, tit uden held.



Når tingene kører føles Unbounded som Burnouts lillebror. Ikke helt så hurtigt og ikke helt så gennemført, men som tidligere nævnt sjovt. En lillebror kan ind i mellem være en irriterende størrelse, og Unbounded er heller ikke helt uden irritationsmomenter. Det er for eksempel næsten umuligt at Fragge en modstander uden Power. Tilsyneladende kæmper de computerstyrede modstandere ikke med det problem, for det er ikke unormalt at blive Fragget blot man snittes, og så kigger den irriterende lillebror for alvor frem. Efter et Frag er man nemlig ikke fredet, og mere end én gang oplevede jeg, at blive Fragget lige så snart min bil begyndte at køre igen. Der mangler også en mulighed for at resette sin bil på banen igen, eller rettere muligheden er der, man skal bare pause spillet først, og så ned i menupunktet Reset Car, lidt mærkeligt at Bugbear ikke har valgt at lægge denne funktion på en af de ledige knapper. Apropos knapper, så er der kun er to controller opsætninger at vælge imellem. Personligt vil jeg hellere have håndbremsen (drift) knappen sat til X, men valget er begrænset til B eller den venstre skulderknap. Ikke graverende fejl, men små irritationsmomenter, der vidner om et spil, der ikke er blevet helt færdigpoleret.



Fantastisk. Så kort kan City Builder beskrives. City Builer er navnet på Unboundeds indbyggede editor, hvor man kan lave sine egne baner og dele dem med resten af verden. Konceptet er fuldstændig som at bygge racerbaner. Man opretter en digital by, hvor der er plads til fem baner, herefter kan man vælge mellem et hav af baneelementer, sammensætte dem helt efter eget hoved og så er det ellers bare trykke pedalen i bund. Det er fuldstændig som at bygge racerbaner på stuegulvet, med den lille forskel, at man slipper for at kæmpe med elementer, der bliver ved med at glide fra hinanden. Så længe man selv har gennemført alle baner i en by, kan den uploades til glæde (eller frustration) for andre.

City Builder betyder i praksis, at der altid vil være nye baner at prøve kræfter med, og ikke kun mod computerstyrede modstandere. Vælger man at spille online, kan man naturligvis også køre på andre brugeres baner, og jeg skulle hilse og sige, at der er nogle interessante kreationer derude. Det skader selvfølgelig heller ikke at online delen kører upåklageligt, og til tider kan det være svært at kende forskel på online og offline. Den kunstige intelligens benytter sig, som sagt tidligere, ikke ret meget af elastik-princippet, og dette er muligvis grunden til, at man ikke mærker den store forskel mellem online og offline.



Musikken passer med sin hårdtpumpede elektroniske bas rigtig godt til den halvbeskidte og dunkle storbystemning, mens lydeffekterne hurtigt bliver ensformige og mangler gennemslagskraft. Et frag ind i en husmur burde afstedkomme en symfoni af knust glas og metal, men det får man bare ikke. Grafikken er også okay, men heller ikke meget mere. Både biler og baner er alt for kantede at se på, og mangler detaljer i forhold til, hvad man må forvente af et bilspil i 2012. Ikke at nogle af delene er grimme, men som resten af spillet savner man lidt mere finpudsning, og grafisk er der meget langt op til tidligere Ridge Racer titler.

Hvis man have håbet på et gensyn med Ridge Racer fra de gode gamle dage bliver man med Ridge Racer Unbounded slemt skuffet. Leder man derimod efter en god arcaderacer med lang holdbarhed, så er dette spil det helt rigtige. Grafik, gameplay og lyd er måske ikke de bedste i klassen, men med City Builder henter spillet lidt af det tabte, og sikrer samtidig, at der aldrig vil mangle en ny bane at give den gas på.
Fakta
Ridge Racer Unbounded

Ridge Racer Unbounded

PlatformXbox 360
UdviklerBugbear Entertainment
UdgiverNamco Bandai Games
Spillere1-8
Udgivelsesdato30-03-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:7.0
Online:7.5
Holdbarhed:9.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.