Resident Evil: Operation Raccoon City

Anmeldt af: Jacob Dissing Graversen - 5. april 2012 - kl. 12:15
Del denne artikel:
2 0

Tag med bag scenerne i tidligere Resident Evil spil med seriens nyeste kapitel, Operation Raccoon City.

Siden det første Resident Evil spil ramte gaderne i midten af 90’erne, har serien haft spandevis af succes og har velsagtens været en af de største serier i hele spilindustrien, hvilket naturligvis har kastet en masse ekstra spil af sig udenfor ”hovedserien”. Resident Evil: Operation Raccoon City er en af disse titler.

Når det kommer til potentiale, så er der egentlig masser af ting at elske ved denne nye titel i Resident Evil serien. For hardcore fans vil muligheden for på nært hold, at kunne opleve nogle ganske centrale historiepunkter i serien helt bestemt være ganske lækkert. Begivenhederne i Operation Raccoon City finder nemlig sted på samme tid, som mange af hændelserne i Resident Evil 2 og 3, og undervejs støder man også ind i velkendte figurer fra ovenstående titler. I denne omgang ser man dog episoderne fra en anden synsvinkel, da man tager styringen over et hold fra Umbrella Kooperationens sikkerhedshold, USS, så langt, så godt.




Er man en af de fans, som savner uhyggen fra de første kapitler i serien, er Operation Raccoon City ikke spillet som tilfredsstiller netop det behov, da spillet i højere grad minder om Left 4 Dead end det minder om nogle af de større Resident Evil spil. Foruden den voldsomme mængde af fjender, er der også spandevis af ammunition og helbredende urter, og da det ikke længere er nødvendigt at stå stille for at kunne affyre sit våben, er der gamplaymæssigt ikke meget tilbage fra de tidligere spil i serien, og følelsen af at være alene er der bestemt heller ikke. Udviklerne fra Slant Six Games har tidligere arbejdet på Socom serien, hvilket kan mærkes i forbindelse med holdmekanikken i spillet. Som spiller skal man inden hver mission sammensætte sig eget sikkerhedshold på fire personer, som skal vælges fra seks forskellige standardiserede karaktertyper såsom feltlægen, bombeeksperten og den almindelige all-round soldat. Disse karakterer har alle forskellige evner, som kan købes og opgraderes med erfaringspoint der optjenes både i single player, men også i multi player og det samlede level kan føres over mellem begge spiltyper. Dette er alt sammen noget som er set før, men det fungerer egentligt udmærket, der er både interessante evner som kan købes og opgraderes, og det er også muligt at investere i nye våben.

Potentialet til at skabe et virkeligt godt, om end ganske anderledes spil i serien er altså helt sikkert til stede, desværre er eksekveringen af nævnte potentiale manglende. For at starte med gameplayet, så er spiloplevelsen så ufattelig generisk og lige ud af landevejen, som det overhovedet kunne være. Spilmarkedet flyder efterhånden med så mange coverbaserede 3. personsskydespil, at en ny titel i genren enten skal gøre stort set alt rigtigt, eller i det mindste byde på nogle nye friske ideer for ikke bare at havne i bunken med ugennemførte spil, og desværre gør Operation Raccoon City ingen af delene, tværtimod. Trods våbnene egentligt føles ganske gode at affyre, og lyder næsten lige så kompetente som de føles, virker det som om de absolut ingen effekt har. Spillets menneskelige fjender, en stor gruppe af Spec Ops soldater, kan oftest modtage tre velplacerede shotgun skud i brystet, eller et par riffelsalver i hovedregionen, før de falder døde om, og zombierne tager gladelig imod et halvt magasin før de stiller træskoene. Kombinerer man dette med en relativ langsommelig og generel passiv styring, føles spillet bare ikke særlig tilfredsstillende, og derfor er det mere end kedelig pligt at kæmpe sig gennem korridorerne, mod ret ligegyldige mål.




Spillets problemer stopper dog ikke her, den klart største svaghed hos Operation Raccoon City er den kunstige intelligens, som på alle mulige måder er horribel. Spillets fjender, hvad enten det drejer som om diverse muterede skabninger eller soldaterne, så har de ikke mange brikker at flytte med. Om det er fjender der kontinuerligt løber ind i den samme mur igen, og igen, og igen eller bare direkte ignorerer din tilstedeværelse og lader dig skyde dem, så er det lignende problemer spillerne kommer til at støde ind i ganske ofte, og desværre er der større og mere seriøse problemer på den front.

Jeg vil stort set fraråde at spille gennem dette spil egenhændigt, alene grundet holdkammeraternes kunstige intelligens, som om muligt er endnu værre end fjendernes. Resten af Ubrella holdet vælger for det mest bare at stå og kigge på at dit liv langsomt forsvinder, og skulle enten du eller en af de andre på holdet miste livet, så er der ingen hjælp fra resten af holdet, som højst sandsynligt har kastet deres opmærksomhed på en ganske beundringsværdig betonvæg i stedet. Holdets samlede IQ ligger derfor på samme niveau som en ganske almindelig dør, og jeg vil vurdere at den omtalte dør også har mere personlighed end de seks forskellige karakterer, som absolut intet tilføjer til en allerede papirtynd historie, som man vidst skal være mere end en stor Resident Evil fan for at få noget som helst brugbart ud af.




Heldigvis er der hjælp at hente, for Operation Raccoon City virker i den grad designet til co-op. I stedet for idiotiske computerstyrede holdkammerater, har du muligheden for at spille gennem hele singleplayerdelen sammen med tre kammerater, eller tilfældige folk online, her er der naturligvis også en chance for at potentielle medspillere er imbecile, men det er en risiko der er værd at løbe. Desværre lider denne del af spillet af en kæmpe designfejl, som flere gange ramte mig i løbet af min tid med kampagnen, siden det er muligt for andre at skippe mellemsekvenserne uden at du selv har noget at sige, andre spil gør naturligvis også dette, men det er stadig en ufattelig frustrerende oplevelse at misse vigtige historiesekvenser. Historiedelen i spillet er en ganske tynd kop te, både med hensyn til plot, men bestemt også med hensyn til tid. Det tog mig blot tre en halv time at kæmpe mig gennem Raccoon City, og på den tid stødte jeg ikke ind i videre interessante eller spændende hændelser, men sammen med nogle bekendte kan det muligvis blive til en udmærket oplevelse.

Spillets stærkeste side var for mig multiplayerdelen, som er ganske kompetent og byder på masser af hektisk action. Der er i alt fire spiltyper, blandt andet variationer af Team Deathmatch og Capture The Flag, som alle kender til, men også en Survival type, hvori banens otte spillere skal vente på en helikopter, som kun kan rumme fire af spillerne, og jo flere gange man dør, jo længere tid tager det før man kan komme ind i kampen igen. Uanset hvilken spiltype man vælger i multiplayer, vil der udover andre personer, også løbe Lickers, Hunters og andre fjender fra historiedelen rundt, hvilket var med til at fremme den hektiske action på en god måde. Med alle de fantastisk multiplayer fokuserede spil, som er på markedet, er det dog svært at anbefale Operation Raccoon City alene på den baggrund, men jeg var dog langt bedre underholdt af denne del af spillet, end jeg var af singleplayer, hvilket min spiltid også bekræftede.




Heller ikke på den tekniske front formåede det nye Resident Evil kapitel at imponere. Grafisk er spillet flot nok, men når først lokummet brænder, dykker billedfrekvensen voldsomt, hvilket nok kommer til at ske mere end en håndfuld gange i historiedelen. Lokaliteterne har bestemt heller ingen personlighed, og det er svært at kende forskel på diverse laboratorier, gader osv., hvilket igen gjorde det svært at føle at jeg rent faktisk opnåede noget som helst.

Resident Evil: Operation Raccoon City er ikke et dårligt spil, bestemt ikke, de eneste direkte dårlige ting ved spillet, er længden på singleplayerdelen og den kunstige intelligens. Desværre er der heller ikke meget godt ved spillet, ja multiplayer er nogenlunde underholdene, og et par stedet greb jeg mig selv i at nyde, at blæse hovederne af tyve zombier, der kom løbende lige mod mig, men det er også det. Spillet falder derfor i en af de absolut værste grupperinger, nemlig ligegyldigheden. Operation Raccoon City er en karakterløs, intetsigende, halvkedelige oplevelse, som er strippet for al form for lidenskab, og er et af de mest gennemsnitlige spil jeg længe har spillet, så med mindre du er stor fan af serien, og har tre venner som deler dette synspunkt, er det meget svært at anbefale det nyeste kapitel i en ellers stor serie.
Fakta
Resident Evil: Operation Raccoon City

Resident Evil: Operation Raccoon City

PlatformXbox 360
UdviklerSlant Six Games
UdgiverCapcom
Spillere1-8
Udgivelsesdato23-03-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.0
Grafik:6.0
Online:7.0
Holdbarhed:5.0
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.