Red Dead Redemption

Anmeldt af: Morten Skou - 19. maj 2010 - kl. 23:51
Del denne artikel:
31 0

Vi har taget turen til det vilde vesten for at se nærmere på Rockstars nyeste spil.

Så er tiden endelig kommet, hvor Rockstars seneste skud på stammen indenfor sandkassespil i stil med Grand Theft Auto er klar til at blive sendt ud til de ventende spilglade forbrugere verden over. Tag med en tur tilbage i tiden til årstallet 1911, hvor det vi kender, som det vilde vesten, er på kanten til at forsvinde for at gå ind i en ny og mere civiliseret tidsalder.

Historien handler om John Marston, som tidligere har været bandemedlem i en meget berygtet og voldsom bande. John har dog droppet det vilde liv og er blevet gift og har fået sig en søn. Desværre er det svært at ligge hans fortid bag sig, og den indhenter ham da også igen, da føderale agenter kidnapper hans kone og barn for at tvinge John til at rejse ud i det, der er tilbage af det vilde vesten, for at udrydde medlemmerne af hans tidligere bande. Gør John ikke, som der bliver sagt, vil det gå ud over hans familie. Vi følger derfor hans til tider skruppelløse jagt på de forbrydere, der tidligere var hans bedste venner, og vi ser ham ligeledes danne nye venskaber og fjender på sin vej.






Spillet består af en hovedhistorie, som udvikler sig i takt med, at man udfører forskellige missioner og en lang række sidemissioner, som man kan vælge at tage eller lade være. Udover disse missioner er der en lang række små missioner gemt rundt omkring på kortet, det kan eksempelvis være, at man tilfældigt rider forbi en bande, der er ved at lave et røveri, og man kan så vælge at blande sig eller bare ride videre. Området, som Red Dead Redemption foregår i, består af tre forskellige områder, to i Amerika og et i Mexico - hvoraf man starter med at have adgang til det ene, som man så skal bevæge sig rundt på for at løse missioner og finde byer og tilholdssteder for andre bander, som man kan udrydde.

Hele kortet er sindssygt stort, og til at starte med er det da også en vildt fed fornemmelse at ride igennem det vilde vesten på sin ædle ganger, men efterhånden som det går op for en, at man for det første skal bevæge sig ret langt bare for at starte missionerne, og derefter er en del af missionerne netop at bevæge sig yderligere - ofte over halvdelen af kortet, så begynder det at blive lidt trivielt at sidde på sin hest. Heldigvis kommer Rockstar os til undsætning, der er nemlig to alternative måder, som man kan bevæge sig rundt på. Den ene er via nogle bestemte punkter på kortet, typisk i nærheden af byerne, hvor der holder en diligence, som man kan bruge til at transportere sig imellem forskellige punkter imod en mindre betaling. Den anden metode er et lejrbål, som man kan slå op næsten hvor man vil, dog ikke inde i byer og lignende, og her får man så både mulighed for at zappe sig et nyt sted hen på kortet men også at gemme spillet eller skifte tøj.

Samtidig med, at man spiller sig igennem de forskellige missioner, så er der også såkaldte \"challenges\", som man med fordel kan forsøge at gennemføre. Der er challenges indenfor fire forskellige kategorier; skattejagt, blomsterjagt, master hunter og sharpshooter. De første par challenges er rimelig nemme, men stille og roligt begynder de at tage mere og mere tid - specielt kan det godt være lidt svært at skulle finde de rigtige blomster eller de rigtige dyr, som man skal skyde. Der er 10 forskellige niveauer indenfor hver challenge, og man får en lille bonus, når man når op til niveau 5 og så igen, når man runder niveau 10. Man kan til enhver tid gå ind i sin \"journal\" og se, hvor langt man er kommet med de forskellige challenges.






Noget af det, som var fascinerende ved cowboys i gamle dage, er uden tvivl deres mulighed for at bære våben og evnen til at bruge dem. Våben er der selvsagt nok af i Red Dead Redemption, faktisk er der alt lige fra en lasso, over dynamit og til de kraftigste rifler. Typisk sigter man ved at holde den venstre trigger inde, men hvis man vil lave en slags slowmotion skud, så kan man anvende spillets Dead Eye funktion. Dead Eye findes i tre forskellige niveauer, og der bliver løbende låst op for dem, efterhånden som man kommer igennem spillet - helt basalt så virker Dead Eye ved, at man sænker tiden og får lidt bedre tid til at markere sine ofre, også flere af gangen, hvis man kan nå det, derefter skyder man automatisk alle dem, man har markeret. Det er en fed fornemmelse at kaste sig ind i et rum, aktivere Dead Eye og så ellers plaffe alle fjenderne ned på én gang - mere Lucky Luke kan det da vidst dårligt blive.

Der er selvfølgelig intet vilde vesten uden vilde dyr, og det har Rockstar gjort virkelig meget ud af. Der er hele 40 forskellige dyrearter, og man kan naturligvis slå dem alle ihjel og hive skindet af dem for derefter at sælge det hele i de forskellige butikker, som er placeret i byerne. Der er ingen negative konsekvenser ved at skyde dyr, så det er bare at gå i gang - hvis spillet skal være lidt realistisk, så skal du jo nå at udrydde alle bøflerne på prærien, inden du slipper spillet igen, det er der i øvrigt en achievement for. Hurtigt finder man dog ud af, at det ikke altid er lige risikofrit at jagte de forskellige dyr, og det er ligeledes imponerende at se, hvordan de forskellige dyr reagerer meget naturtro imod dig som en trussel. Bjørne vil eksempelvis nærmest altid angribe dig, ulve angriber altid i flok og pumaer er mere listige og forsøger at kredse omkring dig, indtil de lynhurtigt kaster sig over dig - og jo, dyrene kan slå dig ihjel.

Eftersom Red Dead Redemption foregår i det vilde vesten, er der selvfølgelig mulighed for at udføre en masse småaktiviteter, som man kunne forestille sig ville foregå dengang. Blandt andet har man mulighed for at tjene eller tabe penge ved at gamble lidt i eksempelvis poker, blackjack, terningspil og armlægning eller hvad med en omgang \"five finger fillet\", hvor man skal køre kniven hurtigt imellem sine fingre, og hvis den smutter, så gør det avs.






Som noget nyt for sandkassegenren kan man faktisk vælge at spille Red Dead Redemption i tre forskellige sværhedsgrader, men ikke i traditionel forstand. Muligheden for at ændre på sværhedsgraden er nemlig lavet på en sådan måde, at man kan vælge, hvilken metode man vil bruge til at sigte med sit våben. Der er tre forskellige sværhedsgrader, hvor den nemmeste \"casual\" automatisk sigter på en fjende og expert, der kræver, at man selv styrer sigtekornet.

Ligesom de øvrige spil fra Rockstar er Red Dead Redemption fyldt op med både sjov og til tider lidt hård humor. Et eksempel, der stadigvæk står helt klart, er, når man eksempelvis har slået en bjørn ihjel og skal til at hive pelsen af den, så kommer der en tør sætning; \"Let me take your coat madam\".

Et dynamisk vejrsystem er der også blevet plads til, det betyder, at man igennem spillet både vil opleve dag, nat, regnvejr, snevejr, tordenvejr og selvfølgelig solskin. Derudover er der selvfølgelig forskellige områder på kortet, som har hver deres vejr. Oppe i bjergene er der eksempelvis sne, hvis man kommer langt nok op, andre steder er der store grønne og frodige områder og selvfølgelig intet westernspil uden en gold ørkenprærie med store kaktusser og alt det andet, som nu engang hører sig til.






Lækker statistik over alt man foretager sig
En anden ting, som Rockstar virkelig har været gode til, er at lave voldsomt mange forskellige målepunkter, som alle kan findes under statistikmenuen. Her kan man se, hvor mange af de forskellige blomster man har plukket, hvor mange af de forskellige dyr man har skudt, hvor mange områder man har opdaget, hvor mange penge man har tjent og meget meget andet. Dette er selvfølgelig specielt fedt for dem af os, som gerne vil forsøge at få spillet gennemført 100% - hvilket dog kræver en hel del tid. Undertegnede har spillet i over 30 timer lige nu og er nået op på ca. 90%, men samtidig føles det ikke voldsomt uoverskueligt at opnå de sidste procenter.

Kæmp med og imod dine venner online
Red Dead Redemption indeholder også en lang række muligheder for at slå sig løs i diverse online muligheder. Helt generelt virker onlinedelen på den måde, at man til enhver tid kan skifte imellem onlinespil og offline singleplayer, dette gøres via en menu i spillet. Det betyder dog ikke, at man befinder sig samme sted på kortet, når man skifter frem og tilbage. Til at starte med, når man begynder et onlinespil, befinder man sig i en slags free-roam-verden, hvor man kan slå sig sammen med andre spillere i såkaldte \"posses\" / bander og forsøge at gennemføre forskellige hideouts, hvor man kæmper imod computerstyrede modstandere. Free-roam virker også som en slags lobby, hvor man kan starte de øvrige onlinespil fra.

Groft sagt kan man sige, at onlinespillene er opdelt i to forskellige sværhedsgrader, en for casual spillere, hvor det er tilladt at anvende casual auto-aim, og en for dem, der hellere vil spille med normal / expert sigte. Uanset hvad man vælger, er der mulighed for at spille spiltyper som eksempelvis Gang Goldrush, Gang Shootout og Free for All. De sjove navne dækker selvfølgelig over de mere kendte spiltyper som Capture the Flag og Team Deathmatch.






Imens man spiller online, opsamler man XP (eXpirence Points), som bliver brugt til at låse op for nye ting, som man kan bruge online, det kan være våben, nye karakterer, titler eller måske har man lyst til at udskifte det æsel, som man starter med, med en rigtig hest. Der er 50 forskellige rang, så der er nok at gå i gang med, når man først er igennem singleplayerdelen.

En anden del af onlineoplevelsen er Rockstars Social Club, som blandt andet laver nye challenges hele tiden, hvor man så kan dyste imod andre på leaderboards online. Når man gennemfører en challenge, kan man som regel også få en lille gave ud af det - i skrivende stund kan man få fingrene i en cheatkode, der giver dig nogle kugler, der sætter ild til dem, du skyder. En anden del af Social Club foregår online på Rockstars hjemmeside, her kan dem, der ønsker at opnå en 100% completion i spillet, få hjælp til, hvordan man kan gøre og endda følge sin fremdrift online ved at linke sit Xbox 360 gamertag med sin Social Club profil - det kan klart anbefales.

Som bonusinformation kan det nævnes, at ud over den ret omfattende multiplayerdel, som allerede er med i spillet, så har Rockstar annonceret, at der skulle være en ny co-op pakke lige rundt om hjørnet, som indeholder seks nye multiplayer missioner.

Når det kommer til det grafiske, så ligger landet sådan, at selv om Red Dead Redemption er lavet på samme motor som Grand Theft Auto IV, så er der ingen tvivl om, at udviklingen ikke bare har stået stille siden da. Grafisk er spillet rigtig flot, og det til trods for, at det område, som man bevæger sig rundt i, er så fantastisk stort og omfatter en hel række meget forskellige omgivelser. Der har været meget snak om, hvor pæne hestene har set ud i de forskellige trailere, og dette gør sig heldigvis gældende helt generelt for spillet.






Lydsiden i Red Dead Redemption er ganske enkelt helt formidabel, stemmeskuespillet er fantastisk og passer perfekt sammen med mimikken, som karaktererne bruger i de forskellige mellemsekvenser. Derudover er der gjort en del ud af de forskellige dialekter, så folk selvfølgelig snakker spansk, når man er i Mexico - har man valgt at have undertekster på, så er underteksterne ligeledes på spansk, hvilket blot er endnu et eksempel på den humor, som udviklerne af spillet har.

Der sidder uden tvivl rigtig mange gamere og kigger på spillet, som tænker, at det da bare er endnu en klon af Grand Theft Auto, og det er det selvfølgelig også, men på sin helt egen måde. Det er fedt, at Rockstar har turdet tage kampen op med westerngenren og gøre det i en så overbevisende stil, at de formår at mane al tvivl til jorden. Red Dead Redemption er et virkelig underholdende spil, som helt klart kan anbefales.

Vi ses online! ... Yihaa!
Fakta
Red Dead Redemption

Red Dead Redemption

PlatformXbox 360
UdviklerRockstar
UdgiverTake2
Spillere1-16
Udgivelsesdato21-05-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Sex Skærmmende Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:10
Grafik:9.5
Online:9.5
Holdbarhed:10
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.