Rayman Legends

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 4. marts 2014 - kl. 11:47
Del denne artikel:
1 0

Platformsgenren nægter bare at bukke nakken. Længe har Mario hoppet over forhindringerne, og siden har Rayman ligeledes vist hvor skabet skal stå. Nu hopper han også ud på Xbox One.

Det er vel nok en af de genrer, som er tættest på sit oprindelige ophav. Med Rayman Origins valgte man sågar at gå endnu tættere på kernen, og i stedet emulere de oprindelige todimensionelle baggrunde. Det blev alligevel en nærmest øredøvende succes. Med et bredt udvalg af ofte overproducerede spil, var timingen fuldstændigt perfekt med et spil, der bare ønskede at underholde.


Succesen blev fulgt op med Rayman Legends, som i første omgang egentlig skulle være et spil kun til Nintendo Wii. Man kunne dog ikke stå for presset, og endte til sidst med at slippe deres Rayman løs på alle andre platforme. Nu er turen så kommet til den nye generation, hvor den funklende essens fortsat giver smil på læben.

Min ærlige første indskydelse var, at det her var en billig udgivelse: Altså, at det var for let for Ubisoft bare at smide spillet direkte til nyt mere avanceret hardware uden at udnytte denne. Selv om man måske kan argumentere for dette, kommer man ingenlunde udenom, at det her bare er herlig underholdning. Selv om jeg personligt allerede har været rejsen igennem én gang, så blev jeg atter fanget, og morede mig kosteligt undervejs.


Rayman Legends er kreeret i en intelligent kombination mellem 2d og 3d, hvor udviklerne viser fremragende forståelse for, hvad det er der får genren til at skinne. Man tager dybest set det helt enkle 2d platformsspil, og sørger for at krydre dette med et overflødighedshorn af originale, geniale indfald. Historien er herligt ukompliceret og blot et værktøj til at sende Rayman og hans venner ud igennem en række tematisk varierede verdener. Her skal der hoppes på platforme, nedkæmpes fjender og løses simple hovedbrud. Med denne velprøvede formel på plads, har man så valgt at lade ideerne få frit løb, og det mærkes imens man ledes fra det ene overdådige spiløjeblik til det næste.

Styringen sidder så samtidig lige i skabet. Det hænger ikke så lidt sammen med, at animationerne og figurernes bevægelser er fuldstændigt strømlinede. Dette medfører, at man konstant føler, at det er éns egen evner der testes – det er altså ikke et spørgsmål om ærgerlige dødsfald, grundet forsinkelse mellem tryk og bevægelse. Måske lyder det indlysende, men det er alfa og omega i et spil af denne type, og det er samtidig et område hvor mange andre spil fejler. Indlæringen og kurven hvorpå udfordringen strammes er ligeledes dejligt ramt: Alle kan sætte sig ned og spille med det samme, sværhedsgraden stiger langsomt og nye ting smides ind i legen. Der er en virkelig god balance, hvor det bestemt aldrig føles for let – men hvor man samtidig føler man får en belønning for sin indsats.


Rayman Legends er samtidig pakket ind i en tidsløs elegant indpakning. Nærmest som en interaktiv tegnefilm – en af klassikerne forstås. Det er på ingen måde et spil som vil teste din nye maskines tekniske kapaciteter, men det er stadig en herlig, artistisk oplevelse, hvor de forskellige verdener samt disses indbyggere er fanget med såvel humor som intelligens. Opløsningen står så endnu mere skarpt her, men det kræver ærligt talt et uhyre skarpt øje at fange – men hvad gør det, når det netop ikke er teknisk fyld, der holder spillet oppe. Lyden er ligeledes fremragende, hvor især melodierne er lige i øjet. Prøv eksempelvis at lade være med smilende at rokke med når du første gang hører fortolkning af ”Black Betty”, imens du tordner af sted i en af spillets musikbårne baner.

Har du allerede spillet Rayman Legends på en anden platform, er der nok ikke alverden der ligefrem retfærdiggør, at man samler spillet op igen. Har man til gengæld ikke det og er man bare lidt til platformsspil, så er det her et fremragende sted at starte. Det er stor underholdning alene, og det er sågar fyldt med øjeblikke som man har lyst til at dele. Sørme om man ikke også kan dette i en ligeledes underholdning lokal gang co-op, hvor op til tre venner kan holde dig i selskab gennem spillet. Det er måske ikke en teknisk bedrift, men det er stadig spækket med opfindsomhed og en charmerende glæde for øjet.
Fakta
Rayman Legends

Rayman Legends

PlatformXbox One
UdviklerUbisoft Montpellier
UdgiverUbisoft
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Skærmmende Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Charmerende, super god styring, yderst underholdende
Ikke noget nyt at hente, hvis du allerede har prøvet på anden platform
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.