Q.U.B.E: Directors Cut

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 30. juli 2015 - kl. 23:20
Del denne artikel:
1 3

Det er ikke så tit, at man ser first-person puzzlespil - det bedste eksempel i denne genre er uden tvivl Portal. Q.U.B.E. er da også inspireret af Valves mesterstykke, men er på samme tid sit helt eget.

Q.U.B.E. er et first-person puzzlespil, hvor man skal knække en masse opgaver, ved at manipulere med omgivelserne. Man befinder sig af en eller anden årsag inde i en kæmpeterning, der suser gennem rummet med retning mod Jorden - og det er nu op til dig, at ødelægge den indefra, før den udrydder alt liv på sin vej.



Man bliver hurtigt kontaktet af Nowak, en kvindelig kaptajn, som er udstationeret på en nærliggende rumstation og hun fortæller dig, at du bliver nødt til at tilintetgøre den store terning du befinder dig i, ellers ser det sort ud for menneskerne på Jorden. Men der er noget, som ikke er som det skal være, for snart hører du en anden stemme i dit head-set, som siger du er langt nede under jorden og at Nowak ikke er til at stole på.

Man skal nu begive sig igennem denne mystiske terning og det gøres ved at manipulere forskellige farvede blokke rundt omkring i de hvide og lyse rum, som er inde i terningen. De farvede blokke har forskellige egenskaber, for eksempel kan de røde blokke bevæge sig i en lige linje ud fra gulve eller vægge, så de danner en lille platform man kan står på. De blå blokke skyder dig op i luften når man træder på dem, de gule danner en trappe ud fra gulvet eller fra væggene og den af de tre gule blokke du aktiverer først, bliver den højeste i trappen. Der er også de grønne, som man ikke selv direkte kan manipulere, men de kan flyttes rundt med for eksempel magneter.



De forskellige puzzles er ganske godt udtænkt og i starten er de meget nemme, men sværhedsgraden stiger hurtigt, hvor der foruden de mange farvede blokke, også bliver kastet magnetisme og laserstråler ind i ligningen. Man kommer også ud for nogle kugler, som ændre farve når de rammer ens farvede blokke og derefter skal man forsøge at få dem til at ramme nogle kontakter med de samme farver som kuglerne. Endelig kan flere dele af banen roteres i forskellige retninger, så det hele bliver en smule indviklet mod slutningen - de små grå kommer virkelig på arbejde. De forskellige puzzles virker dog aldrig urimelige eller umulige, men alligevel er det rart, når man knækker en puzzle, man har grublet over i længere tid.

Kampagnen er forholdsvis hurtigt overstået, alt efter hvor mange gange man sidder fast i de forskellige puzzles. Denne Director's Cut indeholder desuden en Against the Clock spilmulighed, som er endnu sværere end kampagnen. Her skal man også løse diverse puzzles, men som navnet antyder, skal det gøres på tid - og der smides forskellige power-ups ind på banen, som gør at man for eksempel kan løbe hurtigere eller hoppe højere. Disse nye baner, byder på et helt andet gameplay end i kampagnen, hovedsageligt fordi at de skal klares på tid og man bliver decideret stresset af dem. Jeg synes at kampagnen var mere underholdende at spille, fordi man kunne sidde og tænke over hvordan man skulle løse opgaverne, hvor man i Against the Clock render forvirret rundt, mens tiden tikker af sted.



Alt i alt er gameplayet i Q.U.B.E. ganske underholdende og velfungerende. Man føler, at man er med i et stort eksperiment og historien med de to stemmer, som helt tydeligt ikke er enige om hvad der foregår, er med til at give spillet en god stemning og gøre det til lidt mere end et simpelt puzzlespil.

Den grafiske stil er rigtig flot og er en blanding af Mirror's Edge og Portal. Lyseffekterne er flotte, for eksempel når der på banerne ligger kugler med lys i og hvor lysstrålerne bliver kastet ud i rummet, når man triller med dem. Spillet blev oprindeligt udgivet i 2011 og grafikken er blevet opdateret til Xbox One, men det hjælper på det hele, at den grafiske stil er tidsløs og man kan ikke se at spillet har nogle år på bagen.



Lydsiden er ganske fremragende. Stemmeskuespillerne gør det rigtigt godt og specielt stemmen til Nowak, gør det virkelig godt. Soundtracket er afdæmpet og passer perfekt til temaet med isolation i rummet (eller hvor man nu er) og giver hele spillet en god og spændende stemning.

Selv om det ville være nærliggende, at stemple Q.U.B.E: Director's Cut som en Portal klon, så har de to spil ikke så meget til fælles som man skulle tro. Q.U.B.E. er sit helt eget, med en god stemning, en rimelig fin og ikke mindst ny historie i forhold til originalen fra 2011 og nogle virkeligt snedige og gennemtænkte puzzles. Det eneste rigtigt negative, der er at sige om spillet er, at det er ret hurtigt overstået og Against the Clock spilmuligheden, som dog forlænger spillets levetid noget, er ikke en spilmulighed, der vil tiltale alle.

Er du til puzzlespil, som kræver at du får gang i de små grå, kan jeg let anbefale Q.U.B.E: Director's Cut, som kan købes nu på Xbox Games Store for 75 kr.
Fakta
Q.U.B.E: Directors Cut

Q.U.B.E: Directors Cut

PlatformXbox One
UdviklerToxic Games
UdgiverGrip Games
Spillere1
Udgivelsesdato24-07-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Gode puzzles, fremragende lydside, stilfuld grafik
Kampagnen er meget kort, Against the Clock er ikke for alle
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 8.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.