Quarrel

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 29. januar 2012 - kl. 22:21
Del denne artikel:
2 0

Quarrel er en sjov blanding af Scrabble og Risk – og faktisk fungerer det ganske fint. Men da det hele foregår på engelsk, skal man være rimelig stærk i sproget, for at det det optimale ud af spillet.

Man kunne mene, at det var et godt tidspunkt for ordspillet Quarrel at udkomme nu, i slipstrømmen på Wordfeud, der i øjeblikket går sin sejrsgang overalt i verden. Det er måske heller ikke et helt dumt tidspunkt, men faktisk udkom Quarrel til iPhone og iPad allerede i sommers og nu er der altså kommet en Xbox Live Arcade version.


Quarrel (som betyder skænderi) er en sjov blanding af Risk og Scrabble – men i stedet for at kæmpe med terninger, kæmper man på ord. Man har en lille hær fordelt ud over forskellige landeområder på spillepladen og som i Risk, kan man angribe de landeområder, der støder op til ens egne. Når kampen går i gang, zoomes der ind på de to kæmpende nationer og det er her at Scrabble kommer ind i billedet. I stedet for at lade tilfældighederne råde ved at slå med terninger, skal man nu bruge de små grå hjerneceller og lave de længste og mest komplekse ord ud af otte bogstaver. Hvert bogstav har en værdi og længden af det længste ord man kan lave, afhænger af hvor mange soldater man har stående på ens landeområde, da man skal bruge en soldat til hvert bogstav.

Man skal ikke alene lave det bedste ord, det skal også gøres på tid. Ens ord skal laves inden tiden løber ud, hvilket ikke er det sværeste, da tidsgrænsen ikke er specielt stram, men bliver kampen uafgjort (har begge spillere lavet et ord til f.eks. 7 points), vinder spilleren, som har lavet ordet hurtigst, så ens hurtighed har alligevel lidt at sige. Ved første øjekast kan det virke uretfærdigt, at man med f.eks. fire soldater skal lave et ord, der skal kæmpe med f.eks. seks soldater. Men man finder ud af, at det ikke altid er det længste ord der er det bedste – f.eks. er ordet “king” 12 points værd, mens det længere ord “citron” er 8 points værd.

Skulle man være så heldig, at besejre en fjende med flere soldater en man selv havde, tager man fjendens overskydende soldater til fange, så de nu kæmper på ens side – så det kan godt betale sig at udfordre landeområder, hvor der står flere soldater end man selv angriber med, hvis man altså har is i maven. Når man ikke længere kan angribe, slår spillet over i Risk igen. Nu kan man flytte rundt på ens tropper for at lave det bedste forsvar og man modtager troppeforstærkninger.


Quarrel indeholder en grundig træningsdel, hvor man langsomt gennemgår spillets regler. Derefter kan man kaste sig ud i de fire singleplayer gamemodes, Quickmatch, Domination, Showdown og Challenges. I Domination skal man forsøge at indtage spillets 12 forskellige øer (baner), der alle forsvares af en række computerstyrede modstandere. I Showdown starter man som nummer 10 og man skal nu kæmpe sig op igennem rækken af sværere og sværere modstandre, for til sidst at blive nummer 1. Man kan udfordre den modstander, som ligger én placering bedre end én selv, eller udfordre dem man tidligere har besejret, for at se om man kan gøre det bedre og optjene bedre medaljer.

Challenges er en række udfordringer man skal klare; det kan f.eks. være at vinde fem ordkampe i træk, eller tage seks fanger mod nogle bestemte modstandere. Endelig er der Make Match og Multiplayer, hvor man i sidstnævnte kan spille mod andre spillere over Xbox Live. I Make Match kan man lave sin helt egne kampe, enten med eller uden tidspres, for op til fire spillere lokalt. Den perfekte gamemode når man spiller sammen med gutterne og er blevet træt af den hjernedøde action i de forskellige actionspil, så kan det være helt rart med lidt afslappende ordleg.

Quarrel indeholder over 110.000 ord på op til otte bogstaver fra Collins official Scrabble dictionary – og også ord der kan virke stødende på nogle mennesker, dog nok mest snerpede amerikanere. Microsoft har meget strenge regler for hvilke ord der må skrives over Xbox Live, så derfor virker ord som “arse”, “shit” og “fuck” ikke når man spiller i multiplayer over nettet – de kan dog godt skrives, når man spiller singleplayer lokalt, så længe “Family Setting” er slået fra. Mere underligt er det dog, at ord som “help”, “train” og “dice” heller ikke kan skrives. Jeg gad godt se et stødende ord, hvor disse ord indgår.


Spillet er desværre kun på engelsk, så for at klare sig, skal man have styr på ens engelsk, for at få det optimale ud af spillet. Det er faktisk ens egne engelskkundskaber, der sætter begrænsninger for, hvor langt man kan nå i Quarrel, da man nogle gange skal skrive ret komplicerede engelske ord, hurtigt.

Den farverige grafik i Quarrel er simpel men velfungerende og passer fint til et spil af denne type. Ens små ordkæmpende soldater er ganske søde og sjove og hele den nuttede præsentation er med til at hæve spillet op over, blot at være en kombination af nogle ret tørre ord- og strategispil. Lydsiden er også ganske fin, dog kan musikken blive en smule ensformig med tiden og der er desværre ikke mulighed for at skrue ned for den, hvilket bare ikke er godt nok. Her kan mute knappen på ens fjernbetjening komme ind i billedet, da et spil som Quarrel rent faktisk sagtens kan spilles uden lyd overhovedet.

Blandingen af Risk og Scrabble fungerer overraskende godt. Quarrel er et fængende spil og selv om det visse steder kan virke en smule ubalanceret, er det ganske underholdende og et spil man vender tilbage til, når man lige skal slappe lidt af. Xbox 360 versionen er ikke bare en skrabet konvertering af spillene fra de håndholdte platforme. Der er masser af indhold man kan kaste sig over og til en pris på bare 400 MSP, er det bestemt et spil, hvor man får mange timers underholdning for pengene.
Fakta
Quarrel

Quarrel

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerDenki
UdgiverUTV Ignition Games
Spillere1-4
Udgivelsesdato25-01-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.