Project Gotham Racing 4

Anmeldt af: Simon Wiencken (Valyc) - 5. oktober 2007 - kl. 13:19
Del denne artikel:
24 0

For ca. 2 år siden udkom Project Gotham Racing for første gang til Xbox360, og nu er Bizarre Creations klar med efterfølgeren til den store sucess fra 2005.

For ca. 2 år siden udkom Project Gotham Racing for første gang til Xbox360, og nu er Bizarre Creations klar med efterfølgeren til den store sucess fra 2005. Pga. forgængerens store succes er der forståeligt nok høje forventninger til dette spil, og fans af Project Gotham Racing 3 vil næppe blive skuffet, når de sætter Projekt Gotham Racing 4 i deres Xbox360.

Spillet starter med, at man skal vælge køn, hjelm og dragt, hvorefter man bliver præsenteret for en hovedmenu. Her har man mulighed for at vælge én af de 2 hoveddele i singleplayerdelen af spillet, som består af en arkade- og karrieredel.





Forbedret karrieredel
For fans af Projekt Gotham Racing er der ikke de helt store nyheder i arkadelelen. Man kører en hel masse events inddelt i kategorier, hvor man skal forsøge at gøre sig fortjent til medaljer fra stål til platinium. Jo bedre medalje man går efter, jo større krav stilles der til ens køreevner på banen. Som noget nyt i Project Gotham Racing 4 er hvert enkelt løb delt op, så man kan køre om en medalje i bil og en på motorcykel. Motorcyklerne vender vi tilbage til senere. Der er i alt over 120 medaljer at køre for, så her er rigeligt at tage fat på.

Ud over arkadedelen er der også en karrieredel. Karrieredelen er ændret en del set i forhold til Project Gotham Racing 3. Hvor denne i det forrige spil stort set kun bestod af en masse arkadeløb samlet i en masse grupper fordelt ud på de forskellige byer, så har Bizarre Creations ændret dette totalt i Project Gotham Racing 4. Nu har man en kalender foran sig, hvor der på nogle datoer er turneringer, man kan deltage i og andre gange har man fået en special invitation til et løb. Netop turneringerne er faktisk vigtige, hvis man vil til tops i sin karriere i spillet. Hver turnering består af flere events, hvor man både får Kudos alt efter ens slutplacering i de enkelte løb plus de Kudos, man får optjent ude på banen. Vinderen af turneringen er så den kører, der har optjent flest Kudos efter alle løb i turneringen er kørt. Det vil sige, at man ikke nødvendigvis behøver at vinde hvert løb for at vinde turneringen. Når turneringen er slut, får man tildelt point alt efter, på hvilken placering man sluttede, og disse point bliver så overført til en rangliste. Denne rangliste består af over 70 kørere fra mange forskellige nationer, og til at starte med ligger man selvfølgelig sidst. Det gælder så selvfølgelig om at arbejde sig op igennem denne rangliste ved at vinde turneringer eller ihvertfald slutte på en højere placering end de kørere, der ligger over én på ranglisten.

Drive as a team
Der er selvfølgelig også mulighed for at spille online i Project Gotham Racing 4. Lige som i spil som f.eks. Halo har man mulighed for at lave sit eget lille fællesskab af kørere og dermed danne et hold, som man kører sammen med eller imod. Ud over at man har mulighed for at køre turneringer online lige som i singleplayerdelen, så har man også mulighed for at køre hold mod hold. Dette fungerer ganske godt, og man får virkelig fornemmelsen af, at man kører på et hold, da det er holdenes samlede resultater, der bliver sammenlignet. Dvs. at i f.eks. en tidskørsel bliver hver enkelt kørers tid på holdet lagt sammen til en samlet tid, som så er holdets resultat. I en turnering kan det så betyde, at nogle kørere på holdet er gode til nogle events, og andre kørere er gode til nogle andre.

Derudover er der PGR on Demand, som er stedet, hvor man kan se, downloade og uploade replays og billeder. Man har mulighed for at stemme på hvert enkelt replay/billede, om man synes om dem eller ej. Der er også en søgefunktion, hvor man har mulighed for at søge efter lige præcist det replay, man gerne vil se. Det kan f.eks. være, at man gerne vil se den hurtigste tid på en bestemt bane i en bestemt bil eller de billeder, som har fået de bedste stemmer.





Der er også en PGR Shop, hvor man har mulighed for at bruge nogle af alle de Kudos, man har optjent i arcade, karriere eller online. Her kan man købe pakker med nye biler, baner, hjelme/dragter osv.

Nu med motorcykler og vejr
Som den helt store nyhed i Project Gotham Racing 4 har Bizarre Creations taget chancen og tilføjet motorcykler i spillet. Det var et godt valg, for det er de faktisk sluppet temmelig godt fra. Det er ret sjovt at prøve kræfter på en tohjulet, og det giver en helt anden spiloplevelse, da motorcyklen f.eks. skal styres helt anderledes rundt i sving og chikaner set i forhold til bilerne. I forbindelse med tilføjelsen af motorcykler, er der også implementeret et helt nyt Kudos system. Hvor bilerne primært optjener Kudos i sving, er det meningen, at man på motorcyklerne skal optjene dem, når man kører ligeud. Her har man nemlig mulighed for at lave diverse former for stunts ved hjælp af simple tryk på knappen. Der er både hurtige stunts, og man kan også lave længerevarende stunts, hvor man er helt oppe at stå på motorcyklen, mens den kører på ét hjul. Da Project Gotham Racing 4 jo er et arcadespil, så gælder dette selvfølgelig også for motorcyklerne. Dvs. at der skal nogle gange en del til, før man falder af dem, og de har heller ikke de helt store problemer med at køre i hård regn eller snevejr.

Ja, der er nemlig også blevet tilføjet mange forskellige vejrforhold i spillet, og man kan nu komme ud at køre i f.eks. tåge, regn, snevejr og frostvejr. Vejrforholdene på banerne er delvist dynamiske. Det vil sige, at vejret kan skifte undervejs i løbet, så man f.eks. starter i solskin men slutter af i regn. Dog er det fastlagt på forhånd, hvordan vejret bliver i hvert løb, så man vil ikke komme ud for, at vejret er anderledes, hvis man vælger at genstarte et løb. Hvor dårligt vejr i de fleste andre bilspil skal have den effekt at gøre det sværere og mere udfordrene at køre, så skal man i Project Gotham Racing 4 se det som en slags hjælpeværktøj, da bilerne har lettere ved at skride ud, og man har dermed mulighed for at optjene flere Kudos.





For mange detaljer?´
Grafikken i spillet er ganske god, og Bizarre Creations har virkelig forsøgt at kæle for detaljerne. Både biler og motorcykler er designet ned i mindste detalje ud fra rigtige modeller, og der er også gjort meget ud af banerne/byerne. Alle bygningerne, man kører forbi i spillet, er virkelige bygninger fra de respektive byer og er også designet ned i de mindste detaljer. Det er bare synd, at man slet ikke kan nyde disse detaljer, når man kører, da man har al sin fokus på selve banen, når man drøner afsted med 200 km/t. Selv om nogle af byerne/banerne er genbrugt fra Projekt Gotham Racing 3, så er de ofte svære at genkende pga. de store grafiske forbedringer på banerne, og det føles derfor næsten som om, at man kører på helt nye baner.

Lyden er der også gjort meget ud af. Alle motorlydene fra køretøjerne i spillet er optaget fra de selv samme biler og motorcykler i virkeligheden. Derudover har Bizarre Creations allieret sig med The Prodigy, som har lavet en melodi specielt til Project Gotham Racing 4. Den hører man, når man bevæger sig rundt i menuen, og den er lavet på den måde, at jo længere man bevæger sig ind i menuerne, jo flere rytmer bliver der tilføjet i melodien.

Alt i alt ser det ud til, at Bizarre Creations har taget alt det gode fra Project Gotham Racing 3 med over i denne efterfølger og krydret den med en masse forbedringer. Så hvis du enten er fan af Project Gotham Racing eller bare godt kan lide arkade racerspil, så er Project Gotham Racing helt sikkert noget for dig.
Fakta
Project Gotham Racing 4

Project Gotham Racing 4

PlatformXbox 360
UdviklerBizarre Creations
UdgiverMicrosoft Game Studios
Spillere1-8
Udgivelsesdato10-10-2007
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:8.5
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.