Project Gotham Racing 2

Anmeldt af: Peter Dam (Pete the Elite) - 24. marts 2004 - kl. 11:08
Del denne artikel:
13 1

Så er efterfølgeren til Microsofts street-racer tilbage. Det har intet med Batman at gøre, så der er desværre heller ingen Batmobil med… men der er alle andre fede biler!

Det irske udvikler-team Bizarre Creations er tilbage med efterfølgeren til deres forrige hit, Project Gotham Racing, der udkom samtidig med Xbox. De fleste ting er vendt tilbage, samt nogle nye tiltag. Og så er der selvølgelig en lille feature kaldet Xbox Live.

Gameplay

Det som det originale PGR blev kendt for, var dets Kudos-system. Det fungerer lidt som de respekt-points man får i Mujaffa-spillet, selvom det nok alligevel er lidt mere avanceret på mange måder. Fremgangsmåden i spillet er, at du skal få Kudos ved at køre med stil, og når du har fået et vist antal Kudos, stiger du i Kudos-Rank, og hver gang du stiger, får du et bestemt antal Kudos Tokens, alt efter hvilken rang du lige er steget til. Disse tokens bruger du så til at købe biler for. Jo flere løb du har vundet i singleplayer-delen, desto flere biler har du adgang til at købe.

Man starter ud med de helt små biler, blandt andre klassikeren Mini Cooper S. Dette er ikke så vigtigt. Det der er tæller er, at man får adgang til hurtigere og hurtigere biler. Man synes måske det går lidt stærkt, når man lige har unlocket sin første bil og skal prøvekøre den, men hvis du så lige hopper på Live og finder ud af, at du har to biler til at starte med i alle bil-klasserne, og prøver at køre i en Saleen, bliver du garanteret overrasket. Dog bliver du måske selv så god en dag, at du kan købe en af de stærkeste biler, for eksempel Farrari Enzo, uden at smadre den i hvert eneste sving.





Kudos tjenes ved at køre med stil. Et par ting der giver points, er hvis du holder en god linje i svingene, eller hvis du kommer i mål uden at have forsaget en eneste skramme på din bil. Systemet fungerer virkelig godt, endnu bedre end i forgængeren, dog ikke med de store forskelle. Fx hvis du begynder at skride rundt i svingene, altså uden at ramme væggene, vil det give dig point. Dem kan du miste, hvis du hamrer bilen ind i en væg før tricket er fuldendt, men til gengæld kan du også få bonus-points, hvis du laver flere tricks i træk, såsom at overhale en anden mens du skrider.

Denne feature er også set i Need For Speed Underground, og overordnet set er der ingen forskel på deres funktion i spillet, de virker på samme måde. Dog mener jegk at de points der bliver givet i PGR2, og de krav der stilles, er mere balanceret end i NFSU. Det virker som om, at point-systemet kun er blevet indsat i NFSU, for at det skal ”være med” på dette punkt, udviklerne havde nemlig sandsynligvis regnet med at PGR2 ville blive den største konkurrent, så det måtte de have med for ikke at have nogen mangler. Så derfor smed de det bare ind, med et resultat der virker ret overflødigt, mens PGR2 virkeligt udnytter på disse point.




Man kunne sige nok så meget om, hvordan Kudos-systemet fungerer, men for at være objektiv, må jeg sige, at Bizarre Creations’ system fungerer lige som det skal. Det er i både singleplayer og i multiplayer. Man vænner sig hurtigt til det, og kommer hurtigt til at få en postitiv holdning til det.


Angående kravene til de points man tjener, så vil jeg nævne nogle få af de forskellige spil-modes. Du kan køre den velkendte Time Race, hvor du får en bestemt tid, og så skal du klare et bestemt antal omgange i en bestemt bane inden for en given tid. Her er ikke så meget at sige, men PGR2 disker også op med Hot Lap – samme princip som Time Race, blot med én runde, der skal klares på endnu kortere tid. I begge disse to spilmodes er der noget, der hedder Ghosts – et levende replay af, hvordan du sidst kørte banen, så du har noget at gå efter, mens du kører.




Du kan også køre Cone Challenge, og dette foregår ved, at der bliver sat en masse kegler op på en bane, de bliver sat to-og-to, og så skal du køre igennem dem. Hvis du holder en vis fart gennem dem, laver du en kombo, sådan så du får ekstra bonus-Kudos. Disse baner kan reelt set ikke klares uden at lave disse kombos, så dette er den slags løb, hvor din perfektion virkelig bliver sat på prøve. En temmelig tidskrævende del af spillet.
Så er der One on One. Dette fungerer præcist som Street Race, blot med den forskel at der kun er én modstander.

Der er det velkendte Street Race, hvor du kører imod 3-7 andre, og det simpelthen går ud på at komme først i mål. AI’en i disse situationer er blevet beskrevet som ”lidt ringe, men god nok” af andre, men jeg vil mene, at den slet intet fejler. Bilerne kører som de skal, de er til tider aggressive, de tager svingene forskelligt alt efter svinget og den bil de kører. Desuden presser de en, hvis man er bag dem og prøver at overhale.
Sammenlignet med NFSU eller måske RalliSport Challenge, virker det som om AI’en er ligeglad med at man haler ind på dem. De kan sagtens køre ind foran én og holde én tilbage, men gør det ikke. Her synes jeg at PGR2 klarer det bedre end andre.




Der er mange flere spilmodes end disse. De er alle traditionelle, de er alle blevet gengivet som de skal, og hvis man kan lide at prøve andet end blot at komme først, så er de bestemt værd at spille længe.


I PGR2 har du, som du måske ved, mulighed for at spille multiplayer, både online gennem Live og offline via splitscreen. Kort om dette kan siges, at jeg endnu ikke har oplevet ét eneste slowdown med fire spillere på én gang. Det eneste du kan køre i splitscreen er simpelt head-to-head race, for op til fire spillere. System Link, eller xbox-lan, fungerer med op til 8 sammensatte xboxe, dog kan dette gå hen og blive lettere kaotisk.

Mine erfaringer med splitscreen i PGR2 er ganske positive, en-mod-én kan især anbefales. Man ender med at sidde og råbe ad hinanden, og give hinanden skulderen så den anden kører galt.

Styringen fungerer ganske godt. Jeg vil ikke give en udpenslet forklaring af styringen, men blot kommentere, at analogerne fungerer superbt, ligesom de gjorde i det første spil. Rumble-funktionen er tilbage, og den er hverken for voldsom eller for svag, efter min mening. Knapperne reagerer som de skal, medmindre man har ødelagt sin controller, men det er en helt anden sag.




Grafik

Overvældende. Enormt virkelighedstro og realistisk. Visse momenter kan forvekles med virkeligheden, ærligt talt. Der er blevet brugt flere tusind timer på at gengive de områder, du kører rundt i i spillet. Du kommer til at køre i foto-realistiske gengivelser af berømte byer som Chicago, Edinburgh, Florence, og Yokohama, i biler som Porsche GT2, BMW Z4, Pontiac GTO, og mange flere. Alle bilerne er uhyggeligt præcist animeret, og de ligner fuldstændig originalerne. De skinner i solen, når du kører gennem gaderne og efterlader nybagte bremsespor i svingene, når du drøner derudaf med røg efter dig fra udstødningsrøret. Helt fantastisk.

Microsoft har endda betalt bilfirmaerne i dyre domme, for at give spilleren lov til at smadre disse lækre biler, hvor absurd den end måtte lyde. Det eneste jeg savner her er, at ligemeget om din bil er fuldstændig gennemjordet og har fire punkterede dæk, bliver dens køreevne aldrig nedsat det mindste. Men det er måske alligevel meget smart, for nybegyndernes skyld.

Jeg hørte om én, der havde levet i Edinburgh i to år, og da han senere spillede PGR2 og kørte gennem byen i spillet, fandt han butikkerne, som de så ud da han levede der. Han kunne sågar se sin egen lejlighed. Dette siger ikke så lidt, og hele spillet er gengivet så flot, at du næsten kunne bruge det som bil-kort, hvis du skulle fare vild i en af byerne. Ok, dog ikke, men tæt på.

Der er ikke meget mere at sige om grafikken, kun at den skal opleves. Det flotteste bilspil på markedet.





Lyd

Der er så overdrevne mængder af musik implementeret i PGR2, at du simpelthen ikke kan undgå, at finde noget musik, du kan lide at køre bil til. Du kan også høre den musik, du selv har gemt på harddisken. Man kan let organisere sin musik i playlists inde i spillet. Det kræver bare lidt tid, hvis du vil gennemlytte alle sangene. Alle mulige former for genrer, rock, techno, country, hip hop, ja, de har det hele.

Spillets lyd er også meget realistisk. Det ord bruger jeg måske ofte, men det er ikke uden grund. De har faktisk optaget de forskellige bilers brummen, når man tænder dem, speeder op, bremser osv. - for at kunne gengive det så præcist som muligt i spillet. Jeg kan ikke selv afgøre, om det lyder rigtigt eller ej, men jeg kan i hvert fald høre, at de forskellige motorer ikke lyder éns. Hver bil har sin egen lyd.

Ellers er der ikke så mange lyde. Der er lyden af dine Kudos, der tæller op, og den lyd bliver du hurtigt opmærksom på. Der er lyden af at bremse, hvilket er blevet til en enormt sprød og tilfredsstillende lyd. Og så er der sammenstødene. De ser enormt sjove ud, med splinter over det hele, ødelagte forskærme og knaldede lygter, og et ordentligt brag. Man bliver egentlig aldrig rigtig træt af spillets lyde, hvilket er et plus, da de samtidig holder stemningen oppe.




Til sidst en lille note, for at gøre dig opmærksom på spillets realisme. Jeg sad og spillede singleplayer og hørte noget musik i bilens radio samtidig. Jeg tøffede fornøjet rundt, men pludselig kradsede musikken, og til sidst kunne jeg ikke høre den mere. Jeg tjekkede alle muligheder for at få musikken igen, genstartede sågar min xbox, men nej, musikken forsvandt igen. Jeg flåede mig selv i håret af fustration, og hentede en CD så jeg kunne høre noget ved siden af. Jeg spillede forfra, og opdagede noget sært. Musikken forsvandt altid netop, da jeg kørte ind i en tunnel i banen. Pinligt. De har tænkt på, at der ikke er noget signal i tunneller, og derfor fadede radioen ud. Næsten lidt for realistisk.

Xbox Live

Den umiddelbare funktion i Live er selvfølgelig at køre mod andre. Man logger på med sin Live-konto og finder nogen venner eller fremmede, der spiller på Live. At slutte sig til et spil er virkelig simpelt, og det fungerer upåklageligt.




Communicatoren spiller ikke nogen rolle for hvorvidt man vinder eller ej, men for mig har den kæmpe betydning for morskaben i spillet. Man kan høre alle, uanset hvor på banen de befinder sig. I Lobbyen,der hvor man samles før løbet starter, kan man også tale sammen og blive enige om en bil-begrænsning, eller hvilken bane der skal køres, og man kan tale om det forrige løb. Ganske smart.

Den, der har skabt serveren, har mulighed for at ændre vejret, byen og banen man befinder sig i, og han kan begrænse bilvalget til en bestemt klasse. Så kører man ellers bare derudaf, når alle har valgt.

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde en server med stort lag. Sagt på en anden måde, jeg har aldrig fundet en hastighed langsom nok, til at jeg følte mig generet af det. Det kan sommetider ses, hvem der ikke har så god forbindelse som de andre, men det eneste tidspunkt hvor det kan generer mig, er når de taler. Det kan hakke løs i stemmen, hvilket gør dem fuldstændig uforståelige. Men det er sjældent og slet ikke noget at brokke sig over, synes jeg.

Du får også Kudos over Live, og dine point kan bruges i singleplayer som ellers. Du kan også vinde nye baner, hvis du kommer nummer 1 i en bane, du ikke har fået i singleplayer endnu.

Ganske glimrende Live-del. Ingen fejl i mine øjne.





Overall
Du finder ikke et bedre street-racing spil. Det ligger som nummer 1 på alle punkter, og du kan spille dette spil meget længe, før du virkelig når målstregen.

Udviklerens hjemmeside: www.bizarrecreations.com
Fakta
Project Gotham Racing 2

Project Gotham Racing 2

Platformnone
UdviklerBizarre Creations / Microsoft Game Studios
Udgiver-
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.2
Grafik:9.4
Online:8.7
Holdbarhed:9.6
Overall 9.2
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.