Project CARS 2

Anmeldt af: Morten Skou - 2. oktober 2017 - kl. 21:35
Del denne artikel:
4 8

Slightly Mad Studios er klar med efterfølgeren til deres populære bilsimulator, kan det mon leve op til forventningerne efter det sidste spil?

Der er gået lidt over to år siden Slightly Mad Studios udgav det første Project CARS, og nu er de klar med en efterfølger, som er fyldt op med over 180 forskellige licenserede biler, 63 forskellige baner og en indlæringskurve der kræver, at man spænder hjelmen og giver sig tid til at lære spillet at kende.

Lad mig som det første slå fast, at Project CARS 2 er et spil i simulatorkategorien, hvilket i det her tilfælde betyder, at det godt kan tage lidt tid, før man for alvor kan give bilerne fuld gas rundt på banerne. Til gengæld er det meget tilfredsstillende når man først har fået styr på det, og hvis man kan lide at rode med alle de små tuningsmuligheder, som der er på bilerne i en simulator, er det her uden tvivl det spil, hvor man har størst mulighed for det.




Project CARS 2 indeholder selvfølgelig en karrieredel, hvor man starter ud med at vælge, hvilket niveau man vil køre på. Der er et meget bredt udvalg som er låst op fra starten, eksempelvis Formel Rookie, Kart One, Formula C, Clio Cup, Formula Renault 3.5 og Formula A. Når man har valgt hvilken kategori man vil køre i, skal man vælge hvilken af de forskellige serier, som man vil dyste i, og til sidst skal man vælge hvilken bil og ikke mindst design, som man vil køre med i løbene.

Rigtig mange vil nok være fristede til at starte ud med at køre Gokart, men for mit vedkommende viste det sig, at det var en mere eller mindre umulig opgave at styre de små sataner rundt på banen. Med Formel Rookie og Ginetta-klasserne gik det langt bedre, og jeg begyndte langsomt men sikkert at avancere op igennem de forskellige klasser i karrieredelen. Efterhånden som man vinder flere og flere løb, bliver man inviteret til forskellige specielevents, og de forskellige bilproducenter vil ligeledes have dig til at repræsentere dem ved forskellig løb. Efter at man har gennemført de forskellige sæsoner igennem karrieren, får man mulighed for at vælge at køre i andre klasser med andre biltyper, og der er er meget stor variation i, hvad man kan vælge imellem.

Udover de traditionelle bilklasser, som eksempelvis GT3, GTE og Formel Renault 3.5, er der også mulighed for at prøve kræfter med eksempelvis Rallycross og de lynhurtige Formel X racere. Alle sammen har forskellige styreegenskaber som kræver tilvænning, før man for alvor kan give den gas, men den store variation er samtidig med til at gøre spillet rigtigt underholdende.

Som tidligere nævnt kan spillet godt være meget svært i starten, men heldigvis er der mulighed for at tilrette sværhedsgraden ved at pille ved en lang række forskellige indstillinger. Først og fremmest er der mulighed for at rette på selve sværhedsgraden på de computerstyrede modstandere som man kører imod, og det samme gælder for deres aggressivitetsniveau. Derudover kan man slå ting fra, som eksempelvis muligheden for at få hjælp til at bremse, styre og en masse andre ting, der enten kan gøre oplevelsen sværere eller nemmere.




Der er dog rigtig mange andre elementer som spiller ind på sværhedsgraden, og som man ikke bare nødvendigvis kan ændre på, netop fordi det er en simulator. Eksempelvis er der markant forskel på styringen alt efter om ens dæk er kolde eller varme, hvor højt et dæktryk der er i de forskellige dæk, og hvor slidte dækkene er. Man kan også blive påvirket af, at bilen bliver for varm eller at bremsernes temperatur er forkert. Dertil kommer de miljømæssige ting, når det regner er det ikke bare hele vejen der er våd, nej vandet samler sig ofte i vandpytter forskellige steder på vejen, og det er meget tydeligt, hvis man rammer en af de større vandpytter. Generelt kan man virkelig mærke forskel på det underlag man kører på, og det er super fedt. Udover regnvejr – som i øvrigt godt bare kan være på en mindre del af banen - så byder spillet også på sne og is, tåge og selvfølgelig dag og nat cyklus.

For dem, som gerne vil gå mere i dybden med tuning af bilerne, er der virkelig god mulighed for det, man kan ændre på nærmest alt i forbindelse med bilens opsætning, forhåbentlig med det resultat, at bilen bliver hurtigere, passer bedre til de enkelte baner eller til ens egen kørestil. For dem som måske ikke ved så meget om det at tune biler, er der som noget nyt i Project CARS 2 kommet en mulighed for at spørge en ingeniør om hjælp, og ud fra nogle spørgsmål og svar kan man så nemmere indstille bilen, så den passer til det man gerne vil have den til.




En stor del af spillet gemmer sig naturligvis også i onlinedelen, her kan man køre løb imod op til 15 andre kørere samtidig i alle de forskellige bilklasser og på et utal af forskellige baner og banedesigns. Desværre så synes jeg at det virker lidt klodset når man skal deltage i et onlineløb med andre man ikke selv har sat op, det resulterer som oftest i meget lang ventetid inden man rent faktisk får lov til at deltage og der er ingen indikator i lobbyen af hvornår de andre deltagere er færdige med det løb som de måtte være i gang med – man kan dog hoppe ind i deres spil som ”spectator” og se med imens de kører. Når man så endelig er heldig at finde et løb, så synes jeg at der er en tendens til at det lagger for meget til at det er sjovt. Jeg har også her oplevet, at spillet ganske enkelt crasher efter at man markerer at man er klar til at starte løbet. Kort sagt, så synes jeg ikke at lobby-systemet fungerer som det er lavet i øjeblikket og det er både synd og skam for det ødelægger desværre den generelle oplevelse af onlinedelen.

Laver man derimod sine egne onlineløb og kører med folk man kender, så synes jeg at det fungerer ganske fint, jeg har ikke oplevet problemer med lag eller lignende i de løb som vi selv har sat op.

Grafisk er Project CARS 2 virkelig flot, banerne såvel som bilerne har rigtig mange flotte detaljer, og vejrsystemet, som både byder på regn, tåge og snevejr, er med til at understrege, at det her altså er et flot spil, hvor udviklerne har forsøgt at få så meget som muligt med, for at gøre det så realistisk som muligt. Desværre lider det til tider lidt under screentearing, altså hvor en del af billedet ligesom hakker og ikke kan følge med resten af billedet.




Jeg kunne også godt tænke mig, at skademodellen var mere detaljeret, for når det nu er en simulator vi snakker om, så burde der også ske mere end lidt støv på fronten, når man banker bilen med 300 kilometer i timen ind i en væg. Det lader dog til at være forskelligt fra bil til bil, hvor meget de rent faktisk kan blive smadret – nogle af bilerne kan blive smadret ret meget, hvor andre kun får små ridser. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at spillet generelt efterlader et ganske flot grafisk indtryk. Når Xbox One X udkommer vil der ligeledes komme en opdatering til Project CARS 2, så spillet bliver endnu bedre – hvilket forhåbentlig også fjerner de førnævnte småproblemer.

En af de vigtige ting ved bilspil er selvfølgelig, at lyden er på plads, og den skal helst være så man kan mærke lyden af de accelererende hestekræfter ind igennem marv og ben, og det synes jeg faktisk er lykkedes ganske fortræffeligt med Project CARS 2. Alle bilerne har naturligt nok deres helt egen lyd, og andre udefrakommende ting som eksempelvis lyden af de forskellige underlag man kører på er også super fin. Den eneste ting som jeg synes er lidt ærgerlig med lyde er dog når man bremser – her hyler bilerne helt sindssygt, når ABS´en slår til, og det virker som om at det er lige en tand for voldsomt.




Når det kommer til holdbarheden af spillet, så afhænger det selvfølgelig af den enkelte spiller. Det er vigtigt fra starten at gøre op med sig selv, om man er klar til at kaste det antal timer efter Project CARS 2, som er nødvendigt for at kunne mestre en simulator, som spillet nu en gang er. For mit vedkommende var de første timer meget frustrerende, men derefter er det som om at jeg bare bliver mere og mere glad for det – både karrieredelen - men også at køre online imod andre. Særligt onlinedelen er selvfølgelig der, hvor spillets levetid bliver forlænget, men der gemmer sig nu også rigtig mange timer i karrieredelen, og ellers er der selvfølgelig også mulighed for timetrial.

Der er dog nogle steder, hvor spillet godt kunne trænge til lidt mere finpudsning. Et af disse steder er den driving line, som man kan slå til og som skulle virke som indikator for, hvornår man skal bremse ind i svingene – det er min oplevelse, at denne ikke rigtigt fungerede optimalt, og jeg havde meget bedre effekt af at slå den fra og i stedet køre med en anden mulighed for at se, hvilke sving der kommer næste gang. Derudover er det som om at menuerne nogle gange lagger lidt, og så har jeg desværre også oplevet, at spillet rent faktisk crasher, og man havner tilbage på Xboxens dashboard igen. Endnu værre er det, at jeg rent faktisk mistede mit savegame, hvor der var spillet over 14 timer i karrieredelen i forbindelse med et af disse crashes – det er ganske enkelt uacceptabelt.




Alt i alt synes jeg dog egentligt, at Slightly Mad Studios har formået at lave en værdig efterfølger til det første Project CARS-spil, hvor de har formået at tilføje mere variation og forbedre en række af de småfejl, som der var i det første spil. Det er bare synd, at spillet indeholder så katastrofale fejl som at spillet crasher og man risikerer at miste sit savegame. Derudover savner jeg, at styringen med en controller var bedre, for som det er i dag, så mister spillet nok en del af de normale gamere som ikke har et rat, fordi det er relativt svært at komme i gang med spillet, når man kun sidder med en controller.

Karakteren som spillet har fået i sidste ende, afspejler selvfølgelig de forskellige fejl i spillet, herunder crashes og ikke mindst det mistede savegame. Hvis ikke disse ting var sket, så havde spillet fået en højere karakter og jeg håber at de får det patchet på et tidspunkt, så bilfans kan få det maksimale ud af spillet. Samtidig så synes jeg faktisk at spillet har været ganske underholdende når man ser bort fra de nævnte fejl.
Fakta
Project CARS 2

Project CARS 2

PlatformXbox One
UdviklerSlightly Mad Studios
UdgiverBandai Namco
Spillere1-16
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Mange fede biler og baner. Sjovt at spille online med venner.
Dårligt online lobby-system. Spillet crasher. Mistet savegame.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:6.0
Holdbarhed:8.5
Overall 7.0
Log ind og stem
8
Der er 8 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.