Pro Evolution Soccer 2009

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 5. november 2008 - kl. 20:04
Del denne artikel:
24 0

Pro Evolution Soccer 2009 sparker bolden op til endnu en sæson med den runde læderbold. Men hvordan ser det ud med spillets udvikling?

Pro Evolution Soccer har igennem mange år fået prædikatet ”verdens bedste fodboldsimulator” og har således virket som en særdeles solid konkurrent til det mere licensstærke FIFA-brand. De to mastodonter kæmper hvert år en indædt kamp om fodboldfansenes gunst og 2009 er naturligvis ingen undtagelse.

Blandt Konamis allerfineste gøremål finder man den årlige udgivelse af fodboldgiganten Pro Evolution Soccer, som i årevis har givet EA’s FIFA-serie kamp til stregen. Pro Evolution Soccer har ofte været betragtet som den bedste fodboldsimulator af de to nævnte titler, mens FIFA var mere arcadepræget. Spørgsmålet er så, om 2009 udgaven ændrer på den betragtning.

Det første der springer i øjnene på spilleren, når man starter PES2009, er, at menuerne er blevet peppet noget op. Ét af de største kritikpunkter til PES serien har netop været, at man har været for old-school og fedtede med menuernes udseende. Selvfølgelig ikke altafgørende for spillet, som jo trods alt har aktiviteterne på græsplænen som det primære, men stadigvæk essentielt for brugervenligheden imellem og under kampene.






Derudover har Konami arbejdet på en række nye tiltag, som bl.a. nye licenser og nye gamemodes. Blandt de mest fremtrædende ændringer finder man uden tvivl nyerhvervelsen af Champions League livenser, som danner ramme om sin helt egen gamemode. Foruden Champions League har Konami haft held til at skaffe licenser til de mest vindende hold i engelsk fodbolds historie, Liverpool FC og Manchester United, og derudover er det franske og engelske landshold ligeledes repræsenteret. Mere om de nye tiltag senere – i første omgang skal det dreje sig om kampene.

Spillet på banen er stadigvæk præget af en fornuftig intelligens og man skal gøre god brug af forskellige strategier, diverse gennemspilningsformer og snilde for at komme til chancer. Til gengæld virker det som om, at spillet over fløjene er blevet en anelse mere effektivt, hvilket kommer til udtryk gennem de mange hovedstødsmål og antallet af indlæg i løbet af kampene.






Det virker også som om, at spillerne har nemmere ved at holde fast i boldene end tidligere, hvilket giver flere mål fra ryk til baglinjen. Derudover er realitetsfornemmelsen noget større end FIFA, da man, selv på lave sværhedsgrader, har meget svært ved blot at vælge en af spillets mange superstjerner, og bare tonse igennem modstanderens forsvar.

Til trods for de nye tiltag kan man ikke lade være med at føle, at Konami ikke tør bevæge sig alt for langt væk fra grundkonceptet i PES-serien. Dette er på sin vis fornuftigt, da gameplayet er elsket, men i takt med at årene går, forstærkes følelsen af forældelse. Spillerne løber slavisk i én af otte forskellige retninger og følingen med bolden er ofte utaknemmelig, hvilket til dels skyldes at såvel spillerkontrol som boldfysik kan føles meget tung.






Når man kigger væk fra banen finder man nyt i et par nye gamemodes. Heriblandt finder man Champions League, som er en turnering for sig selv. Man vælger her sit yndlingshold og gennemgår Champions League fra gruppekampene til knock out runderne. Selve præsentationen af Champions League, er som vi kender den fra TV og såvel holdopstillingerne før kampene, som replays og introer svarer præcist til det almindelige Champions League-TV-setup. Uden tvivl en lækker gengivelse af den enorme turnering. Foruden Champions League kan man naturligvis stadigvæk finde Master League blandt de forskellige gamemodes.

Harudover har Konami kigget mod EA, og lancerer således Legends, som er en pendant til det populære Be-a-pro. Modsat EA’s fortolkning af konceptet, spiller man i PES2009 over en hel livstid, fra din spillers spæde start som 17-årig talent, som må kæmpe sig på reservebænken via træningskampe. Det er naturligvis et plus, at man modsat FIFA’s Be-a-pro, kan spille en hel karriere som spiller. Til gengæld føles Legends som en billig kopi af Be-a-pro, og til trods for at medspillerne virker mere intelligente end Be-a-pro, så er der en række irritationsmomenter.






Det mest fremtrædende er upgrade systemet, som i kraft af, at Legends kører over mange sæsoner, er noget langsommere end Be-a-pro. Jeg er godt klar over, at det ikke er meningen, at man skal starte med en toptunet fodboldmaskine, men når ens spiller for gud ved hvilken gang sparker bolden over mål fra halvanden meters afstand, uden at være presset af modstanderne, så bliver man altså frustreret. Karaktersystemet er kogt ned til en overall-rating efter kampen, og dermed har man ikke noget indtryk af, hvordan det går undervejs i kampene. Derudover er modstanderne elendige til at reagere på spillerens afleveringsanmodninger, hvilket dog opvejes af, at de er ret dygtige til at administrere pasningsspillet på egen hånd. Derudover kan man i løbet af karrieren skifte klub, hvilket naturligvis er et plus.

Som PES spiller har man igennem en årrække måtte vænne sig til, at de fleste klublicenser ikke er eksisterende og PES2009 er ingen undtagelse. Til gengæld kan man selv rette i klub- og spillernavne, hvilket dog er noget af en opgave. Derudover kan man via vision cam scanne klubbernes logoer ind, og dette virker glimrende. Desværre har PES2009 nogle opgraderingsmæssige mangler, og man vil dermed finde Berbatov i Tottenham, Cissé i Marseilles samt et par andre uopdaterede transfers.






Den grafiske tilgangsvinkel er blevet forbedret siden 2008 udgaven, men dog uden at komme noget nær sokkeholderne på EA’s mere finpudsede fodboldmodel. Det virker som om, at Konami aldrig rigtigt har grebet next-gen konsollernes muligheder og PES2009 virker da også langt fra HD-verdenen. Animationerne er til tider repetetive og mangelfulde, menusystemet under kampene ligner noget fra de gamle International Superstar Soccer dage og specielt jubelscenerne lider af momentale slowdowns. Til gengæld er de fleste stadion godt gengivet og specielt det nye Wembley er en lækker oplevelse.

Grafikken kan dermed kategoriseres som middelmådig, hvilket uheldigvis ikke er tilfældet med lydsiden som ligger noget under niveau. Kommentatorparret er gentagende, non-informative og kedelige, lyden af spillet på banen virker billig og utroværdig mens tilskuernes tilråb er decideret pinlige. Det nytter altså ikke noget, at man har fanget de rigtige slagsange, når de er gengivet på en komplet forkert facon og fuldstændig uden den rytme, man kender fra virkelighedens fodbold. Endvidere gentages de til uendelighed og nogle gange igennem hele kampen, hvilket er sindssygt trivielt. Dette er særdeles ærgerligt, da man i høj grad føler lyst til at sætte en sang på, i stedet for at lytte spillets lydside.






Ét af de allerstørste problemer med sidste års udgave af Pro Evolution Soccer var, at Xbox Live var præget af en række graverende fejl, og desværre ser det ikke ud til, at 2009 udgaven retter synderligt op på disse. Undertegnede har spillet en række kampe over Live, og langt størstedelen af dem var præget af screentearing, lange loadtider i dødboldssituationer og ikke mindst et gigantisk lag, som nærmest gjorde det umuligt at få noget som helst brugbart ud af kampene. Spillet virker flydende, men såvel bold som spillere hakker voldsomt og pludseligt befinder de sig et helt andet sted på banen. Yderst frustrerende, specielt når Pro Evolution Soccer har én af sine største styrker i de flotte kombinationer. Dog skal det siges, at Legends Online er anderledes morsomt, da man kan være fire mand på samme hold, og derudover var det ikke præget af samme lag som i almindelig 1 vs. 1.

Pro Evolution Soccer har i en årrække markeret sig som ét af de allerbedste, hvis ikke det bedste, fodboldspil på markedet, men tiden er i den grad inde til, at Konami ikke fortsat hviler på laurbærrene, men i stedet kommer op af stolen og får kigget deres produkt igennem i krogene. 2009 udgaven byder stadigvæk på det sprøde gameplay på banen og Konamis fortolkning af fodbold er stadigvæk underholdende og virkelighedstro. Men hvis man fortsat vil duellere mod FIFA, som fortsætter udviklingen år efter år, så kræver det andet end fordums styrke, at holde sig med i kapløbet.






PES2009 er ikke et dårligt fodboldspil, men bestemt heller ikke førende indenfor genren. De nye tiltag som Legends og Champions League licensen er lovende, men specielt Legends kræver en del finpudsning, før det kan hamle op med Be-a-pro konceptet. Er man PES fan, vil man uden tvivl stadigvæk kunne finde underholdning i spillets elskede gameplay, men forventer man en række nye tiltag på og udenfor banen, kan man risikere at blive slemt skuffet. Gudskelov er der en demo på markedspladsen, så man kan vurdere, hvorvidt PES2009, er det foretrukne fodboldspil dette år.
Fakta
Pro Evolution Soccer 2009

Pro Evolution Soccer 2009

PlatformXbox 360
UdviklerKonami
UdgiverKonami
Spillere1-4
Udgivelsesdato17-10-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:7.0
Online:6.5
Holdbarhed:8.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.