Prince of Persia: The Sands of Time

Anmeldt af: Morten Grønbæk (Naemi) - 13. maj 2004 - kl. 09:46
Del denne artikel:
10 0

Prinsen, Prinsessen og den onde safir er tilbage, denne gang stærkt forfulgt af masser af action, gådefulde puzzles og utrolige stunts. Dog har prinsen fundet et nyt redskab, der nok skal vise sig at være til stor nytte.

Da vi for 13 år siden blev introduceret for det første Prince of Persia spil, blev det modtaget med åbne arme. Spillets grafik var enestående og prinsens bevægelser flydende og flotte.


Få år efter kom så Prince of Persia 2: The Shadow and the Flame som igen tog spillerne med storm. Alene det at en person snakkede i baggrunden med en rigtig stemme, var revolutionerende. I 1997 kom så Prince of Persia 3D, som uheldigvis blev en fiasko. Dog valgte Ubisoft at genoplive den gamle klassiker, selvom det sidste spil i rækken kiksede. For at sige det mildt vil jeg lyve, hvis jeg sagde, at Prince of Persia: The sands of time også blev en fiasko.





Spillet starter på en lidt usædvanlig måde, da du hører prinsens stemme (hans navn er aldrig blevet nævnt i de forrige spil og heller ikke i dette) sige:

Time is like an ocean in a storm. You may wonder who I am, and why I say this; Sit down, and I will tell you a tale like none that you have ever heard…

I modsætning til de forrige Prince of Persia spil er du nu en rigtig prins, og ikke en fange eller eventyrer som prøver at redde prinsessen fra den onde safir.





Kongen af Persia er draget mod deres allierede kongerige Azad, men bliver på vejen stoppet af safiren af India, som lover dem at åbne porten til Maharajas skattekammer. Prinsen ønsker derfor at gøre sin far stolt, og løber ene mand ind i fjendens rige, for at finde den legendariske daggert, som ifølge legenden besidder magiske egenskaber. Han kæmper sig vej til det hemmelige kammer og finder daggerten, som han bringer tilbage. Inde i slottet fortæller safiren, at prinsen skal støde daggerten ind i det enorme timeglas kaldet ”The sands of time”. Da prinsen gør det, skriger prinsessen en advarsel, men hun bliver ignoreret. Alle levende væsner på slottet bliver til forfærdelige sand uhyrer på nær prinsen, prinsessen og safiren. Nu er det så den unge prins’ job, at få bragt orden i det kaos han selv er skyld i.

Gameplay
Prince of Persia er en blanding af flere forskellige slags genre. En stor del af spillet består af kampe og at undgå fælder eller lignende,


men en endnu større del af spillet består af puzzles og gåder. Den første del af spillet består af nogle få kampe, men alt i alt er det hele en stor labyrint, fyldt med små gåder der skal løses en efter en.

Fjenderne i spillet er i første omgang vagter, som beskytter slottet, men efter den første del (ca. 10% inde i spillet) bliver alle forvandlet til væsner lavet af sand. Modstanderne består mest af vagter eller kvinder, der er forvandlet, men der er også dyr fra sultanens private have, som er blevet forvandlet til frygtindgydende væsner. Egentligt er der ikke så meget forskelligt for hver modstander. Ingen af dem har muligheden for at skyde på nogen måde, men derimod bruger alle en form for våben til nærkamp. Nogen fjender er dog dobbelt så store som dig og har enorme køller eller spyd, de kan bruge.

I starten af spillet har prinsen et standard våben, som i dette tilfælde er et sværd. Da han udløser ”The sands of time” har han stadig daggerten og finder hurtigt ud af dens hemmeligheder. Før jeg afslører dens kraft, vil jeg gerne spørge, om ikke du tit har oplevet et tidspunkt i et spil, hvor du tænkte ”hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage og gøre den lille detalje om..”? I så fald skal du ikke frygte for den samme skæbne i Prince of Persia. Hvis prinsen laver et forkert hop eller bliver slået ud i nærkamp, har han muligheden for at rejse tilbage i tiden og lave om på sine fejltagelser. Alene det er en enorm fordel i kamp, men det stopper ikke her.


Med daggerten er det også muligt for ham, at fryse hans fjender så de går i slowmotion, og han derefter hurtigt kan uskadeliggøre dem. Foruden det kan han også bruge daggerten til at sætte alle fjender (inklusiv ham selv) i slowmotion, så det er mere overskueligt. Til sidst kan prinsen stoppe alle fjender, så de fryser helt, og derefter sætte hans egen fart op, så han nedlægger alle monstre omkring ham uden at blive skadet. Selvfølgelig vil spillet være for nemt, hvis man uden videre kunne stoppe sine fjender og checke sin mail eller mobil, før man nedlagde det stadigt frosne monster. Her kommet så det strategiske synspunkt ind i spillet. For at kunne spole tiden tilbage, stoppe sine fjender, gå i slowmotion eller bevæge sig ekstra hurtigt, skal man fylde sin daggert med magisk sand. Det sand kommer fra fjender, som man har nedlagt og opsuget med sin daggert, hvilket man ikke kan, hvis man har nedlagt dem med sine specielle angreb. Derfor gælder det om at tænke strategisk og spare på sit sand, hvis man har masser af energi.





Bortset fra deciderede angreb har prinsen også et stort areal af undvigelsesmanøvre og smarte finter. Han kan f.eks. hoppe op på en fjende og slå en flikflak over deres hoveder efterfulgt af et snit i eller to i ryggen af sin modstander. Foruden det kan han bruge muren til at sætte af på, og lave et hårdt stød der vælter modstanderen, så hans sand kan opsluges. Prinsen har (for at sige det mildt) et enormt forråd af angreb og undvigelsesmanøvre som man har fri mulighed for at udnytte.

Hvis man ser fuldstændig bort fra kamp og action er det også nødvendigt at bruge ekstreme bevægelser for at komme fra det ene sted til det andet. F.eks. skal man lige fra første del af spillet klare sig igennem en labyrint spækket med fælder og faldgrupper. Her bliver det nødvendigt at løbe hen ad mure (og vi snakker lange strækninger),


hoppe fra den ene mur til den anden (typisk Ubisoft), trykke på knapper, som er placeret de mest mærkværdige steder (hvem vil placere plader, der kan åbne døre, øverst på en mur?) og ikke mindst undvige, ødelægge og rykke om på diverse ting.

For folk der er glade for puzzles og mysterier, er Prince of Persia et godt valg. Personligt er jeg ikke altid glad for, at skulle løse den ene opgave efter den anden, og jeg må sige at Prince of Persia ikke er en undtagelse. Jeg stødte på et tidspunkt på en vagt, der på mirakuløst vis ikke var forvandlet. Han bad mig hjælpe ham med at aktivere slottets sikkerhedsmekanismer, og det var uden diskussion.


Opgaven bestod af at sætte en række lysende pæle ind i bestemte huller. Det lød i starten meget nemt, men efter den første halve times spil var jeg så småt klar på at brænde min xbox og lægge sag an mod Ubisoft. Det hjalp ikke meget på det, da jeg lidt senere skulle svinge, klatre, hoppe og løbe gennem en hel Zoologisk have, skarpt efterfulgt af endnu en halv times forgæves forsøg på at rotere, flytte og finde spejle, som alle skulle lyse et bestemt sted hen for at åbne en dør.

Men før man beslutter jer for, at Prince of Persia alligevel ikke lyder, som om det interesserer en, så må jeg indrømme, at jeg faktisk nød at løse mange af de gåder, der var, og det er virkelig en positiv ting, når det kommer fra mig. Kort og godt er selve gamplayed en fed ting, da det både understøtter masser af action, og på samme tid kræver overblik og hjerne for at klare. Desuden har Prince of Persia den bedste storyline, jeg længe har set.

Grafik
Forestil dig at hænge flere kilometer over jorden i en skrøbelig flagstang, mens du ser ned på skyerne under dig, og så småt kan skæmte små stykker af jord helt nede. Er det gjort? Så har du et klart billede af grafikken i Prince of Persia. Meningen med spillet har lige fra starten af været, at genopbygge følelsen af at være i et gammelt dog storslået slot fyldt med flotte mønstre, gamle murer og udsmykninger af alle slags. Man kan dog fornemme, at spillet bærer små dele af Splinter Cell, og at prinsen godt kunne være en royal version af Sam Fisher. Måden man hænger, hopper, løber og ruller på, kan meget vel forveksles med


Sam Fishers bevægelser. Dog gør det ikke noget, da det hele ser flot og velgennemtænkt ud, specielt når det bliver brugt i høje og flotte omgivelser. Der er dog fra tid til anden små fejl og puds i grafikken, som f.eks. en modstander der stikker et sværd igennem muren, selvom det ikke gør nogen videre forskel på banen. Dog er det så sjældent, at man ikke skal bekymre sig om det.

Kameravinklen irriterer til tider, hvis man stiller sig op ad en mur, eller man står i en smal gang, hvor der kun er mulighed for at se fremad. Hvis det hænder, må man tage chancen og bevæge sig fremad, i håb om at det skulle blive bedre. Kameraet følger bag ved en, men kan roteres fra venstre mod højre og omvendt. Hvis man kommer til steder, hvor man skal bruge et stort overblik, kan man skifte til fugleperspektiv og se alt ovenfra.

Lyd
Der er så mange positive punkter ved lyden, at man næster nægter at tro det. Baggrundsmusikken er en blanding af en slags indisk musik dog tilsat nogen fede komponenter. For det første går musikken (som i så mange andre spil) hurtigt, når du møder en fjende, men (i modsætning til andre lignende spil) hastigheden og rytmen passer så godt ind i kampene, at man næster prøver at bevæge sig og kæmpe i takt til lyden. Gennem hele spillet kommer der eksotisk og god musik igennem højtalerne, og man skruer bestemt ikke ned, i frygt for at musikken skal gå hen og blive irriterende.

En anden fed detalje ved lyden i Prince of Persia er susende, der kommer fra tid til anden, når du f.eks. bevæger dig hurtigt eller går fra første


persons synsvinkel til tredje. Det giver en god stemning og bliver kun irriterende, hvis man har til vane, at skulle se sig omkring ved at zoome ind og ud hele tiden.

Lige fra start til slut hører du prinsen fortælle historien. Hver gang du når et nyt punkt vil han fortælle om noget der relaterer til stedet som ikke nødvendigvis er brugbar information, men som alligevel er interessant. Fra tid til anden hører du også prinsen tænkte til sig selv og det kommer der til tider en meget sjov historie eller vittighed ud af.

Konklusion
Prince of Persia er et spil, der velegner sig til folk med lyst til action, gåder og puzzles. Hvis man ikke bryder sig om at løse puzzles, burde man tænke sig om en ekstra gang, før man køber, men hvis man derimod har bare en smule interesse for at løse de mange gåder, er det absolut et spil der er værd at investere i. Grafikken og lyden passer godt sammen og selvom der ikke er en multiplayer funktion, kan man stadig underholde sig selv i mange timer. Der er da også en bonus, til dem der gennemfører spillet, i form af hele versionen af det originale Prince of Persia.

Prince og Persia har Action, mystik, magi, eventyr, gåder og et alt i alt fedt gameplay. Det er præcist de ingerdienser, der er nødvendige for at lave et godt adventure spil.
Fakta
Prince of Persia: The Sands of Time

Prince of Persia: The Sands of Time

Platformnone
UdviklerUbi Soft
Udgiver-
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.9
Grafik:8.4
Online:-
Holdbarhed:7.8
Overall 8.6
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.