Prince of Persia

”Det var en mørk og stormfuld aften…”
Gennem en tyk, tyk og brutal sandstorm træder vor persiske prins frem for øjnene af os. Han leder efter noget så prosaisk som et æsel. Men det er ikke bare æslet der er blevet væk. Prinsen er også selv blevet væk i sandets labyrint. For da stormen aftager, er det helt tydelig for vor helt, at tingene i den grad ikke ser ud som de plejer. Han befinder sig nu i uvante, men meget smukke botaniske omgivelser. Her støder han på den ligeså smukke Elika, som han pludselig må rede fra en flok banditter.

Selvom han egentlig hellere vil tilbage for at lede efter æslet, følger han alligevel efter Elika, og vælger dermed også eventyrets vej. Turen går til et stort tempel, hvor hun ser sin fader ødelægge Livets Træ – som er det træ der opretholder al liv i hendes verden. Samtidig med at træet bliver destrueret, bliver den onde Ahriman også sluppet løs, hvilket selvsagt ikke er så godt.






Nu er gode råd dyre, som man siger. Elika og prinsen må nu drage ud for at ”hele” forskellige områder af landet; hvilket vil sige, at de skal gøre dem frodige igen, for kun herigennem kan man give Livets Træ dets kræfter tilbage.

Dette bliver starten på et godt og langt eventyr, hvor prinsen og Elika sammen rejser ud til forskellige dele af landet, for at redde det fra mørket. De to forbliver dog ikke bare rejsekammerater, men bliver efterhånden tæt forbundne i den måde man skal spille spillet på.

”With a little help from my friends”
I Prince of Persia skal man selvfølgelig klatre, hoppe og svinge sig frem. Alt dette klarer prinsen glimrende på egen hånd, men der er tilfælde, hvor selv en prins må give fortabt. Elika kan nemlig hjælpe prinsen med at hoppe endnu længere, hvilket hun gør ved – på akrobatisk vis – at sætte af på ryggen af ham, for herefter at hive ham frem i luften. Tricket ser fabelagtigt ud, og det er en nyttig hjælp hele vejen igennem.

Elikas hjælp er dog ikke kun begrænset til dette. En af de ting der har vakt del diskussion op til spillets udgivelse, er det strømlinede gameplay. Ubisoft har helt tiden været åbne omkring dette, og har flere gange understreget at det nye Prince of Persia-spil skulle være for alle, det skulle være nemt og ligetil. Og det må man sige er lykkedes. Ubisoft har skabt et spil, der er utrolig let at gå til, og ja; det er meget, meget let – og vel nok det letteste spil i hele Prince of Persia-serien. Og det skyldes netop Elikas funktion i spillet. Hun fungerer i bredere forstand som prinsens skytsengel, hvilket helt reelt betyder at hun ikke tillader, at han dør. Hver gang man hopper lidt forkert og tager den direkte og faretruende vej ud i ingenting, med kurs mod den direkte død, kommer Elika og hiver én op på den nærmeste platform. Og når man i kampenes hede får uddelt rigtig mange tæv af spillets monstre, kommer Elika også og reder én. Man kan med andre ord ikke dø i dette spil.






For denne anmelder er dette ikke nødvendigvis en negativ ting. For selvom Prince of Persia ikke tilbyder den store udfordring rent gameplaymæssigt, fordi man aldrig på noget tidspunkt bliver straffet for de fejl, man udfører, så betyder det på den anden side at man aldrig nogensinde går i stå i historien. Man bevæger sig hele tiden fremad, og det med fokus på historien og den verden man befinder sig i.

En umoden drengerøv
Prinsen er kreeret med en stor portion glimt i øjet. I modsætning til Elika, som er langt mere seriøs og følsom, er vores prins helt basalt det man på godt dansk kalder for en umoden drengerøv. Konstant vælter de kæk-smarte bemærkninger ud af hans beskidte mund. Det kan være med kommentarer om at det sådan set kan være et rart hårdt arbejde, at kravle rundt på bjergtinder med en prinsesse på ryggen, eller også punkterer han ellers højstemte scener ved at forvandle dem til eventyrklicheer. Også populærkulturelle referencer har Ubisoft lagt i hovedpersonens ordforråd. Jeg opdagede for eksempel et par citater fra en sang af rockgruppen Lemonheads.

At prinsen i dette spil har fået tilført en attitude og en lystig kækhed klæder i den grad spillet – og ikke mindst Prince of Persia-serien. For selvom han er markant anderledes end hvad der ellers er blevet præsenteret fra den kant, så giver denne tilførte kant figuren masser af karakter og personlighed. I løbet af spillet kommer man derfor til at holde meget mere af den egoistiske og materialistiske person, der egentlig helst bare finde sit elskede æsel igen, i stedet for at rende rundt og rede verden, end den mere højtidelige og klassiske heltinde, prinsesse Elika.






En smuk og fantastisk verden
Spillets helt store styrke er – uden tvivl - dets grafiske udtryk. Ubisoft skal virkelig have ros for den kunstneriske stil og måden den er udført på. Stregen og stilen er meget farverig og tegneserie-agtig, hvilket i den grad er et modigt sats, fordi det adskiller sig fra så mange andre spil, der i øjeblikket satser på en mere fotorealistisk stil. Men her har man virkelig ramt plet, og hele den kunstneriske tilgang til universet passer som fod i hose ind i spillets eventyr.

Alle animationer, bevægelser osv. kører helt flydende. Det er en ren fornøjelse uden lige at se på.

Banedesignet er også vellykket, og kan vel nærmest sammenlignes med en stor agilitybane, hvor vores helt kan svinge sig fra træ til træ, pæl til pæl, platform til platform. Kravle op og ned af vægge – ja, der er stort set ingen udfordringer der er for store.

Skal man drysse en smule malurt i bægeret, så kan man sige, at fordi banedesignet netop er formet som en art kæmpe agilitybane betyder det også, at lige meget hvor gudesmukke omgivelserne er, så virker de samtidig også underligt tomme. Ud over de sædvanlige par monstre, som man støder ind i på sin færd, så er der faktisk ikke andet liv – heller ikke når områderne bliver befriet fra mørket og frodigheden sætter ind. Her er du alene, sammen med Elika og monstrene.






Ubisoft stod også bag Assassins Creed, og det har mange ligheder med Prince of Persia. De er blandt andet baseret på samme grafikmotor, og det gælder i høj grad i begge spil om at klatre, svinge og hoppe sig til nye højder. Men hvor Prince of Persias verden er underlig tom, leverede Assassins Creed derimod omgivelser der struttede af liv, mennesker og samtale. Og hvor Prince of Persia som oftest lader dig klatre op af ting på én bestemt måde, lagde Assassins Creed denne vej mere åben. Vurderingen falder selvsagt ikke ud til Prince of Persias fordel.

Kampsystemet
I tråd med udviklerens tilgang til spillet, er kampsystemet også meget let at mestre. For det første møder man kun én fjende af gangen. Og dernæst er kontrollen reduceret til fire grundlæggende bevægelser: Angreb med sværd, angreb med magi (Elika), hop og kast. For at angribe mest effektivt gælder det om at kombinere disse fire bevægelser til et samlet angrebsfremstød.

Kampene ser meget flotte ud. Der klippes hele tiden mellem forskellige vinkler, for at give dem et filmagtigt udseende, hvilket er lykkedes rigtig godt. Desværre ser det bedre ud end det egentlig fungerer i praksis. Udfordringen er nemlig ikke særlig stor, og i modsætning til letheden ved at komme rundt i Prince of Persias verden, savnede jeg virkelig modstand og udfordring her. Kampsystemet virker endvidere en anelse for stift og for langsomt til for alvor at involvere spilleren. Man kan nemlig ikke bare trykke løs på knapperne i håb om, at man får et slag ind. I stedet gælder det om at time sit angreb og kæde kombinationer sammen.






Progression og variation?
Problemet med Prince of Persia er ikke det strømlinede gameplay, kampsystemet eller historien. Det altoverskyggende problem er, at spillet tilbyder for lidt progression og variation, i den form det har fået. Forklaring følger:

På intet tidspunkt lærer man nye tricks, angreb eller bevægelser. Ligesom man heller ikke finder nye våben. Prinsens sidekick, den skønne Elika, lærer dog fire forskellige magiske bevægelser i løbet af historien, hvilket rent faktisk giver en smule variation i måden man gennemspiller de forskellige baner på. Men det er bare ikke nok.

Derudover er det de samme opgaver der skal løses igen og igen – på den samme måde, hver gang: Sammen med Elika drager man til et bestemt område, hvor man skal bekæmpe en boss, så området kan blive grønt og frodigt igen. Når bossen er bekæmpet – hvilket altså sjældent er det store problem – kan Elika bruge sine magiske kræfter til at sprede blomsterenge, sol og frodighed ud over de golde, sorte områder igen. Det monotone brydes dog ind imellem af en række puzzles, som nok kan give lidt udfordring, men det ændrer stadig ikke ved det overordnede billede.

Ud over blomsterenge, sol og frodighed viser sig også 45 lyskugler på hver bane, som man skal samle ind på bedste Crackdown-vis. Der skal altså klatres, hoppes og svinges for at nå frem til alle lyskuglerne på hver bane – hvilket godt kan være lidt af en udfordring, hvis man er den type der ikke kan sove om natten uden at have indsamlet alt.

Derfor kan jeg desværre ikke tale mig udenom at spillet begyndte at trætte efter nogen timer i selskab med det. For når man er kommet sig over hvor smuk spillets verden ser ud, begynder man nemlig at kigge andre steder hen – og her åbenbarer spillet sin akilleshæl, nemlig manglen på variation og progression. Der er med andre ord lidt for lidt indhold inde bag skønheden.

Konklusion
Det er ikke svært at forelske sig i Prince og Persias grafiske udtryk. Med det samme bliver man suget ind i dets univers, og det er en fornøjelse at klatre, svinge og hoppe sig vej igennem dets verden – selvom den indimellem virker en anelse (for) tom.

Men hvorvidt man også falder pladask i næsegrus beundring for spillets øvrige aspekter kommer nok an på, om man kan leve med den lette sværhedsgrad og det repetitive opgavemønster, som er spillets store svaghed.