Det har længe været med Prey, som med Peter og ulven. Man har råbt: Nu kommer det! Nu er det på vej! Og vi har ventet og ventet, og ventet og ventet. Intet skete der. Og én har nok tænkt på om det nogensinde kom. Nu er ventetiden så endelig forbi. Prey kom faktisk. Spørgsmålet er så, om det også sejrer ved sin ankomst?
Gameplay
På grund af den lange ventetid, er det heller ikke så underligt, at det er med lidt blandede følelser, man sætter sig til at spille Prey. Man tænker uafværgeligt, at det nok er på grund af store problemer, at spillet først blev vist frem for pressen (helt tilbage i 1996), for derefter at blive henvist til gemmeskuffen. Bekymringerne blev dog hurtigt gjort til skamme. For Prey viste sig hurtigt at være et aldeles underholdende spil, der, selvom det ikke sætter nye standarder for noget som helst, bydes velkommen til Xbox360erens spilkatalog.
Spillet starter in medias res (man kommer ind i historien uden indledende forklaringer og for-historier) på en ganske elegant og stemningsfyldt måde: På et snusket toilet ved en håndvask, står vores helt, indianeren Tommy, og taler med sit eget spejlbillede. Scenen har til formål at give et psykologiserende indblik i, hvad Tommy er for en figur. Spejlet er en oldgammel teknik, hvormed man på symbolsk vis kan konfrontere et jeg med sig selv. På denne måde får man et lynhurtigt indblik i hvad vores helt er for en figur, samtidig med at vi får præsenteret et spændings- og konfliktfelt mellem spillets hovedpersoner - og dermed kimen til dets plot: Tommy er en person, der har kastet barnetroen for døren. Den spirituelle og religiøse arv han har fået via sin farfar og sin indianeropvækst, er forsvundet til fordel for det mere jordnære. Alligevel er Tommy en splittet person, en rastløs eksistens, der drømmer om de store vider, hvor eventyrene bare ligger og venter.
Overall
Selvom min kritik af Prey - den manglende udfoldelse af historien, leveldesignet og den korte singleplayer-mission - kan lyde hård, så er det absolut ikke ensbetydende med, at jeg mener, vi her står med et dårligt spil. Tværtimod er Prey en underholdende, god og gedigen First Person Shooter. Genren genopfindes langtfra, men der tilbydes så tilpas mange originale tiltag, der får spillet til at hæve sig op over det ordinære. Dette er primært i måden hvorpå tyngekraften ophæves, og måden hvorpå man kan forlade sin egen krop, som ånd.
Der er derfor god grund til at holde fast i de positive ting ved Prey og lade de negative trænge lidt i baggrunden. For selvom det ikke er et perfekt spil, så er det et spil man bliver fanget af. Hop med på vognen. Lad Prey stå for aftenunderholdningen, mens vi venter på den næste store First Person Shooter til 360eren.