Pharaonic

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 23. august 2016 - kl. 06:42
Del denne artikel:
0 1

Pharaonic er et actionspil, som klart er inspireret af Dark Souls-serien. Det er både godt og skidt, men desværre i dette tilfælde mest skidt. På trods af, at denne anmelder er ret vild med den egyptiske mytologi, så formår det ikke at fastholde interesse

Kamp er uden tvivl det primære fokus for Pharaonic. Det er grundessensen i spillet, som alt det andet er bygget omkring. Det er her udviklerne vil fange spilleren og drage ham ind i spillet. Det gør de ved at give spilleren mulighed for at angribe hurtigt og tungt, parere eller blokere modstanderen og lave rullefald væk fra modstanderen. Det er ikke et voldsomt indviklet system, men det giver alligevel masser af afveksling og udfordring, da der tydeligvis er gjort meget ud af at få timingen i de enkelte aktioner rigtig. Hvis man ikke parerer på det rigtige tidspunkt eller bruger et hurtigt angreb, når der lige er et splitsekund til at ramme fjenden, så er man selv ude om det. Det er ens egen formåen, der gør, at man kommer videre i spillet. Det er læren fra Dark Souls, som Milkstone Studios tydeligvis er inspireret af. Folk vil gerne have en udfordring, og det får de bestemt i Pharaonic.




Som du kæmper dig igennem banerne, finder du mere og mere udstyr og skal på et tidspunkt tage et valg om du vil være let og hurtig uden så meget beskyttelse eller tung og langsom med en masse beskyttelse. Dit valg har indflydelse på din spillestil, for timingen i dine angreb og blokeringer ændrer sig efter, hvilket udstyr du har. Det virker faktisk ret godt, og jeg lagde mig ikke fast på en bestemt spillestil, men ændrede lidt efter hvilke fjender jeg stod overfor. Det er fuldstændig op til dig selv at beslutte, hvad din spillestil skal være. Man skal dog ikke forvente den store afveksling i udstyr. Det er ret begrænset hvad man finder, men man kan da altid vælge mellem tungt og let udstyr. Ud over våben og rustning finder man også ringe og rygsække, som har magiske egenskaber, der kan hjælpe en igennem spillet.




Når man har bekæmpet nok fjender, stiger man i level og får dermed lidt mere udholdenhed (som har betydning for, hvor mange angreb du kan sætte ind uden at miste pusten) og livspoint. Man får ikke point til at udvikle færdigheder, når man stiger i level. Til gengæld møder man trænere som, mod betaling af Shabti juveler, kan lære dig nye færdigheder. Disse juveler finder man i kister rundt omkring og ved at udføre side-quests. Det gør, at disse side-quests faktisk ikke føles som ekstra quests, man kan give sig i lag med, hvis man har lyst, de er faktisk ret vigtige at få gennemført, for du kommer ikke igennem spillet uden at udvikle dine færdigheder. Så man har ikke noget valg, hvis man altså har ambitioner om at gennemføre spillet. Man skal for eksempel udvikle sine færdigheder for at bruge det opgraderede udstyr man finder senere, så uden juveler kommer du ikke langt.




Når jeg har sagt, at kampene tydeligvis har været et fokusområde for udviklerne, så har jeg også antydet, at historien ikke ligefrem vinder præmier. Det er noget med en rød farao, der har en magisk genstand, der kan give ham evigt liv. Desværre bliver Egypten invaderet, og den røde farao forsvinder. Det er så op til dig at finde ud, hvad der er sket med ham. Det kunne måske være en ok historie, men der er langt imellem historie-elementerne, og det bliver hurtigt ret uinteressant, hvad der egentlig foregår, der er jo fjender, der skal bekæmpes, så det gør man, og så glemmer man stort set alt om den røde farao og hans skæbne.




Det er egentlig lidt synd, at historien er så dårlig. Jeg har personligt altid været glad for egyptisk mytologi og havde set frem til et spil med det fokus. Men Pharaonic’s historie formår ikke at fange min interesse på trods af, at spillet oser af Egypten og faktisk, på en lidt grov måde, er meget flot og stemningsfuldt. Især baggrunden kan jeg godt lide. De er virkelig flotte og stemningsfyldte. Karakterne virker lidt grove i det, men ikke i en grad så man kan tillade sig at kalde det grimt. Det er faktisk et ret flot spil på en lidt simpel måde, hvor udviklerne får meget ud af lidt.




Der, hvor spillet for mit vedkommende fejler, er ved afvekslingen i fjendetyperne. Der er simpelt for få forskellige fjender, og det bliver bare kedeligt i længden at lave de samme angrebs-/forsvarsmekanismer igen og igen. Der er også fælder hist og her der skal undgås, men ikke nok til at de for alvor bryder ensformigheden. Spillet bliver så endnu mere ensformigt af, at man ikke kan gemme, når man vil. Ganske som i Dark Souls er der bestemte steder, hvor spillet gemmes automatisk, og det er ikke muligt at gemme andre steder. Det gør, at man ofte vader igennem de samme baner igen og igen. Hver gang man dør, og det gør man tit, da spillet ikke er nemt, så betyder det, at man skal igennem gentagelser. Det bliver bare for kedeligt og trivielt.




Pharaonic gør en masse rigtigt, men desværre gør det lige så mange ting forkert. Historien formår ikke at være spændende nok til, at man gider kæmpe sig igennem de mange ensformige kampe med den høje sværhedsgrad. Det bliver en øvelse i tålmodighed og frustration i stedet for en interessant og udfordrende oplevelse. Gameplayet er godt, men det er for simpelt i den forstand, at der ikke er afveksling nok. Der skal nok være nogle, der finder udfordringen passende, men jeg gætter på, at det er et fåtal. Der vil ikke være mange, der har tålmodighed til at komme igennem dette spil, og det er lidt ærgerligt, at godt gameplay og fin grafik på den måde går lidt til spilde.
Fakta
Pharaonic

Pharaonic

PlatformXbox One
UdviklerMilkstone Studios
UdgiverMilkstone Studios
Spillere1
Udgivelsesdato28-06-2016
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Flot miljø, præcis styring, udfordrende
for ensformigt, for få variationer i fjender, dårlig historie
Gameplay:6.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 6.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.