Crime.net ses som et interaktivt kort over Washington D.C., hvor forskellige missioner popper op og er tilgængelige i en begrænset tidsperiode, inden de forsvinder for en tid igen. Udover de primære missioner fra Bain, er der også missioner fra andre tvivlsomme karakterer i D.C.’s kriminelle underverden. På kortet får man et hurtigt overblik over røveriernes ophavsmand, location, varighed, økonomisk afkast og sværhedsgrad. Desuden kan en lille markør indikere, at røveriet kan begås uden at blive opdaget. Sværhedsgraden rangeres fra ingen dødningehoveder til fire dødningehoveder, og spillet anbefaler selv spilleren at begynde med et par røverier på letteste sværhedsgrad, hvilket er forståeligt nok. For allerede på ét dødningehoved bliver man voldsomt udfordret, i hvert fald hvis man spiller sammen med AI-styrede holdkammerater, som desværre ikke altid er lige kvikke. Når man spiller online kan sværhedsgraden skubbes opad, men mere om online om lidt. For at holde fast i de AI-styrede holdkammerater, så er de som nævnt ikke særlig taktisk velfunderede. De skyder og slår også relativt effektivt ihjel, ligesom de bestemt også gør hvad de kan for at hjælpe, hvis man er blevet ukampdygtig i sin kamp mod politiet. Men så stopper roserne også der.
Vi behøver ikke dvæle mere ved de AI-styrede holdkammerater, for der er ingen tvivl om, at Payday 2 er udviklet med online co-op i fokus, og det er med tre menneskestyrede holdkammerater ved sin side, at spillets sande styrker kommer til udtryk. De forskellige missioner og baner åbner muligheden for at angribe opgaven forskelligt. Vil man vade direkte ind ad hoveddøren? Eller vil man hellere finde en baggård og liste sig ind ad et vindue? Eller ville det måske være en god idé at efterlade en holdkammerat på modsatte side af vejen og lade ham kravle op ad en brandstige, så man har mulighed for dækild fra et højere punkt? Dette er ofte helt op til spillerne selv at bestemme, og med til at planlægge de indledende manøvrer har man en meget fint designet briefingskærm, hvor der sommetider ligger billeder af indgangspartier, nødudgange eller lignende.
Desværre er Payday 2 langt fra uden sine mangler og svagheder. Og allerede kort inde i missionerne synes jeg, at disse begynder at vise sig. Payday 2 er nemlig sådan et spil, hvor alt på overfladen virker lækkert designet og spændende, og hvor der bliver gjort meget ud af at understrege friheden i valgmulighederne og det faktum, at missionerne dynamisk udvikles, så to missioner aldrig er ens. Dette er også korrekt, men når al overfladelakken er skraldet af, så synes jeg alligevel personligt, at det lynhurtigt bliver kedeligt og ensformigt, for til trods for alle valgmulighederne og de lækre briefingskærme, så går der sjældent mere end et minuts tid før man er opdaget. Og fra det øjeblik, hvor man er opdaget, så tager missionerne ofte fuldstændig samme drejebog i brug.
Først kommer der almindelige sikkerhedsvagter til stedet, så kommer der politi, så kommer der stærkere politi, efterfulgt af snigskytter på tagene, politi med skjolde og så videre og så videre. Modstanden kan være overvældende på de højere sværhedsgrader, men aldrig fordi de er kloge og taktisk dygtige. De vader direkte ind ad døren i hovedet på en, de stiller sig oveni i en i døråbninger fordi de ikke lige har set at man står der og de opfører sig i det hele taget ganske dumt langt hen ad vejen. Sværhedsgraden kommer i form af antallet fjender mere end noget andet. Man bekæmper nu den ene bølge af fjender efter den anden, imens man venter mellem to og fem minutter på at ens bor har åbnet en bankboks, en dør, et kasseapparat eller noget helt fjerde. Sommetider går boret i stykker, så man skal reparere det. Når man er inde kan man gentage samme proces x-antal gange mere, afhængig af hvor mange lag man skal igennem. For mig virker oplevelsen stort set identisk, uanset om der er tale om det ene eller det andet kup.
Der er også mulighed for at benytte andre åbningsmuligheder, for eksempel C4. Men i sidste ende så ændrer det ikke på, at oplevelsen i min optik bliver ensformig og langtrukken, når først den indledende begejstring over hele idéen bag spillet har lagt sig. Måske skyldes det, at både jeg og mange af de andre der spiller spillet ikke er dygtige nok til at udnytte de muligheder udviklerne har lagt på banerne. Det vides ikke. Men det ændrer ikke på, at hvis blot én på holdet bliver opdaget, hvilket som nævnt stort set altid sker, så er missionen ændret til det nævnte.
Alle missioner, uanset hvor mange dage de tager, ender efter færdiggørelse med en Payday, hvor spillerne kan vælge et tilfældigt spillekort, som giver forskellige belønninger i form af ny maling til sin maske, nye våben, pengebonusser og meget andet godt. Pengene man tjener ved røverierne bliver fordelt med 80% til ens bankboks og 20% til ens konto. Pengene på den almindelige konto kan bruges på nye våben, udstyr til våben, forskellige gadgets og meget andet godt. Samtidig udvikler man sin karakter ved at bruge de optjente skillpoints i forskellige specialiseringsgrene, ganske som vi kender det fra mange andre spil. Her kan man målrette sin karakterudvikling så den giver forskellige styrker, for eksempel hurtigere åbning af låse, bedre medicmuligheder, mere liv, hurtigere genladning af våben og des lignende.
På det tekniske niveau efterlader spillet også en del at ønske. Men der er bestemt også gode ting at sige. Allerede i menusystemerne oplevede jeg en voldsom tung manøvrering i selve kortet over Washington D.C. Kortet er som nævnt dynamisk, idet missioner kommer og går. Det betyder desværre også, at hver gang man har rullet hen over en mission, så virker det som om at hele kortet fryser. Man er ikke i stand til at bevæge markøren, og først når kortet har opdateret kan man igen bevæge sig en smule. Til tider opleves dette som meget lange perioder, hvor man næsten begynder at overveje om spillet er gået kold.
Spillets matchmaking fungerer til gengæld rimelig godt, og når først man har startet en mission eller valgt at tilslutte sig andres, så kører det ret fornuftigt. Der kan forekomme relativt lange loadetider, men når først missionerne er i gang, så oplevede jeg generelt ikke de store problemer. Der var nogle få tilfælde af mindre hak i grafikken, hvor spillets framerate faldt kortvarigt, men langt fra noget, der ødelagde oplevelsen. Spillets føling er meget arkadeagtig, og selvom det sikkert er udviklernes hensigt, så føles det alligevel tamt, at der for eksempel ikke er tyngde i våbnene, og at man ikke kan mærke eksplosioner fra granater.
Grafisk svinger Payday 2 en del. Vi skal ikke glemme, at der er tale om et to år gammelt Xbox 360 spil, som blot er finpudset med bedre grafik. Derfor bedømmes spillet ikke ud fra forventningerne om, hvordan et Xbox One spil anno 2015 bør se ud. Grafikken er for det meste ganske nydelig og velpoleret i kanterne. At den så alligevel også ofte virker lidt kønsløs og kedelig skyldes, at der er gjort meget lidt ud af detaljerne i spillet. Hvor vi tidligere har rost spil (også Xbox 360 spil med mere end to år på bagen) for en høj detaljegrad og alsidighed i miljøerne, når der var liv på gaden, når alle varer på en butikshylde ikke lignede en copy/paste kode i programmeringen, når der hvirvlede skrald på fortovet, når lys- og skyggeforhold gav dybde, så må jeg også bare sige, at Payday 2: Crimewave Edition byder på intet af den slags. Det er på visse områder nydeligt, og formentlig også tydeligt flottere end det første, uden at jeg dog har spillet det. Men jeg sidder alligevel stadig tilbage med følelsen, at grafikken overordnet set er noget vi så overgået allerede for mange år siden. Lydsiden følger trop, idet den er godkendt, men uden at have en dybde og en intensitet, der virkelig indfanger spilleren. Stemmeskuespillet er godkendt, men ikke mere end det.
Hvis man godt kunne lide Payday 2 på Xbox 360, så er der ganske sikkert noget at hente i Crimewave Edition, som med en finpudset version samt alt tidligere udgivet ekstramateriale pakker en fin omgang værdi for pengene. Og har man først kastet sin kærlighed på spillet og dets koncept, og deler man ikke min mening om, at det er ensformigt, så er antallet af timer, man kan bruge, uendeligt. Har man ikke prøvet det før, men kunne man godt tænke sig at give sig i kast med det, så er spillet et ok køb. Jeg synes selve idéen med røverier, kup, co-op og frihed i udførelsen er meget tiltalende, men på bundlinjen forsvinder meget af alsidigheden desværre alligevel. Man skal gøre op med sig selv, hvilken type skydespil man er til. Hvis man som jeg synes, at gameplayet i spil som Battlefield 4 eller Far Cry 4 er sagen, så vil man sandsynligvis blive skuffet over Payday 2: Crimewave Edition. Kan man godt lide spil, hvor der er skruet en anelse mere op for arkadefølelsen, men hvor der til gengæld skal skydes fjender i hobetal, så de ligger og flyder oven i hinanden på fortovet, så kan Payday 2 meget vel være et rigtig godt køb.
Facebook
Twitter
