Ori and the Blind Forest: Definitive Edition

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 19. marts 2016 - kl. 09:01
Del denne artikel:
0 2

Ori and the Blind Forest var et af 2015’s bedste spil – hvordan kan man forbedre sådan et spil? Det er faktisk lykkedes for Moon Studios, med Ori and the Blind Forest: Definitive Edition.

Jeg havde faktisk glemt, hvor fremragende et spil Ori and the Blind Forest egentlig er. Det var et særdeles glædeligt gensyn med det lille spil i den netop udgivne Definitive Edition, hvor Moon Studios har lyttet til spillerne og har tilføjet en række nye ting og har forbedret et i forvejen allerede fremragende spil.



Ori and the Blind Forest: Definitive Edition er et old-school action-adventure platformspil og et af de absolut smukkeste spil på Xbox One og når man så tilføjer et lige så smukt soundtrack og så ender det med at spilbarheden og design nærmest går op i en højere enhed.

Spillet var under under udvikling hos Moon Studios i mere end fire år og denne Definitive Edition udkommer et år efter originalen. Det specielle ved Moon Studios er, at deres medarbejdere er håndplukkede og de sidder rundt omkring i verden, lige fra USA over England og til Australien og er altså ikke et udviklerhold samlet på ét kontor.

Historien i Ori and the Blind Forest er fin, uden at sætte nye standarder for historiefortælling – hvis man altså lige ser bort fra prologen – den er nemlig et skoleeksempel i historiefortælling og den meget emotionelle historie fortælles helt uden tale – kun med musik, smuk grafik og kropsprog. Man tager rollen som en lille hvid skovånd, Ori, som er vokset op ved Naru, en stor, rund og venlig bjørne-skabning. Efter en altødelæggende storm, er den store skov i Nibel ved at dø og Ori må derfor begive sig ud på en farefuld færd, for at redde den smukke skov.



Det grundlæggende gameplay er meget traditionelt, som i de fleste 2D-platformere. Man hopper rundt på platforme, hopper op ad vægge, løser små puzzles og bekæmper fjender med ens Spirit Flame energivåben. Nedkæmpede fjender efterlader sig energi-kugler og Spirit Lights, hvor sidstnævnte fungerer som XP og når ens XP måler er fyldt op, bliver den omdannet til et Ability Point, som kan bruges til at opgradere Ori's evner og våben.

Undervejs i denne Definitive Edition får Ori adgang til 11 færdigheder. I originalen var der ni og de nye hedder Dash og Light Burst – Dash gør det muligt at bevæge sig hurtigere rundt mens Light Burst giver nye muligheder for at bekæmpe fjender, da man kan skyde projektiler mod dem. Det mest spændende er, at alle 11 færdigheder kan kombineres og de kræver en del koordinering af spilleren, for de er bestemt ikke alle lige lette at mestre - men lykkedes det, er de alle en stor fornøjelse at udføre.



Ori and the Blind Forest udmærker sig også ved en snedig save-feature, som man helt klart bør gøre brug af, så ofte som muligt. Man kan nemlig ved hjælp af de specielle blå energi-kugler, lave ens egne genstartspunkter, altså punkter hvorfra man starter hvis man dør. Finten er, at man bruger de samme blå energi-kugler til at udføre ens specielle og kraftige Charge Flame angreb og til at låse døre op med, så det er hele tiden en afvejning af, hvornår man vil bruge en kugle til danne et genstartspunkt eller om man lige skal bevæge sig lidt længere, inden man gør det. På den anden side skal man også huske på, at man kun kan få adgang til ens evnetræ, ved ens genstartspunkter. Dette giver spillet et mindre strategisk lag, da man skal placere disse punkter strategisk klogt, hvis man vil gøre spillet lidt lettere for en selv.

Det originale Ori and the Blind Forest var et meget svært spil, men denne Definitive Edition har som noget nyt fire sværhedsgrader man kan vælge imellem. Der er naturligvis den normale som var at finde i det originale spil, men der er heldigvis blevet tilføjet en Easy, som nedsætter den skade som fjender og omgivelserne giver vores lille skovånd. Men de hardcore spillere skal ikke snydes, da der også er blevet tilføjet en Hard og den helt vanvittige One Life. Sidstnævnte må være en af de sværeste sværhedsgrader i et spil nogensinde, for selv på Easy, er Ori and the Blind Forest ikke noget let spil.



Selv her 1 år efter udgivelsen, fungerer gameplayet rigtigt fint i Ori and the Blind Forest: Definitive Edition. Styringen er fin og præcis, de forskellige puzzles er svære men aldrig urimelige og flowet i spillet er rigtigt fint. Definitive Edition har fået tilføjet to nye områder og baner til de eksisterende og de passer fint ind i de andre baner.

Ori and the Blind Forest er en sand oplevelse for både øjne og ører. Grafisk er Ori and the Blind Forest ikke mindre end en perle. Spillet her har en meget smuk visuel stil, som ikke kan andet end betage alle, der dykker ned i spillet. Alt fra baggrunde, animationer, lyssætninger, detaljer og til visuelle effekter er fremragende og selv her 1 år efter udgivelsen af originalen, kan jeg ikke komme tanke om et andet spil, der er så betagende smukt som det her. I Definitive Edition er der i øvrigt tilføjet concept art, promotion videoer og Behind the Scenes videoer, som går bag tilblivelsen af flere aspekter af spillet – rent guf for den ægte fan.

Den flotte visuelle side bakkes op af et smukt soundtrack, specielt titelmelodien er fremragende, men generelt er hele soundtracket meget flot og passer rigtigt fint til spillet. Lydeffekterne er gode, måske lidt afdæmpede men med en høj kvalitet, som er med til at løfte hele pakken endnu højere op.



Ori and the Blind Forest: Definitive Edition er en særdeles helstøbt spiloplevelse og hvis du endnu ikke har oplevet dette spil, er denne version det perfekte sted at starte. Spillet er særdeles velfungerende og med de nye sværhedsgrader er det langt mere tilgængeligt end det har været tidligere. Det hele er pakket ind i den smukkeste grafik og tilført et dejligt og afslappende soundtrack.

Ori and the Blind Forest: Definitive Edition får de bedste anbefalinger med herfra og kan købes på Xbox Games Store 155 kr.. Har du allerede originalen, så slipper du med bare 40 kr. for denne Definitive Edition. Selv om du allerede har spillet originalen, kan du sagtens tage en tur mere i skoven med Ori i denne Definitive Edition, især når prisen nu er så lav som den er for ejere af originalen.
Fakta
Ori and the Blind Forest: Definitive Edition

Ori and the Blind Forest: Definitive Edition

PlatformXbox One
UdviklerMoon Studios
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1
Udgivelsesdato11-03-2016
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Virkelig smuk grafik og soundtrack, velfungerende gameplay, nyt indhold gør et fremragende spil endnu bedre
Få frustrerende sektioner
Gameplay:9.0
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.