Oddworld: Strangers Wrath

Anmeldt af: Sune Meyer (Goose Fraba) - 6. april 2005 - kl. 18:06
Del denne artikel:
10 0

Hvis man forestiller sig en abstrakt Western verden med forvoksede menneskelignende høns, pudsige væsener kaldet Grubbs og skumle Outlaw skabninger, så begynder det måske så småt at gå op for en, hvor underlig en verden man befinder sig i, når man spiller Oddworld: Stranger’s Wrath. Tilføj så lige en mysteriøs hovedperson, der taler som om, han var en krydsning mellem John Wayne og Clint Eastwood, og resultatet bliver en cocktail, der er ligeså underholdende, som den er mærkelig.

Stranger’s Wrath er efterfølgeren til Xbox launch titlen Oddworld: Munch’s Oddysee og de to foregående Oddworld 2D spil på Playstation. I det første spil til Xbox fulgte vi den højst ejendommelige duo, bestående af Munch og Abe, i deres kamp for at opnå frihed. Munch var blevet tortureret af de onde Vykkere, og derfor var der naturligvis lagt op til et hævntogt. Munch’s Oddysee har dog ikke det store til fælles med Stranger’s Wrath, udover at begge spil deler Oddworld navnet og foregår i alternative verdener. Hvor Munch’s Oddysee lagde vægt på puzzle elementer for at komme videre i spillet, så er Stranger’s Wrath hele vejen igennem en hårdkogt shooter og platform oplevelse.






Handlingen i Stranger’s Wrath er såmænd ikke frygteligt indviklet, omend man ikke er klar over hele historiens omfang fra starten af. Det hele begynder med, at man som mysteriøs dusør jæger skal hjælpe menneskeagtige høns rundt omkring i Oddworld byerne, kaldet Clakkerz, med at komme af med de værste forbryder typer. Det går om at tjene penge, eller ”moolah” som det gerne kaldes i spillet, så dusør jægeren kan skrabe knaster sammen til en ukendt operation, som dog er meget dyr og kompliceret. Spillets historie udvikler sig naturligvis langs afsted i et større omfang og uden at afsløre for meget, så går hændelserne i spillet og opklaringen af hovedpersonens omtågede baggrund til sidst op i en højere enhed.

Gameplay
Udover genre skiftet i genrer, så udmærker Stranger’s Wrath sig ved, at man frit kan vælge at styre begivenhederne fra enten første persons- eller tredie persons perspektiv. Der er både fordele og ulemper ved begge perspektiver, men hvis man kombinerer dem, så undgår man mange af de problemer, man ser ved spil, som tvinger en til at spille i enten det ene eller andet perspektiv hele tiden. Således er første persons perspektivet oplagt til kampe, og hvis man skal have nærstuderet omgivelserne. Tredie persons vinklen er derimod perfekt til spillets platform dele. Samtidigt har man et bedre overblik over miljøet som helhed, foruden at hovedpersonen kan sprinte hurtigt i fuldt firspring over længere afstande, hvilket bestemt er en fordel, hvis man vil krydse store områder på kort tid.




Stranger’s Wrath har dog betydeligt mere at byde på end blot at uskadeliggøre fjender og overvinde forhindringer. Neutrale AI figurer, så som Clakkerz, giver nemlig spillet en fantastisk dybde og er med til at give hele oplevelsen et mere helstøbt omfang. Således kan du få en række vidt forskellige svar ud af dem, alt efter om du behandler dem godt eller dårligt. På den ene side kan du snakke med dem om tips, dit næste mål eller bare sludre med dem for sjov. De har altid en masse skægge dialoger i mange forskellige variationer, så det ikke bliver ensformigt at høre på foreløbigt. Men er man mere sadistisk anlagt, så kan man også pine og dræbe Clakkerz og endda få et par småskillinger ud af det. Man skal blot tage sig i agt, fordi pludseligt kan de finde på at løbe indendørs og skyde på en fra vinduerne, og hvis man er rigtig slem, så spredes ens sadistiske omdømme fra by til by, så man også får en barsk velkomst andre steder.

Level designet må også betegnes som værende lige så vellykket som NPC’ernes adfærd. Det udmærker sig først og fremmest ved at være simpelt og effektivt. Således er alle byer udstyret med en General Store til at købe ammunition og våben opgraderinger og en Bounty Store, hvor man kan acceptere nye dusør opgaver eller indkasseres betaling for fangede forbrydere. Der er som regel kun en vej frem verdenen, men når vejene deler sig af og til, så er der til gengæld skilte, der fortæller en, hvad tingene befinder sig. Desuden åbnes der op for alternative stier, når man har besjret en boss i spillet. Således er backtracking og monotont gameplay i høj grad undgået i Stranger’s Wrath. Endeligt gør Xbox hardwaren, at load tider er begrænset til et minimum, foruden at man kan save, når man vil – en feature der alt for ofte forsømmes i konsol spil.




Selve kampene mod fjenderne foregår efter samme opskrift hele spillet igennem. Du kæmper dig vej igennem en flok ondskabsfulde lakajer, der alle er løst baseret på blandt andet krybdyr og væseler, for at nå frem til de forskellige boss fights. Det gælder så om enten at slå modstanderne bevidstløse eller dræbe dem, og så suge dem ind til sig via en støvsuger agtig genstand på armen, for senere at indløse dem for penge i byernes Bounty Stores. Omgivelserne og fjenderne forandrer sig løbende, så det ikke føles ens hele tiden, men den store udfordring kommer, når man er fremme ved boss kampene. Her har udviklerne tydeligvis lagt stor vægt på, at der ikke er to bosser, man kan takle på samme måde. På den måde kan du eksempelvis komme ud for at skulle udrydde samtlige lakajer, inden du når frem til bossen, eller at du skal op med elevatorer og slukke for noget strøm ved at skyd på en knap, for at nå hen til en anden boss.

En ekstra udfording ligger i at prøve på at fange slut bosserne i live. På den måde tjener man flere penge, men sværhedsgraden er også derefter. Det gælder om at holde bosserne under konstant beskydning, for at dræne deres udholdenhed, men det er nogen gange en hård opgave at løse, hvorfor der ofte skal et par ekstra forsøg til. Kampene er altid fantasifulde og byder på en god blanding af shooter, stealth og platform elementer.





En anden måde hvor på man har sørget for at holde gameplayet friskt hele vejen igennem, er ved løbende at pifte arsenalet af udstyr og våben op. Som noget unikt, gør spillet brug af levende skyts til at gøre kål på modstanderne. Der er i alt 9 typer ammunition, bestående af en række små pattedyr og insekter. Eksempelvis edderkopper til at vikle folk ind i spindelvæv, jordegern der lokker fjender væk, eller stinkdyr som giver fjenden kvalme og opkast i en periode. Desuden opgraderes disse våben i løbet af spillet, så man løbende får noget nyt at lege med. Våben typerne er med andre ord mangfoldige og byder på en forfriskende indgangsvinkel til hele shooter konceptet, i forhold til andre spil i samme genre, omend man mærker at nogle typer ammunition virker dårligere end andre. Især hvepsene, som fungerer mere eller mindre som et maskingevær, virker ret svage sammenlignet med resten af våbene.

Ammunition kan enten indsamles ud i naturen eller købes i byernes General Stores, men generelt finder man så meget at skyde med i løbet af missionerne, at man aldrig behøver bruge penge på den slags. Skulle uheldet endeligt være ude, så kan man klare sig et langt stykke af vejen med hovedpersonens to melee attacks, i form af head-butts og spin moves. Istedet kan man bruge grunkerne på at købe lækkert udstyr, så som spion kameraer, ammunitionstasker med større rummelighed, hurtigere reloading og så fremdeles.




Grafik
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Stranger’s Wrath er et vidunderligt smukt spil at se på. Spillet har nogen af de flotteste CG sekvenser, man nogensinde har set. Det beviser den imponerende intro til fulde. In-game grafikken kan man dog absolut heller ikke kimse ad. Alt hvad der foregår i spillets omgivelser er simpelthen fyldt med flotte detaljer og textures, lige fra figurerne i spillet, til områder i spillet, så som traffikerede byer og frodige skove. Samtidigt foregår det meste af spillet i usædvanligt store åbne områder og i et særdeles flydende tempo. Animationer og effekter i form af våben og vejr er også helt og aldeles gennemførte. Udviklerne fandt undervejs ud af, at PS2’en ikke kunne håndtere spillets grafik, og efter selv at have studeret Xbox spillet tæt på, kan man sagtens følge dem i den vurdering.

Lyd
Stranger’s Wrath oser simpelthen af stil, og det skyldes i høj grad også den geniale voice acting. Oddworld skaberen selv, Lorne Lanning, har lånt sin stemme til store dele af spillet. Men også andre figurer, lige fra Clakkerz med deres ”southern accents” til lettere retarderede men sympatiske ”surfer dude” typer ved navn Grubbs, leverer en forrygende præstation med masservis af humor. Ammunitionen skal man heller ikke glemme. Den taler nemlig også tit til en, og ofte er de små dyr så nuttede, at man dårligt kan nænne at skyde dem afsted.




Især hovedpersonen brillierer med sit tørre John Wayne agtige tonefald, tilsat en solid omgang Clint Eastwood inspireret hvæsen for ligesom at understrege den stereotypiske Western helt til fulde. Dialogerne er dog lige så underholdende som stemmerne og dialekterne selv, så man fristes tit og mange gange til at udspørge figurerne gentagne gange, bare for at få alle variationerne med. Baggrundsmusikken er også ganske god og formår at skifte tempo, alt efter om man befinder sig et roligt sted eller midt i hektiske skud udvekslinger. Skal man endeligt kritisere noget, så virker den tekniske lydkvalitet på stemmerne lidt dårligere inde i spillet, end den gør inde i CG scenerne.

Holdbarhed
Stranger’s Wrath er et forholdsvist nemt og sjovt spil at gå til, dog uden at man har fjernet fjernet enhver form for udfordring. Særligt boss fights vil være krævende, hvis man har i sinde at fange fjenden i live. Ikke desto mindre vil de fleste vil nok kunne storme igennem store dele af spillet i et raskt tempo. Et realistisk bud på holdbarheden vil derfor ligge i nærheden af 15 timer for dem, som iler igennem alting hurtigst muligt, og omkring 20 timer for dem, som tager sig tid til at nyde spillet og omgivelserne i fulde drag. Desværre er der hverken nogen form for multiplayer eller mulighed for at ændre sværhedsgrad, så når først man har gennemført spillet én gang, så er der ikke meget, der lokker en tilbage igen.




Overall
Med Stranger’s Wrath har Lanning taget Oddworld serien ud på nye græsmarker. Puzzle genren er væk og er blevet erstattet af en robust omgang shooter/platform, men det har om muligt kun gjort spillet til et mere finpudset produkt, der tiltaler en bredere målgruppe, sammenlignet med forgængerne. Stranger’s Wrath byder desværre ikke på multiplayer og kun én sværhedsgrad, men de 15-20 timer der er i spillet, giver det alligevel en fornuftig levetid, og man føler sig underholdt hele vejen igennem. Det revolutionerer måske ikke indenfor genrerne, men Stranger’s Wrath er ganske enkelt så teknisk og kreativt veludført, at man virkeligt skylder sig selv at give det en chance, såfremt man er åben overfor det farverige og originale Oddworld univers.
Fakta
Oddworld: Strangers Wrath

Oddworld: Strangers Wrath

Platformnone
UdviklerOddworld Inhabitants
UdgiverElectronic Arts
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.4
Grafik:9.3
Online:-
Holdbarhed:7.9
Overall 8.7
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.