Obscure

Anmeldt af: Peter Dam (Pete the Elite) - 22. september 2004 - kl. 19:40
Del denne artikel:
1 0

Et nyt horror-spil har vovet sig ind på Resident Evil og Silent Hill´s territorium. Holder denne titel trit med de to konger, eller kan de skræmme Obscure ud af branchen?

Leafmore Highschool. En gammel og klassisk skole, med en del faciliteter på trods af bygningernes ringe tilstand. Og skolen har et ubehageligt rygte med sig – for nogle år siden forsvandt elever fra skolen med nogle måneders mellemrum, og skolen har været tæt på nedlukning på grund af dette rygte. Men som lukningen nærmede sig, holdt ”bortførelserne” op, og gennem tiden blev det næsten forlagt, og eleverne holdt op med at tro på det.

Men så en dag forsvinder endnu en elev fra skolen. Hans tre bedste venner og hans kæreste beslutter sig for at undersøge skolen for at finde ud af hvad der er sket med Kenny. De 5 personer har hver deres interesse uden for skolen, der kommer til gavn i deres færden. Vennerne Josh, Stanley, Shannon og kæresten Ashley mødes på skolen efter lukketid, og går i gang med at undersøge Kenny’s forsvinden.

Gameplay:

Igennem spillet skal du hovedsageligt finde rundt, løse puzzles og skyde uhyrer. Førstenævnte er sjældent et problem, men at finde ud af, HVAD det er, du skal i ét eller andet rum, det kan være en puzzle i sig selv, da dette kan være meget svært.

Det første man får at se, er en intro-video med en melodi, der ikke helt passer til spillet som helhed, men fint til den stemning der er på skolen.

Du tager kontrol over Kenny, og du står alene i en gymnastiksal efter dine venner er gået, så der er masser af plads til at løbe rundt og lære styringen. Det føles meget naturligt at Kenny løber i den retning du holder pinden på controlleren i forhold til kameraet.





Jeg registrerer hurtigt en ulempe ved styringen, da jeg skal åbne døren ud til omklædningsrummet: Man kan ikke bruge sin action-button mens man løber. Og som jeg have forestillet mig, blev dette en kilde til stor fustration når jeg fx prøvede at åbne en dør i et forsøg på at flygte fra… noget.

Umiddelbart er der ikke noget ved styringen der er værd at navne, bortset fra at man desværre ikke sætter spillet i pause mens man vælger våben – dette er også ret irriterende når man bliver jagtet af forskellige skabninger.

Kampene er i starten lidt overvældende, da du knap nok har en chance mod de uhyrer du bliver sat op imod. Det føles lidt skuffende at skulle løbe fra fjenderne i stedet for at kunne more sig med at gennemhulle dem. Men dette bliver der rettet op på, for når du finder shotguns må det siges, at det er en lækker sprød fornemmelse du burde opnå ved at fyre 5 hagl-salver ind i en enkelt zombie.

Om kampe kan der også siges, at éns character desværre ikke løber særligt hurtigt mens våbenet er hævet, og at man skal holde højre trigger nede for at aim’e er også lidt irriterende.





Når du er skadet, vil skærmen blinke rødt, din controller vis ryste og din character vil holde sig ved siden og humpe. Dette er jo naturligvis relateret til hvor meget liv du har, sådan at du godt kan blive bidt i hånden uden din skærm bliver blodrød og din character er nødt til at kravle afsted. Dette er et ret godt tiltag, og erstatter din sædvanlige liv-måler (det vil sige at du ikke har nogen måde hvorpå du kan afgøre, præcis hvor meget liv du har). Liv kan genskaffes enten via førstehjælpskasser eller via små energi-drinks som kan findes i hele spillet – sjovt nok.

Save-systemet er nyt og virkelig godt. Man finder små CD’ere rundt omkring i hele spillet, som fungerer som save-filer. Dermed har du begrænsede antal saves, man til gengæld kan du gemme når- og hvor somhelst.

Rundt omkring i banerne finder du kort (hvis du leder godt nok), som kan åbnes via Select-knappen. I denne menu kan du også læse lidt om de charachters der er med, og du kan genlæse de dokumenter (og gense de billeder) du har fundet igennem spillet.

I løbet af spillet vil gruppen skifte mødested fra tid til anden. Det er her, de 5 personer samles, og det er her, du skal til at vælge hvilke 2 du vil have med dig lige nu. De har alle hver deres særlige egenskab, som aktiveres på Y: Josh kan fortælle dig, om der er flere genstande eller ting der skal gøres i det rum du befinder dig i, Stanley kan dirke låse op, Shannon kan fortælle dig i meget store træk hvad du bør gøre, Kenny kan løbe langt hurtigere end de andre, og Ashley kan nogle nærdkamps-manøvrer. Ud af disse skal du som sagt vælge 2. Og der er også implementeret co-operative play i spillet, det vil sige at du kan spille sammen med en ven, hvilket er temmelig rart, især fordi man kan råbe ad sin uduelige makker når han ikke kan finde ud af at flytte sig når man skal væk… hrm.





Grafik:

De generelle textures er en fin standard, men de udemærker sig ikke på nogle punkter. Lyseffekterne er dog meget gode; der skinner lys fra din lommelygte, lamper hist og her, og fra de vinduer der er åbnede eller ødelagte. Animationerne kører også meget flydende, og monstrene er til dels overbevisende, dog ikke helt så… saftige som man kunne have håbet på. Dette er jo en smagssag, men jeg mener personligt ikke at de er så kreativt fundet på.

Film-sekvenserne er af nogenlunde kvalitet, de overgår måske ikke lige Ninja Gaiden, men man kan sagtens se hvad det du nu ser skal forestille.

Kameraet: Det akavede spetrum, der plager næsten ethvert 3.-persons spil. I et spil som Obscure, er man næsten nødt til at have fixede kamera-positioner (det vil sige at kamera du ikke kan rykkes rundt på, men som er fikseret på at bestemt areal). Dette fungerer nogenlunde når du skal løbe omkring, men i kamp duer det virkelig ikke. For det første burde man ikke kunne se hvad der sker bag sig (det giver langt større chok, ikke desto mindre), og for det andet, kan man sommetider ikke engang se ½ meter frem, så man kan ikke altid vide om man står og skyder løs på den rene luft, eller om der er 5 mega-zombier på vej imod dig.

Angående co-op, har Mc2 desværre ikke prøvet på at balancere kameraet et sted imellem de to spillere, i stedet har de centreret det fuldkomment på player 1, og så har player 2 ikke andet end en lille blå pil i kanten af skærmen til at finde rundt med, (hvilket ”er vildt unfair!” …) og det er temmelig irriterende hvis der bare er et enkelt objekt i vejen.

Lyd:

Musikgenren er temmelig svær at klassificere, og den svinger en hel del. Når du bevæger dig omkring, er der for det meste stille, klassisk musik, og når du er imod monstre er der enten intet at høre, eller også er der lidt punk-klassisk sammensmeltning når du er i kamp med nogen/noget. Og så er der naturlig- og heldigvis det klassiske drengekor der synge a capella.

Monstrenes lyde er over middel; man lægger ikke mærke til nogle karakterisiske lyde som man fx hører fra Elites i Halo (wort wort), men de kan sgu råbe når de skal. Våbnene lyder også helt fornuftige, og lydeffekterne fra småting såsom lommelygter der tændes og vinduer der smadres. Stemmerne er bestemt ikke noget juble-værdigt; Josh formår knap nok at lyde overbevisende i starten når han siger ”Finally, my first real investigation!”.





Holdbarhed:

Efter at have gennemført dette spil (evt. med din makker), er det svært at lade være med at stå en anelse tomhændet tilbage bagefter – man spørger sig selv om det er værd at spille igen (eller din makker spørger om det ikke det kunne være sjovt at bytte, så du kan opleve hvor vildt fedt det er at være player 2…), for du kender jo hele historien, og spillets foretagende er det samme hele vejen igennem. Du kan prøve at spille det igen med en anden ven og bruge nogle andre characters og sætte sværhedsgraden op, men ellers er der ikke meget liv at hente i det spil bagefter. Der er dog en lille Bonus-menu, hvor du efterhånden låser op for ekstra-materiale, men dette kan ikke rigtig sætte én i gang til at spille det igennem endnu en gang.

Overall:

Efter at have gennemført det, kom jeg frem til de 2 ting, der manglede mest. Det ene var et twist i historien, for det er næsten for let at gennemskue, og derfor kunne man godt have håbet på at der ville ske noget totalt usandsynligt, men dette ville måske være en anelse out-of-place da spillet foregår i vores virkelige verden.

Den anden ting, er noget man umiddelbart ikke skulle tro: Chok. Spillet formåede hverken grafisk eller lydmæssigt at skræmme mig én eneste gang. Min makker og jeg blev enige om, at man helt afgjort følte sig stresset og helt oppe at køre fordi man var imod eksempelvis en 5-6 zombier, men vi blev aldrig rigtig bange. Dette burde ikke være særligt svært, da Mc2 havde mulighed for små gys hele vejen igennem pga. det fixerede kamera. Eksempelvis kan jeg huske engang fra Silent Hill 2, hvor jeg gik langs et plankværk, hvor 3 hænder pludselig smadrede sig vej igennem træet og greb mig om halsen. DET gav et gys. Men når man hører rumlen, og en væg vælter og der kommer en zombie-elefant spadserende ud, så er løbet kørt for længst.

Spillet kan ikke rigtig måle sig med Silent Hill-serien hvis man er ude efter gys, men det ligger tæt op ad Resident Evil hvis man fokuserer på action.

Bortset fra kameraet, fungerer dette spil også fint som multi-player spil. Men når man har klaret det første gang, har man ikke meget at vende tilbage til. Og hvis du ikke har nogen makker, kan det i sandhed blive et trist spil at komme igennem.

Hvis du leder efter et godt co-op spil, så bærer Halo stadig førertrøjen.
Fakta
Obscure

Obscure

Platformnone
UdviklerMc2
UdgiverToptronics
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.2
Grafik:7.3
Online:-
Holdbarhed:6.1
Overall 6.9
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.