NeverDead

Anmeldt af: Jacob Dissing Graversen - 1. januar 2008 - kl. 01:00
Del denne artikel:
1 0

Hovederne ruller i det nye 3. persons actionspil fra Konami men har de formået at samle delene til et kompetent spil, eller er det et spil som bare skulle have været NeverMade?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kendte meget til NeverDead da jeg fik tilbuddet om at anmelde spillet, og den viden jeg troede jeg havde fra diverse E3 præsentationer, viste sig på flere områder også at være ganske fejlagtig. For den uopmærksomme forbruger, kan NeverDead sagtens ligne endnu et 3. persons skydespil med en helt, som konstant spytter lettere forlorne jokes ud ved hver given lejlighed, og et efterhånden alt for kendt system med efaringspoint som kan bruges på opgraderinger. Selvom det naturligvis er overvejende korrekt, formår NeverDead dog på mange måder at skille sig ud fra konkurrenterne, på både godt og ondt.

Som spiller tager du rollen som Bryce Boltzmann, en udødelig, små alkoholiseret dæmondræber, som ydermere er en klassisk actionhelt i enhver forstand. Boltzmann udstråler på alle leder og kanter en lettere charmerende "been there, done that" attitude, og hvem kan sige ham imod efter at have levet i 500 år, hvor man nok har set det meste. NeverDead er som nævnt et actionspil set fra tredjepersonsperspektiv, men den ellers efterhånden rutineprægede formular, har heldigvis fået et dejligt tvist.




Da vores hovedperson er udødelig, åbner det op for en masse kreative muligheder, som udviklerne har udnyttet til fulde. Når lokummet brænder og Bryce står i lort op til ørene, er der fare for at der ruller hoveder, ikke kun i overført betydning men også bogstavelig talt. I stedet for at stille træskoene efter for megen mishandling, falder man simpelthen bare fra hinanden og legemsdelene flyver i alle retning. Det tilfører lidt kolorit og charme til spillet, at man kan nu affyre sine våben selvom ens arme ligger i hver sin side af et rum og det er lige så fedt som det lyder.

Når Bryce i bedste Mr. Potato Head stil roder rundt på jorden, og skal finde samling på eksistensen, tager man som spiller kontrol over Bryces rullende hoved, og herefter gælder det så om at guide det rundt til henholdsvis kroppen, eller arme og ben. Denne mekanik fandt jeg i starten hylende morsom, og det var med et smørret drenget smil, at jeg gang på gang, langsomt men sikkert fik Bryce samlet igen. Som spillet forsatte føltes det dog mere og mere som en kedelig og besværlig pligt, en følelse der kun blev forstærket af, at man falder hurtigere og hurtigere fra hinanden når antallet og hårdheden af fjenderne steg i løbet af spillet. Det samme kan generelt siges om gameplayet, som i starten er ganske underholdene, men jo mere jeg spillede, jo mere ensformigt fandt jeg det værende omkring midten af spillet.




Spillet starter dog ganske lovende med en Megadeath sang skrevet specielt til NeverDead spillet, mens man få minutter inde allerede deltager i spillets tutorial, der er forklædt som den første boss kamp, og selvom jeg på ingen måde er fan af Metal musik, var det en fortrinlig åbning til spillet. Intensiteten holdes ganske godt ved lige herefter, indtil man som nævnt møder midten af spillet, som føles en kende for langsomt. Det værste punkt i spillet kommer dog under en tur i en mørk og trang kloakbane, hvor jeg på det nærmeste opgav spillet. Heldigvis skrues tempoet op mod slutningen, og der bliver budt på et par ganske imponerende actionsekvenser, og selvom de ikke er i samme liga som eksempelvis i Saints Row: The Third og Bayonetta, er det kun et skridt eller to under, hvilket stadig fortjener masser af ros.

Noget som jeg personligt blev ganske overrasket over, var de destruérbare miljøer. Mange af områderne i spillet er nemlig spækket med søjler, balkoner og lignende, som på taktisk vis kan bruges til at knuse monstrene, og selvom det på ingen måder er den nyeste version af Frostbite motoren, så fungerer det godt. Selvom spillet har et par langsomme kapitler, så har udviklerne på alle mulige måder forsøgt at forhindre, at spilleren nogensinde skulle finde spillet trivielt. NeverDead byder på et overraskende dybt opgraderingssystem, som tillader spilleren at designe Bryce Boltzmann til en egen spillestil – naturligvis på baggrund af erfaringspoint optjent fra kampene eller ved at finde gemte genstande i banerne. Boltzmann kan nemlig ikke kun benytte sig af skydevåben, men han behersker også sværdbrugens kunst, begge er områder som kan opgraderes. Desværre er hverken skydedelen eller brugen af sværd specielt berigende. Det tager et par opgraderinger som først kan åbnes for sent i spillet, før det bliver en bare nogenlunde tilfredsstillende 3. person shooter, og vælger man som jeg at fokusere på sværdkamp, er der heller ikke meget at hente, da der ikke er et dybt kombinationssystem at mestre, og dermed bliver det hurtigt bare en masse tilfældige bevægelser med højre analogpind. Det er lidt en skam at ingen af disse systemer er specielt kompetente, for mange af ideerne er gode.




At den spilbare karakter kan falde fra hinanden, åbner nemlig igen for nogle sjove muligheder som udviklerne har formået at udnytte. Som spillet skrider frem, lærer man at flå lemmer af og bruge dem taktisk, flere puzzles kræver at man enten kaster en arm eller et hoved gemme smalle åbninger, og denne mekanik bliver blandt andet brugt på fortrinlig vis i forbindelse med en boss kamp, og efter et køb af en bestemt evne, kan arme og ben blive forvandlet til eksplosive bekendtskaber. Det er også en mulighed at sætte ild til Bryce, og overføre flammerne til forbipasserende monstre, ligeledes kan man gøre det med elektricitet. Udødelighedselementet bliver generelt brugt rigtig godt, og den innovative tilgang til nogle af spillets elementer er klart spillets største force, og viser at der er masser kreativitet hos den britiske udvikler.

Selvom Rebellion er baseret i London, minder NeverDead mest af alt om et japansk spil, endnu engang på godt og ondt. Alt fra fjendedesignet, til de ofte latterligt platte jokes, til historien og pigerne i mærkeligt samt afslørende tøj, skriger nærmest Japan. Netop historien og manuskriptet, bliver spillets største akilleshæl. Historien er yderst forvirrende, og der går ret lang tid før begivenhederne i spillet begynder at give nogen mening overhovedet, desuden er handlingen alt for forudseelig. Havde jeg på forhånd fået udleveret en liste med navne over personerne i spillet, samt deres beskæftigelse, ville jeg allerede der kunne have udpeget ethvert fejlagtigt forsøg på at skabe et tvist i historien. Hvem der har skumle og onde motiver er så åbenlyst, at vi ligger lige på grænsen til at de onde, onde personer løber rundt med en monokel samt en tatovering i panden, hvorpå der står "jeg er skurken". Ikke engang de jokes, der bliver lavet omkring hvor åbenlyst det hele er, kan redde det faktum. Bryce Boltzmann selv, er stort set den eneste person i hele spillet, som er værd at bruge sin tid på. Stemmeskuespilleren, der har lagt sin stemme til Bryce, får det til tider pinlige manuskript til at virke langt bedre end det egentlig er, grundet den fine komiske timing og den perfekte mængde af ligegyldighed, som er lagt i linjerne, hvilket passer perfekt til karakteren. Arkadia, Bryces makker, er derimod på grænsen til det uudholdelige, og hendes dødsskrig kandiderer til det mest irriterende gennem de seneste år.




På den tekniske side er NeverDead ganske kvalificeret; grafisk er spillet pænt, og selvom billedfrekvensen kan tage nogle dyk i de absolut mest hektiske momenter, så holder motoren overraskende godt til sværdsving og murbrokker dansene om ørene. Spillets længde er som man kan forvente af et moderne actionspil; det tog mig omtrent 10 timer at klare mig gennem spillet på normal sværhedsgrad, hvilket føltes meget passende, og efter jeg var færdig følte jeg at havde fået en passende mængde NeverDead. Skulle man dog have lyst til det, er der også en hel multiplayerdel, der gør det muligt at bringe sine erfaringspoint og opgraderinger fra singleplayerdelen over, og derefter kan man sammen med op til tre andre spillere klare forskellige udfordringer, som varierer fra at dræbe så mange monstre som muligt, til at eskortere mennesker gennem monsterfyldte lokaliteter. Der er på ingen måde noget innovativt at hente her, men ønsker man muligheden for mere NeverDead er den der, det vil dog nok være en god idé at aftale eventuelle spilsessioner med en ven, da serverne allerede på nuværende tidspunkt er ganske, ganske tomme.




NeverDead er det perfekte eksempel på, hvordan en blandet pose bolsjer ser ud i spilform. På den ene side er NeverDead et forfriskende pust, med en god del lettere innovative ideer, som formåede at underholde undertegnet en del, i hvert fald i starten. Hvor meget jeg end gerne ville elske dette spil, bliver oplevelsen trukket voldsomt ned af den dårlige historie, de platte jokes, og det ganske middelmådige gameplay. Efter en håndfuld timer er det ikke længere fedt at bekæmpe bølger af monstre, som strømmer ud af den samme type monsterbælg, og den ellers ganske responsive kontrol ryger ud af vinduet så snart man kun kan kontrollere hovedet.

NeverDead forbliver derfor kun et kompetent spil, som godt kan anbefales, men forbeholdene bliver mange. Er man dog frisk på en lidt anderledes oplevelse i kendte rammer, og forventer man på forhånd en oplevelse der kan være lige så fyldt med sjov som med frustration, så kan NeverDead bestemt være et nærmere kig værdigt.
Fakta
NeverDead

NeverDead

PlatformXbox 360
UdviklerRebellion
UdgiverKonami
Spillere1-4
Udgivelsesdato02-02-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.0
Grafik:7.0
Online:6.5
Holdbarhed:6.5
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.