Spillet består ligesom de forrige udgivelser af en masse forskellige slags løb, som skal gennemføres for at opnå fremskridt i historien. Har man allerede prøvet et andet spil i serien, vil man uden tvivl kunne nikke genkendende til løbstyper som sprint, circuit, checkpoint og takeout. Sprint gælder om at køre imod syv andre biler fra et sted på kortet til et andet, hvorimod man i circuit kører et bestemt antal omgange på den samme rute. I checkpoint skal man nå igennem forskellige checkpoints på kortet indenfor en fastsat tid. Takeout handler om, at man skal smadre et bestemt antal biler, som regel politibiler, for derefter at slippe væk fra de øvrige politibiler.
Politiet spiller igen en forholdsvis stor rolle i denne udgave i og med, at der er en hel del missioner, hvor det enten handler om at smadre deres biler eller om at slippe væk fra dem med stjålne biler. Til at starte med er politiet rimelig nemme at slippe væk fra, men jo længere man kommer ind i spillet, og jo længere biljagterne varer, jo mere aggressive begynder de at blive, og jo større bliver deres biler også når det er mest ekstremt dukker der en politihelikopter op, som gør det endnu mere svært at slippe væk. Heldigvis løber sådan nogle tør for benzin på et tidspunkt, det gør bilerne underligt nok ikke. Til at slippe væk fra politiet har man en række hjælpemuligheder i form af forskellige elementer rundt omkring på vejene, som kan væltes, og dermed forhindre politiet i at følge efter dig. Når man endelig er sluppet ud af syne, går der et lille stykke tid, før man igen er helt udenfor politiets søgen. Dette vises med en blå indikator, som langsomt bliver fyldt op, går det for langsomt kan man forsøge at finde et gemmested, som gør processen hurtigere.
Skulle man være så uheldig at blive fanget, får man et klip og bliver tvunget til at betale en bøde. Er du blevet anholdt tre gange med samme bil, kan du godt vinke farvel til bilen. Bliver man stoppet så mange gange, at man har mistet alle sine biler og ikke har penge til at købe en ny ja så må man starte forfra på spillet eller bide i det sure æble og købe en ny for ca. 200 Microsoft points. Heldigvis er sværhedsgraden ikke så høj, at det burde blive nødvendigt.
Ligesom i Need for Speed: ProStreet har EA valgt at gøre det muligt at købe biler og opgraderinger via Xbox Live markedspladsen, som endnu ikke er låst op i selve spillet. Dette er vel egentlig en form for snyd, og det vil uden tvivl være med til at neddrosle sværhedsgraden i spillet, hvis man starter ud med at købe en af de hurtigste biler. Omvendt er det igen lidt sørgeligt at se, at noget der førhen eventuelt ville kunne låses op via gratis snydekoder fundet på internettet, nu formodentligt er gået over og blevet en ny måde at tjene penge på.
Er man typen, der ikke gider at cruise rundt i byen for at finde de næste løb, så har spillet en Ræs nu-funktion, som gør det muligt på en nem måde at komme i gang med næste løb og dermed opnå hurtigere fremgang i historien. Denne funktion tilgås ved at trykke ned på d-pad. Der er selvfølgelig også mulighed for at udvælge forskellige løb via GPS-kortet, her kan man blot vælge, hvilket løb man vil køre, og efterfølgende trykke på A for at komme i gang.
Igennem spillet får man løbende opgraderet sit raceromdømme/wheelman-niveau. Desværre betyder dette blot, at man kan se, hvor meget de kriminelle organisationer stoler på en, og det lader ikke til at have nogen egentlig effekt eller gøre nogen forskel på selve gameplayet i princippet er det bare en slags indikator for, hvor langt man er kommet i spillet.
En af de ting som var med til at gøre Need for Speed-serien uhyggelig populær var først og fremmest, at der var mulighed for at køre i licenserede biler, samt at der var voldsomt mange forskellige muligheder for at modificere og tune dem. Licenserne til de rigtige biler har spillet naturligvis stadigvæk, men tuningsdelen er desværre blevet nedtonet, specielt i forhold til eksempelvis Need for Speed: Underground. Der er stadigvæk rig mulighed for hurtigere motorer, lattergas, bedre bremser og at modificere udseendet på bilen men det virker bare slet ikke så overvældende som i de tidligere udgivelser. I stedet er fokus blevet flyttet fra garagen og ud på vejene til de vilde ræs.
Der er også mulighed for at køre imod andre over Xbox Live med op til 8 spillere. Her er det værd at bemærke, at hvis man har købt biler via markedspladsen, så kan man ikke bruge disse biler til onlineløb. Derimod kan man bruge de biler, som man har købt eller på anden måde skaffet via spillet. Der er mulighed for at køre sprint og circuit samt en spiltype, der hedder politi og røvere. Politi og røvere går ud på, at to hold skal dyste imod hinanden, røverne skal samle penge op og aflevere dem på bestemte steder, politiholdet skal forsøge at forhindre dem i at gøre det.
Når det kommer til det grafiske i Need for Speed: Undercover er det desværre som om, at det er blevet nedprioriteret i denne udgave. Need for Speed-serien har ellers altid været præget af super detaljerede biler og flotte miljøer, men denne gang er tingene langt mindre detaljerede end tidligere. Man oplever helt enormt ofte, at man får solen i øjnene, hvilket hurtigt begynder at virke som om, at de har forsøgt at ligge slør for omgivelserne. De forskellige introsekvenser, som kommer hver gang man starter et løb, bliver hurtigt trivielle specielt med det imponerende antal løb som spillet indeholder.
Filmsekvenserne, som bruges til at fortælle selve historien i spillet, er derimod super flot det skyldes naturligvis, at der er tale om en rigtig film med rigtige skuespillere. Hovedrollen spilles af Maggie Q, som har været med i film som blandt andet Mission Impossible 3 og Deception. Desværre er historien i spillet så tynd, at man nærmest får indtrykket af, at den bare er lagt ind over for at tilføje nogle nedringede damer i meget lidt tøj, for at det hele ikke skal være bilræs.
Igen er det lækkert at se, at Electronic Arts har fået lokaliseret spillet til en lang række forskellige sprog, inklusive dansk. Det gør jo selvfølgelig, at de lidt yngre medlemmer af familien også kan få større glæde af spillet og lokalisering er generelt et skridt i den rigtige retning til trods for, at vi lever i denne efterhånden så globaliserede verden.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Need for Speed: Undercover selvfølgelig understøtter det officielle trådløse Xbox 360 rat, hvilket kan være med til at give spillet et ekstra hak op af underholdningskurven.
Når alt kommer til alt så er Need for Speed: Undercover en lidt skuffende oplevelse. Heldigvis foregår det ikke længere på baner, som i Need for Speed: ProStreet, men spillet har alligevel ikke noget ekstra at byde på. Spillet minder på mange måder om Need for Speed: Most Wanted, som jo efterhånden har en del år på bagen, og det er lidt synd, at der ikke er sket større udvikling end det er tilfældet her.
Facebook
Twitter
