Need for Speed: Most Wanted

Der er ikke noget at sige til, hvis nogen er ved at blive en lille smule forvirret omkring Need for Speed serien, for den stikker efterhånden i alle mulige retninger. Det startede som en bilsimulator tilbage i 1994 og Electronic Arts har forsøgt at bevæge serien i forskellige retninger gennem tiden – nogle retninger med større succes end andre, men indenfor de sidste 2-3 år, er der kommet flere forskellige typer af Need for Speed spil.


Der har været Need for Speed: Shift, der nærmest tog serien tilbage til simulator rødderne, der har været Need for Speed: Hot Pursuit, som var en god gammel arkade-racer og sidste års Need for Speed: The Run, der nærmest var et historie-båret spil, hvor man skulle slippe ud af kløerne på en kriminel organisation. Og nu kommer så Need for Speed: Most Wanted (ikke at forveksle med spillet af præcis samme navn fra 2005 – bare lige for at gøre forvirringen total), der blander tidligere Need for Speed spil med den åbne verden fra Burnout Paradise.

Man kører rundt i byen Fairhaven, som er en helt åben by, hvor man kan køre hen hvor man vil. Ens mål er, at bevæge sig op af Most Wanted listen og ved at besejre de ti Most Wanted kørere, kan man selv havne i toppen af listen og dermed blive Fairhavens Most Wanted street racer. Man optjener points ved at køre rundt i byen og deltage i forskellige typer af løb, ved at undslippe politiet, smadre de 156 billboards eller nedlægge 135 sikkerhedshegn og efterhånden som man opnår points nok, åbner man op for de forskellige Most Wanted kørere på listen og på den måde arbejder man sig mod toppen.

Ved at placere sig i toppen af de forskellige løb rundt omkring i Fairhaven, får man mulighed for at opgradere ens bil med f.eks. boost, bedre dæk og andet. Løbene vælges fra den smarte Easydrive menu, som er en menu man kan tilgå, mens man kører. Fra denne menu kan man som sagt vælge hvilket løb man vil køre, hvilke opgraderinger man vil sætte på bilen og andet – så i princippet kan man skifte dæk eller opgradere bilen mens man kører. Ikke specielt realistisk, men det har jo heller aldrig været Criterions varemærke at lave realistiske bilspil.


Som noget lækkert, er alle bilerne i spillet tilgængelige fra starten (lige bortset fra de ti biler, som de ti Most Wanted kørere kører rundt i). Så ikke længere noget med at starte med at futte rundt i en gammel møgpotte, da alle spillets biler er placeret rundt omkring på parkeringspladser, i lagerbygninger, på byggepladser og på små grusveje i bjergene – så hvis du kan finde dem, kan du køre i dem. Hver bil har fem løb tilknyttet til dem, som ifølge Electronic Arts, skulle være skræddersyet til lige netop den bil. Dog er flere af de løb som bilerne har adgang til, de samme og når man har gennemført de fem løb tilknyttet til bilen, har man faktisk ikke meget mere at bruge den til, andet end at køre rundt og udforske byen, men det er ikke noget, der direkte bringer én tættere på de ti Most Wanted kørere. Dermed får man aldrig rigtig et ”forhold” til ens bil, da der er sådan lidt ”brug og smid væk” mentalitet over bilerne.

Løbene er meget hektiske; det går stærkt, der er ofte politi indblandet og de har ofte nogle snedige tricks oppe i ærmet. Det kan til tider være svært at holde af gameplayet, for det virker med jævne mellemrum som om, at Need for Speed: Most Wanted er en racer, der gør alt for at forhindre spilleren i at køre race og ikke som Forza Horizon, der hele tiden indbyder til det. Vejene er fyldt med forhindringer, som f.eks. andre bilister, lastbiler, midterrabatter, containere, skarpe hushjørner, politiblokader, sømmåtter, klipper og træer som er placeret de mest uheldige steder, som man konstant bliver skubbet ind i af ens modstandere og ikke mindst politiet. Jo, gameplayet fungerer godt, men det virker nogle gange som om, at spillet modarbejder én og man ville bare ønske, at man kunne race rundt i byen, uden konstant at blive revet ind i de utallige forhindringer. Måske kan det også have noget med mit niveau at gøre, det skal jeg ikke kunne udelukke – for mig var det i hvert fald med mellemrum ret frustrerende.

En anden ting, som har negativ indvirkning på gameplayet, er den manglende visuelle indikation af, hvor man skal køre hen. Løbene følger en fastlagt rute i den åbne by, men for at kunne finde vej, kræver det at man følger rigtigt godt med på kortet nede i hjørnet, men med den fart man kører og med alt det der sker foran én hele tiden, er det faktisk meget svært. Det splitsekund som det tager at flytte øjnene ned på kortet, opfatte hvor man skal hen og få flyttet øjnene tilbage, kan være fatale, for på den korte tid, kan du være smadret ind i endnu en lastbil, endnu et hushjørne eller ganske enkelt bare have været kørt forkert, fordi du misser en afkørsel i det sekund du havde øjnene nede på kortet. Det hjælper så heller ikke, at kortet ikke er specielt let at tyde, så det tager lige et halvt sekund ekstra for at analysere det – et halvt sekund, man ikke har.


På trods af disse udfordringer, er Need for Speed: Most Wanted faktisk ganske underholdende. Det er en fuldblods arkaderacer, hvor der virkelig er fart på og styringen er tung og meget arkadeagtig. Det efterhånden velkendte Autolog system vender naturligvis også tilbage i Most Wanted. Autolog holder hele tiden øje med, hvordan vennerne på ens venneliste klarer sig og man bliver hele tiden holdt opdateret på, hvis man har slået f.eks. vennernes tider, hastigheder eller længde på et hop gennem luften – og man får løbende beskeder om, hvis en af ens tider er blevet slået af ens venner og en opfordring til at forsøge at slå den nye tid. Det fungerer som altid godt og er med til at give et ekstra lag af udfordring, for man skal ikke blot slå de tider og mål som spillet sætter op for en, man skal da også lige slå vennernes tider på den pågældende rute.

Online-delen af Most Wanted fungerer rigtigt fint. Her er ingen kedelige menuer og lobbyer; man kører rundt i Fairhaven og man melder sig til et løb ved såkaldte Meet Ups, forskellige punkter i byen, hvor løbene begynder. Her mødes spillerne i deres biler og når der er nok samlet ved punktet, starter løbet. Ikke noget med en bestemt rækkefølge på bilerne, nej det er bare med at holde sig til når løbene går i gang. Online delen fungerer fint og det virker dejlig frit, at man ikke skal fedte rundt med menuer og knudrede lobbysystemer, her møder man bare op på et startpunkt, hvis man vil være med til et race.

Need for Speed: Most Wanted ser rigtigt godt ud. Hvis man holder stille og kigger på omgivelserne og de biler, som triller rundt i byen, ja så kan de da godt se lidt flade ud, men når man suser af sted med 250 km/t, så ser man det ikke. I stedet bemærker man de flotte lyseffekter fra solen, de flotte våde veje og regnbuen, der opstår i vandsprøjtet fra de forankørende biler. Det hele glider for det meste flot af sted og bilmodellerne er flotte og ligner de rigtige biler.
Lydsiden er dog lige en tak bedre. Soundtracket er en blanding af rock, dubstep og radiohits, så det må være en smagssag om man kan lide den slags musik. Det er mere motorlydene jeg tænker på her, som måske er nogle af de lækreste jeg nogensinde har hørt i et spil. At køre igennem en tunnel med en Ford Mustang så det hele rumler som et tordenvej er en fornøjelse at høre – og det bliver kun bedre, når man så slipper speederen og man hører den snerrende lyd og prutten fra udstødningen. Det er lige før man føler sig som de tre legebørn fra Top Gear, der lige tager en tur igennem tunnelen en ekstra gang, bare lige for at høre brølet endnu engang – ja, så godt lyder det faktisk.

Need for Speed: Most Wanted er et ganske fint spil, men et par kedelige designvalg ødelægger lidt af underholdningen. Gameplayet bliver skæmmet lidt af, at det virker som om at spillet vil forhindre en i at køre race, i stedet for at opfordre til det, men helt overordnet, er Most Wanted en flot arkaderacer, hvor der er fuld fart over feltet.

Need for Speed: Most Wanted er venligst udlånt af Oneplay.com