Spillet starter ud med, at man som ung og håbefuld streetracer, slipper fra politiet i en jagt igennem Ventura Bay, en fiktiv by baseret på Los Angeles. Nok slipper du fra politiet, men en anden streetracer, Spike, har set det hele og er imponeret. Han tager dig med til en fest, hvor du kan møde hans crew og snart er man optaget i hans gruppe af streetracere.
Efter en kort introduktion til din garage og til dit crew, ligger Ventura Bay åben for din fødder. Man kan gå på opdagelse i byen, hvor man kan finde forskellige løb og specielle steder, som indeholder dele til din bil, fotomuligheder og steder hvor man skal lave donuts. Disse spots giver XP, som sender dig igennem levels, der igen giver adgang til nye opgraderingsmuligheder til ens biler. Der går ikke mange minutter, før man modtager de første opringninger fra gruppemedlemmer på ens mobiltelefon, om at mødes forskellige steder for at deltage i en række forskellige løb.
I Ventura Bay er penge vigtige, for med dem, kan man købe opgraderinger til ens biler indenfor et utal af områder lige fra affjedring, bremser og stabilisatorer til nye udstødninger, stempler til motoren og mange andre ting. Desuden er der en række visuelle opgraderinger, så ens bil kan komme til at se rigtig lækker ud. Spillet indeholder lidt over 50 biler, hvilket ikke er så meget i forhold til andre bilspil, men det er faktisk rart, at der ikke bliver smidt nye biler efter en hele tiden, for her får man mulighed for at nyde ens bil og de opgraderinger man har lavet på den. Så det er faktisk helt fint, at man ikke hele tiden bliver fristet med nye biler.
Nok er penge vigtige, men omdømme er endnu vigtigere når man færdes i streetracer-miljøet. Efterhånden som man deltager i løb og events rundt omkring i byen, stiger ens omdømme og med tiden vil de fem racerikoner fra den virkelige verden, Magnus Walker, Nakai-San, gruppen Risky Devil, Morohoshi-San og Ken Block, få øje på dig.
Man optjener omdømme indenfor fem områder; Speed, Style, Build, Crew og Outlaw. Det fungere på den måde, at hver af de fem racerikoner nævnt ovenfor, står for en af hver af de fem områder man kan optjene omdømme indenfor. For eksempel Ken Block (søg på Gymkhana på Youtube og se nogle af de mest imponerende racevideoer) holder øje med ens Style og jo mere stil man har i Ventura Bays gader, jo mere Style optjener man og jo mere begynder Ken Block at holde øje med en. Det samme gælder for de fire andre racerikoner. Man optjener Speed ved at køre stærkt og deltage i for eksempel Sprint Races og Time Attacks, Style ved at tage svingene sidelæns og lave donuts, Build ved at bruge opgraderet biler, Crew ved at deltage i løb side om side med ens gruppe og endelig Outlaw, som optjenes ved at tiltrække politiets opmærksomhed, som for eksempel at køre hasarderet igennem byen og endelig undslippe ordensmagten når de bliver for nærgående.
Historien fortælles igennem nogle meget ung-smarte filmsekvenser, hvor der fist-bumpes, drikkes energidrikke og fyres slang af, så man næsten ikke kan rumme det. Når det er sagt, så gør skuespillerne i sekvenserne det fornuftigt og sekvenserne sætter stemningen i spillet og de er med til at drive den papirstynde historie fremad. Men, man kan have en smule svært ved at rette tæerne ud, når man har set en del af dem; de er så pinlige, at de faktisk er gode.
Det første man lægger mærke til, når man starter spillet op er, at det forbinder til EA’s servere. Need for Speed kræver nemlig en konstant internetforbindelse for at kunne spilles, så har man en ustabil forbindelse eller slet ingen internetforbindelse koblet til ens Xbox One, så kan dette spil ikke bruges. Siden spillet hele tiden er online, er multiplayer delen flettet nærmest usynligt ind i spillet, uden at man via nogle menuer, skal vælge multiplayer. Man støder jævnlig på andre spillere og man kan hele tiden udfordre dem til et løb gennem Ventura Bays gader. Man kan også lave sit eget crew, eller måske bare joine en af de eksisterende crews, som venter på medlemmer. Multiplayer delen fungerer som sådan fint og det er fedt, at møde andre spillere og vise sine køreegenskaber og ens tunede bil frem.
Da spillet hele tiden er online, er det ikke muligt at pause spillet, hvilket er meget irriterende. Man kan tilgå ens mobiltelefon, men ens bil triller videre i baggrunden, så ringer det på døren eller kræver ungerne opmærksomhed, hvilket jo unægteligt sker med mellemrum, så har man tabt løbet. Det er heller ikke muligt at genstarte et løb, så taber man stort, fordi man for eksempel har valgt den forkerte bil, er der ikke andet at gøre end at fuldføre løbet og så køre helt tilbage til startstedet og for så at prøve en gang til. Det er jo til dels forståeligt, at disse features ikke er tilgængelige, når spillet altid er online på den måde det er, men det er åbenbart prisen man må betale for en integreret multiplayer-del som denne.
Styringen er tung lige i starten, men efter et par besøg i ens garage og lidt fiflen med bilen, kan man snart lave voldsomme powerslides igennem svingene i Ventura Bay. Det indeholder en voldsom elastisk køremodel, hvilket betyder, at det ikke er muligt at stikke af fra modstanderne, da de ligesom har en elastik i ens bil - på den anden side, kan man heller ikke for alvor komme bagud. Det resulterer i nogle hektiske racerløb, hvor dog kun den sidste kilometer for alvor er vigtig, hvis man vil først over målstregen.
Jeg har dog undret mig lidt over spillets GPS, som jo naturligt nok viser den korteste vej fra ens position og til det punkt, man har valgt på kortet. Det betyder dog også, at man bliver ledt af jernbanespor og i modsat retning af trafikken på motorvejen og ja, jeg ved da godt at Need for Speed ikke er et realistisk spil, men det føles ærlig talt lidt dumt, at blæse med 200 km/t på nogle jernbanespor, fordi ens GPS mener at det er den letteste vej fra punkt A til punkt B. Spillet drypper med attitude og måske bliver det lidt for meget ind imellem, men det ville også være forkert, hvis et spil som dette, ville være lige så tørt og seriøst som Forza Motorsport.
Need for Speed er et af de flotteste bilspil man kan opdrive. Bilerne er flot detaljeret og byen er badet i flotte lyseffekter, som spejler sig i de våde veje og de flotte biler. Lyseffekterne ændre sig, alt efter hvilken del af byen man befinder sig i, eller om man kører op af de snoede bjergveje uden for byen. Nogle steder er lyset blåt og koldt, andre steder er det orange og varmt og på havnen er der ikke så meget lys, som i downtown. Det skaber noget variation i udseendet, det ser virkelig flot ud og selv om der nogle gange kan være så meget lys og regn på skærmen, at det kan være svært at se hvor man skal køre hen, så er det altså ren forkælelse af dine øjne at spille Need for Speed.
Lydsiden er ligeledes god, med gode lydeffekter fra bilerne, som ændre sig alt efter hvordan man opgradere dem. Der er skruet godt op for bassen på motorlyden og soundtracket er et heftigt mix af elektronisk musik, drum and bass med lidt rock og rap, hvilket passer godt til spillets stil. Så sluk lyset og på med det gode headset, så giver Need for Speed dig i det mindste en virkelig god visuel og lydmæssig oplevelse, for på disse punkter, fejler spillet i hvert fald ikke.
Alt i alt er Need for Speed et fint racerspil. Desværre kan gameplayet ikke helt følge med grafikken og lyden og spillet tilbyder ikke ret meget nyt og sigter efter det sikre fra Need for Speed Underground, uden helt at nå samme højder. De forskellige løbstyper at for ens og de bliver med tiden ensformige og den påkrævede internetforbindelse byder på nogle kedelige bivirkninger, som gør det hele lidt mere indviklet end nødvendigt. Når alt dette er sagt, så er Need for Speed som sagt et fint racerspil, specielt hvis du har hang til ”Yo Bro” stilen fra The Fast and the Furious filmene – forvent bare ingen revolution af racerspilgenren. Men mindre kan vel også gøre det.
Facebook
Twitter
