NBA 2K15

Anmeldt af: Kristian Mikkelsen - 1. november 2014 - kl. 13:01
Del denne artikel:
0 0

Den amerikanske basket-ligas nye sæson havde premiere i tirsdags, og vi har derfor kigget nærmere på det nye NBA 2K15. Læs mere i anmeldelsen her.

Selvom basketball har flere verdensstjerner som LeBron James og Kobe Bryant, kan man ikke ligefrem kalde basket en populær sport herhjemme. Dette er dog en skam, da sporten ellers har meget at byde på i form af intensitet, spænding og fysik, som for mange er opskriften på den perfekte sport. Sidste år havde jeg fornøjelsen af at anmelde NBA 2K14, der var et imponerende spil med både enorm realisme og flot grafik. Før jeg kommer for godt i gang, må jeg dog også indrømme, at mit forhold til NBA 2K spillene er kompliceret. Hver gang jeg starter en kamp, er jeg fascineret over den virkelighedstro gengivelse af sporten, men samtidig også frustreret, da jeg ikke er den store ekspert ud i sporten. Her må jeg bebrejde mig selv for ikke at have fulgt godt nok med i idrætstimerne, men jeg kunne alligevel ikke sige nej, da jeg fik tilbuddet om at anmelde det helt nye NBA 2K15, da der bare er noget fantastisk over disse basket spil.


Spillet er ligesom sin forgænger udviklet af Visual Concepts, der har stor erfaring med at udvikle sportsspil, som primært henvender sig til det amerikanske marked. Det er altså ikke spil, som er ret kendte på det danske marked, men er alligevel værd at give en chance, da de har rigtig meget underholdning at byde på, når man først kommer i gang med dem. Når det er sagt, kræver de dog en del øvelse, da man som dansker måske ikke kender alle reglerne i de forskellige amerikanske sportsgrene.

Netop de mange ukendte regler i basket har for mig været en af de store udfordringer ved spillet. NBA 2K15 tilbyder nemlig ikke megen hjælp til nye spillere, og hvis man er interesseret i at lære reglerne eller blot den basale styring i spillet, er man nødsaget til at søge hjælp fra internettet. Dette er en skam, da man som nybegynder føler, at spillet udelukkende er henvendt til de hardcore basket fans, der har spillet de forrige udgaver fra serien. Det ville i stedet have klædt spillet, at have nogle træningskampe, hvor man lærer om eksempelvis forsvars- og angrebsteknikker, som man har set det i så mange andre sportsspil.


Styringen er langt fra ligetil, og i denne nye udgave er der gjort meget ud af, at gøre spillet så realistisk som overhovedet muligt. Det betyder, at det ikke er muligt at storme ned af banen for derefter at score, men man i stedet må danne sig et overblik og vente på det rigtige tidspunkt at slå til. Dette er dog samtidig med til at gøre det endnu sværere for nye spillere, men hvis man er mere erfaren, er det helt sikkert med til at gøre spiloplevelse meget bedre. Spillerne har derudover også fået mere realistiske bevægelser, der også gør dem en anelse sværere at styre. Kasteteknikken har også ændret sig, så hver enkel spiller kaster bolden på sin egen unikke måde. Under fødderne på din spiller, er der også placeret et barometer, som er med til at vise hvornår, du skal kaste bolden. Hvis du ikke gør det på det rigtige tidspunkt, vil det resultere i en bold, der rammer ved siden af kurven og i stedet giver en mulighed til modstanderen. Det kræver tid og øvelse at mestre, men allerede efter et par timers spil, lærte jeg en nogenlunde teknik, så jeg kunne score på de fleste af mine chancer.

Selvom NBA 2K15 er svært for nytilkomne, må spillet til gengæld siges at være et af de flotteste sportsspil, jeg nogensinde har prøvet. Omgivelserne rundt om banen er fantastiske med realistiske tilskuere, der har forskellige reaktioner alt efter hvordan kampen udvikler sig. Derudover ligner spillerne til forveksling virkeligheden, og Visual Concepts har tydeligvis lagt et stort arbejde i at genskabe ansigterne på de virkelige spillere i NBA. Dette har vi også set i spil som eksempelvis FIFA, men efter min mening er resultatet bedre i NBA 2K15, hvor man ligefrem kan se sveden løbe ned af spillernes ansigter.

Udover den flotte grafik, oser spillet også af en utrolig realisme, så man til tider føler, at man er vidne til en rigtig kamp. I sidste års udgave af NBA 2K implementerede Visual Concepts et prematch TV program, der blev afspillet i stedet for de traditionelle indlæsningsskærme. Denne idé er ført videre i NBA 2K15, og i mens en kamp indlæses, er to tv-værter i gang med at præsentere dig for den kommende kamp, som man også ser det i virkelighedens sports udsendelser. Kampene bliver også kommenteret af den kendte og ikke mindst erfarne sportskommentator, Steve Kerr, og under halvlegene kan du høre spillernes mening om kampen, når de bliver interviewet af en kvindelig rapporter, der desværre rent grafisk ikke er særlig veludført.


Ligesom sidste år, er det muligt at spille MyCareer, hvilket jeg personligt synes, er det bedste man kan foretage sig i NBA 2K15. Når du skal kreere din egen spiller, har du mulighed for at digitalisere dit eget ansigt ved at bruge din Kinect, men hvis du ikke har sådan en, er der også et utal af muligheder for at modellere spillerens ansigt. Når din spiller er lavet, får du mulighed for at komme på et prøveophold hos et af de mange NBA hold, og hvis du imponerer træneren, vil du skrive kontrakt med det pågældende hold. Dette er med til at skabe ekstra udfordring i spillet, da du ikke har mulighed for blot at vælge et hold, men er nødsaget til at kæmpe dig til pladsen.

I løbet af din karriere, skal du ikke kun yde dit bedste på banen, men også forholde dig til en række dilemmaer, der foregår uden for banen. I omklædningsrummet, skal du snakke med dine medspillere, og hvis du i en periode ikke har spillet optimalt, må du forholde dig til dette oppe på trænerens kontor. Denne rollespilsdel vil bestemt ikke være for alle, men personligt nød jeg virkelig, at der endelig er et sportsspil, der tør at tilføje dele i spillet, der ikke kun handler om selve sporten. Man kan dog sagtens forestille sig, at det i det lange løb, kan komme til at blive en smule ensformigt, men heldigvis er der mulighed for at skippe de fleste mellemsekvenser.


Hvis du til gengæld ikke er så meget til singleplayer delene, er der også stadig mulighed for at spille online mod andre spillere. Her kan du eksempelvis tage en quick match, hvor du møder personer, der er på samme niveau som dig selv. Personligt syntes jeg, at dette næsten var sjovere end at spille mod computeren, da jeg her rent faktisk havde en chance for at vinde. Ens modstander laver nemlig mange flere fejl, når det er en virkelig spiller, da computeren næsten kan være for perfekt. Når det så er sagt, savner jeg dog muligheden for kunne invitere sine online venner til et spil, som man kan i så mange andre titler, men indtil videre må man nøjes med et tilfældigheds princip, hvor man ikke ved, hvem man møder.

Udover Quick match, kan du også prøve kræfter mod andre spillere i MyTeam, som jeg bedst kan sammenligne med FIFAs Ultimate Team. Her skal du nemlig opbygge dit drømmehold ved at indsamle spillerkort, der kan bruges mod dine kommende modstandere. Denne del har også været med i forrige NBA 2K titler, og jeg må sige at det fungerer rigtig godt, og er med til at give spillet en meget længere holdbarhed. Ligesom Ultimate Team har du mulighed for at åbne kortpakker, der indeholder spillere men også nye areaner, trøjer og attributkort, som er med til at gøre dit hold unikt. Disse pakker kan også åbnes i NBA 2K15 appen, der kan downloades til ens smartphone, hvor du også kan redigere dit hold og chatte med andre spillere.

Det er dog ikke kun online delen, der er underholdende men også det at hive NBA 2K15 frem til sociale arrangementer, da man her kan udfordre vennerne i basket. Her er det lige meget hvor dårlig man er, så længe man er på nogenlunde samme niveau. Jeg har i hvert fald haft rigtig meget sjov med at spille med nogle af mine venner, da det ikke er et spil, man normalt møder, når man er hjemme hos en ven. Hvis du leder efter et spil, til sociale sammenkomster, kan spillet altså varmt anbefales, da den intense stemning i spillet hurtigt bevæger sig ud til stuen.


NBA 2K15 er et fantastisk sportsspil, der må siges at være den hedeste drøm for den sande basket fan. Desværre er dette dog formentlig med til at skræmme nye spillere væk, da spillet er utrolig avanceret, og det vil kræve en del øvelse før, man vil synes, at et spil som dette er underholdende. Alligevel fortjener spillet at blive krediteret for den fantastiske stemning og gode grafik, og jeg vil helt sikkert få mange fremtidige timer til at gå med NBA 2K15.
Fakta
NBA 2K15

NBA 2K15

PlatformXbox One
UdviklerVisual Concepts
Udgiver2K Sports
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Rigtig flot grafik, realisme i top, fængende MyCareer del.
Svært for nye spillere, indviklet styring
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:8.5
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.