Det er muligvis det mest forvirrende og mærkværdige PR-stunt længe og et godt bevis på, at Hideo Kojima ofte betræder grænsen mellem gal og genial. I månederne op til udgivelsen af spillet, er Hideo Kojima blevet fyret af Konami, hans navn er fjernet fra spillets æske, og der går rygter om budgetoverskridelser som følge af, at Kojima har skrottet store dele af spillet, og vanvittige arbejdsforhold hos Konami. Tilbage står Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, som et barn klemt inde i en grim skilsmisse, en vanvittig krig mellem udvikler og udgiver. Er Hideo Kojima blevet fyret på grund af et dårligt produkt, eller har Konami simpelthen fyret Kojima på grund af hans arbejdsproces? Står Hideo Kojima med sit magnum opus, eller har spillet ikke kunnet overleve den turbulente proces? En ting er sikkert – Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er afslutningen på en legendarisk spilsaga, og vi er klar med vores anmeldelse.
Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er afslutningen på en storslået saga med superspionen Big Boss som omdrejningspunkt. Som mange af de andre spil i serien foregår det under den kolde krig, med temaer som relationen mellem Sovjetunionen og USA, atomkapløbet og en krigens nye fronter, i takt med at våbnene i større grad fungerer uden mennesker, mens egentlige soldater bliver overflødige. Spillet bygger videre på fortællingen fra Peace Walker, hvor Big Boss fik opbygget Militariés sans Frontiéres, en gruppe af lejesoldater der ikke kæmpede for land eller flag, men ud fra deres eget moralske kodeks. Deres flydende base, Outer Heaven, bliver i prologen - Metal Gear Solid V: Ground Zeroes – ødelagt under et snig-angreb under dække af en inspektion, og Big Boss ender i koma – og Metal Gear Solid V: The Phantom Pain starter da han vågner fra denne, ni år efter Ground Zeroes.
Allerede her rammer The Phantom Pain et højt niveau. Ud over at fungere som en glimrende tutorial, der ikke føles påtvunget, så overrasker prologen med fantastiske sekvenser, som at vågne op fra koma til Midge Ure's udgave af The Man Who Sold the World, at flygte fra hospitalet, der er under angreb af fjendtlige soldater, en flyvende, brændende hval som æder en fjendtlig helikopter og Kojima, der i vanlig stil, laver jokes med spilleren – i dette tilfælde ved at inkludere muligheden for at bestemme hvordan Big Boss' ansigt skal se ud efter en operation, hvilket dog ikke betyder noget, da kirugen dør et halvt minut senere. Det er en yderst velfungerende introduktion til Kojimas stil, spillets gameplay-elementer og hele verdenen, som spillet foregår i.
Efter at han er genforenet med sine gamle kammerater, bliver Big Boss en del af en ny organisation kaldet Diamond Dogs – og så går jagten ellers ind på de ansvarlige bag angrebet på Outer Heaven for 9 år siden. I et storslået forsøg på både at finde de ansvarlige og motiverne bag angrebet – og selvfølgelig har nogen også haft gang i at udvikle en ny udgave af Metal Gear, den type af atom-bærende kæmperobotter, som sagaen har fået sit navn fra. Som Big Boss (nu under navnet Venom ”Punished” Snake, som følge af, at han har mistet en arm – deraf spillets titel) begiver man sig ud på diverse missioner i Afghanistan – og her afviger spillet fra det format, som serien tidligere har brugt.
Spillet er, i nogen grad, open-world. Det er muligt at bevæge sig frit rundt i Afghanistan (og senere hen i Afrika), hvor man kan spille både hovedmissioner og diverse Side Ops, men i høj grad er verdenen tom, i modsætning til spil som Far Cry og Skyrim, hvor der er ting at lave på ethvert gadehjørne. Det fungerer dog fint for spillet, hvor hovedfokus uden tvivl er på missionerne. I modsætning til tidligere indslag i serien, er det dog ikke historien, men selve gameplayet, der er i centrum – og det mærkes blandt andet på, at en stor del af missionerne ikke har nogen betydning for spillets samlede narrativ, og kan spilles i en vilkårlig orden, uden at det bliver forvirrende.
At fokus ikke er på spillets plot i denne omgang betyder dog ikke, at det er dårligt – langt fra. Der er stadigvæk tale om en vanvittig fortælling med triple-agenter, der skifter side, uhyggelige forsøg på at ændre verden, et yderst vellykket persongalleri med adskillelige karakterer med overnaturlige evner, og naturligvis et stort Metal Gear. Det er rart at se en historie, hvor man ikke kan kalde fjenderne for skurke – på trods af deres ekstremt kyniske metoder og helt vanvittige mål, er deres hovedobjektiv sådan set at forme verden, som den legendariske soldat The Boss, Punished Snake's læremester, ville have den til at se ud. Deres fortolkning af The Boss' ønsker afviger dog meget fra Punished Snake's fortolkning, men ikke desto mindre er det svært at definere godt og ondt, når deres mål har samme udgangspunkt – særligt når man sent i spillet får muligheden for selv at udvikle atomvåben på Mother Base og står bag nogen af spillets talrige, modbydelige torturscener.
Selve missionerne foregår ved, at man som Punished Snake bliver sendt af sted med et objektiv – såsom at eliminere en general, redde en krigsfange, opsnappe noget information eller lignende. Det er så op til spilleren at gennemføre missionen, hvilket der gives en stor frihed til. Skal en general elimineres kan dette enten gøres på afstand som en snigskytte, eller man kan snige sig gennem basen og få ham hjem til sin egen base til videre forhør, enten ved at få ham smidt på en helikopter, eller ved hjælp af Fulton-balloner – en særlig ballon, som kan spændes på en fjendtlig soldat, hvorefter han bliver fløjet direkte hjem til Mother Base (hvilket er lige så sjovt, som det lyder). Man kan selvfølgelig også snige sig ind på en fjendtlig soldat, forhøre ham om ruten, generalen kører, smide en mine på den og lade tingene klare sig selv. De fleste af missionerne er på den måde meget åbne, selvom spilleren dog i høj grad belønnes for at snige sig gennem dem, uden at blive set og uden at dræbe nogen, hvilket i visse missioner også er noget nær en nødvendighed. En ting er dog sikkert – der er stor variation mellem missionerne i spillet, de føltes meget friske, og de forskellige muligheder gør, at det heller ikke føles som en direkte gentagelse, når man spiller igennem dem for fjerde gang.
Uanset hvordan man spiller, er The Phantom Pain en gameplay-mæssig fryd. Der er mange små elementer, som går op i en højere enhed, og der er rigtig mange værktøjer til rådighed, som alle bidrager til hver deres fremgangsmåde – selvom at spillet altså vægter en lydløs fremgang højere. Det er sjovt både at kaste magasiner på klipper og bruge soldat-formede balloner til at drage opmærksomheden væk fra en selv, at skyde sig gennem en base med et arsenal af våben efter man er blevet opdaget, eller simpelthen at bruge en Fulton-ballon til at stjæle en fjendtlig tank, der er i færd med at skyde efter en.
Der er dog nogle problemer med farten på spillets plot og missionerne – undertegnede brugte tyve timer på spillet, før jeg ankom til Afrika, hvorefter plottet for alvor tager fart. Jeg føler ikke, at jeg har nølet og brugt overnaturligt lang tid på sidemissionerne, så på sin vis virker det lidt mærkeligt, at visse af spillets centrale personer først introduceres efter 25 timers spilletid, og at plottet går fra langsomt at strække sig frem med en mission hist og her, til pludselig at være i centrum fem timer i streg. Dette kan dog også sagtens forsvares med, at The Phantom Pain er et utroligt stort spil – mange af missionerne er utroligt lange og tager sagtens mere end en time at gennemføre (mens den korteste teknisk set kan gennemføres på halvandet minut, dog først anden gang man spiller den), og der er så meget indhold, at tyve timer inde i spillet faktisk ikke betyder, at man er halvvejs gennem historien – langt fra.
Efter at have klaret hoveddelen af spillet knækker filmen dog; der er mere indhold, men for at tilgå dette skal man enten spille igennem tidligere missioner med forskellige modifikationer, som gør dem sværere, eller spille et væld af sidemissioner. Det er som om spillet tager en pause (efter hvad der egentlig kunne have fungeret som en fin afslutning på det hele), uden nogen egentlig grund – at spille de næste missioner i selve hovedhistorien, uden at skulle gennemspille tidligere missioner igen, kunne sagtens have fungeret. Det er dog kun et lille designelement, som ikke virker helt gennemtænkt – dem findes der en håndfuld af i spillet, men ikke noget, der formår at skade det som en helhed. Bevares, plottet er spændende, veludført og spillet er fantastisk, når man stadigvæk er i Afghanistan, men det bliver hurtigt overskygget af Afrika-delen, som har bedre missioner, flottere natur, mere fokus og fart på plottet og mere interessante temaer, såsom børnesoldater og andre elementer, som stadigvæk præger de nutidige konflikter i Midtafrika.
Det er svært at komme rundt om Metal Gear Solid V som spil, i og med at det er så omfattende. Ud over den lange serie af hovedmissioner indeholder spillet over 150 sidemissioner, som ganske vidst ikke er lige så lange som hovedmissionerne, men ikke desto mindre er der nok at give sig i kast med. Ud over dette skal spilleren også administrere den daglige gang på Mother Base. Soldater man har hentet med Fulton-balloner og frivillige skal sættes i forskellige afdelinger, hvor de bidrager til arbejdet, for eksempel ved at lade spilleren udvikle stærkere udstyr i R&D-afdelingen, give information om fjendtlige baser i Intel-afdelingen, eller hjælpe med diverse opgaver som morterangreb og helikoptere til at hente en, når man skal hjem til Mother Base, i Support-afdelingen. Det er helt muligt for spilleren at lade dette ordne sig selv (omend det vil være ineffektivt), men det giver en stor mulighed for micro-management med et hav af forskellige evner, som påvirker arbejdskraften på forskellige måder, og forskellige vurderinger af arbejdernes kvaliteter, som lader en bytte et stærkere hold, ved at hente bedre folk hjem fra feltet. På samme måde som man kan Fulton-udtrække mennesker, placerede våben og tanks, kan man også hente dyr hjem til den zoologiske have på Mother Base, eller containere med råmaterialer, hvorfra man kan udvinde materialer til forbedringer af basen eller ens våben.
De forskellige dele af Mother Base bliver introduceret løbende over mange missioner, og man føler derfor ikke, at man får for meget indenbords på en gang – man låser stadigvæk op for ting, når man er over halvvejs gennem spillet, deriblandt muligheden for at sammensætte en kampenhed og sende dem på missioner, eller selv at infiltrere en anden spillers base og stjæle dennes ressourcer. Det bliver næsten for omfattende – hovedhistorien og sidemissionerne i sig selv er mere end nok indhold til et fuldt spil, og det trækker væk fra disse, hvis man samtidig vil bruge meget tid på at administrere arbejdsgrupper eller sende enheder på diverse missioner. Det kan til tider blive en smule svært at finde rundt i hvad der egentlig er værd at bruge længere tid på, men alle aspekterne af Metal Gear Solid V er bestemt værd at prøve et par gange.
Grafikken i Metal Gear Solid V er – for det meste – skøn. De forskellige filmsekvenser er utroligt veludførte og pæne, men i løbet af spillet støder man på få elementer, som virker til at være i lavere opløsning end resten, hvilket hurtigt kan trække opmærksomheden væk, hvis man da bemærker dem. Det er en petitesse, men ikke desto mindre en ting, som burde være elimineret inden spillets udgivelse. Det samme gælder grafikken i spillet, hvor et fåtal af genstande i nogle missioner simpelthen ikke ser godt ud – hvilket er mærkeligt, da lignende genstande i andre missioner er lige så pænt som resten af spillet.
De golde sletter nær Kabul ser bestemt godt ud, og murstenshusene er realistiske, men der er ingen tvivl om, at spillets grafik – ligesom plot og gameplay – får et nøk opad, når man rammer Afrika. Områderne med blå vandfald, klynger af grønne træer og store, grå klipper ser utrolige ud, og man får nærmest lyst til at rejse derned – i modsætning til Afghanistans 50 forskellige nuancer af brun. Spillet er vanvittigt pænt, og man kan sagtens fange sig selv i at beundre naturen, i stedet for egentlig at få skudt den fjendtlige general. Særligt plus må dog gives til skildringen af bombede bygninger og brændte lig – sidstnævnte (og lyden at de knitrende gløder) får min mave til at slå knuder på en måde, som få spil gør.
Hideo Kojima har kreeret endnu et mesterværk, som kombinerer science-fiction-lignende elementer som kampklare kæmperobotter og superspioner, med realistiske temaer som børnesoldater og bloddiamanter. Med en fremragende historie, et væld af missioner, som man sagtens kan spille igen og igen i et forsøg på at opnå en højere rang eller gennemføre alle sideobjektiver, sidemissioner til man segner og en designstrategi, der virker til at være, at man gerne vil inkludere "alt undtagen køkkenvasken" – både når det kommer til spillets indhold og det tilgængelige arsenal af våben og værktøjer – er det svært ikke at juble over hvor meget tid man kan bruge på spillet. Det store arsenal og de frie tøjler gør det meget svært at køre død i spillets gameplay, hvor de mange elementer fint fletter sig sammen og støtter op om hinanden. Det er dejligt at se, at afvigelserne fra en del af de ting, som traditionelt har været kendetegn for Metal Gear Solid-sagaen ikke betyder, at spillet er værre end de andre – langt fra. Med så god en serie er det svært at definere hvilken titel, der er bedst, men der er ingen tvivl om at The Phantom Pain er godt deroppe af. Det har bestemt sine mærkelige designvalg, hvor nogle af dem bedst kan klassificeres som designfejl, og er ikke perfekt - men det er tæt på. Uundgåeligt for alle, der kan lide at snige sig gennem missioner, og selv hvis man ikke er typen, så er Metal Gear Solid V: The Phantom Pain et spil af den kaliber, som hæderlige spillere simpelthen ikke bør gå glip af. Hideo Kojimas svanesang er særdeles smuk.
Spillets onlinedel, Metal Gear Solid Online 3, udkommer den 6. oktober, og vil blive bedømt i en separat anmeldelse.
Facebook
Twitter
