Metal Gear Solid: Ground Zeroes

Anmeldt af: Jens Nørup - 25. marts 2014 - kl. 21:51
Del denne artikel:
8 0

Snake er tilbage med knugende koldkrigsstemning og masser af stealth action, i oplægget til Hideo Kojimas afsked med Metal Gear serien. Læs anmeldelsen her.

Ground Zeroes fungerer som en form for prolog, eller forløber for Metal Gear Solid V: The Phantom Pain. Metal Gear serien foregår i en alternativ virkelighed, hvor bunkevis af referencer til virkelige hændelser og begivenheder, krydres med seriens egen fortælling om oprustning, kold krig og en truende 3. verdenskrig.




Serien tager denne gang et kronologisk skridt til 1975 og følger således umiddelbart efter handlingen i Metal Gear Solid: Peace Walker. Vanen tro er handlingen ét stort sammensurium af storpolitiske sammensværgelser, hemmelige alliancer og plottvists, i en grad, der til sammenligning får virkelighedens Krim krise til at ligne en hyggelig familieskovtur.

Snake er i nattens mulm og mørke blevet sendt til Camp Omega basen på Cuba, for at finde ud af hvad der er sket med pigen Paz, som vi mødte første gang i Metal Gear Solid: Peace Walker. Det betyder at han på klassisk vis skal infiltrere den Guantánamo-lignende base; kravle gennem græsset, lege kispus med vagter og nok så vigtigt, finde skjulte kassettebånd, der kan give hints om hvad der foregår på basen.




Gameplayet er klassisk Metal Gear. Snake føles skarp og reagerer hurtigt og præcist. Den kunstige intelligens der styrer vagterne, virker opdateret og det er således blevet lidt sværere at snige sig rundt uden at blive opdaget. Man kan dog altid vælge den direkte vej og lade våbnene tale, dette betyder selvfølgelig at scoren ved afslutningen af banen falder drastisk, jo flere vagter man har nedlagt. Hvad værre er, det forkorter også spillets længde betydeligt.

Der har været sagt og skrevet meget om længden på Metal Gear Solid: Ground Zeroes - og lad det være sagt med det samme; selvom jeg var forberedt på et kort spil, måtte jeg alligevel kigge en ekstra gang på uret, da jeg klarede første gennemspilning på lidt over tre kvarter. Det er således en ganske kort oplevelse, der ganske vist kan tage op imod to timer hvis man vil undgå alle alarmer og kun snige sig af sted.




Efter den første gennemspilning, bliver der låst op for fire nye missioner, der finder sted på samme base. Basen er stor nok til at de fire missioner er tilpas varierede, men det føles alligevel en lille smule som genbrug hver gang man sniger sig af sted bag vagttårne og felttelte. Der er dog masser at foretage sig, og hver ekstra mission afdækker nye lag i den omfattende historie, der fungerer som oplæg til den egentlige udgivelse; Metal Gear Solid: The Phantom Pain.

Det er i virkeligheden den største udfordring ved Ground Zeroes. Man véd på forhånd at man skal spille en, endog meget, kort introduktion til det "rigtige" spil. Spillet fungerer som sådan fint, men virker mest af alt som noget, der i andre spil ville have været en udvidelsespakke, og endda en lille en af slagsen. Set i dét lys virker prisen, der i skrivende stund er cirka 250 kr. ganske enkelt i overkanten. Spillet kan dog købes som ren download via Xbox Live til 149,- og den pris er meget mere rimelig, omend stadig pebret i forhold til hvor meget spiltid man får for pengene.




Vi får ellers et fint fingerpeg om, hvad der venter os når Metal Gear Solid: The Phantom Pain udkommer, formentlig i begyndelsen af 2015. Grafikken er lige så lækker som man kan forvente af serien, med flotte lys- og skyggeeffekter, og selvfølgelig de lange, enormt flotte mellemsekvenser, der er seriens varemærke. På lydsiden er stemmeskuespillet for hovedpartens vedkommende ganske godt, hvor især Kiefer Sutherland i rollen som Snake, tilføjer spillet en dosis sammenbidt Jack Bauer.

Spillet har også en udmærket Xbox SmartGlass funktion, der giver dig muligheden for at styre Snake's håndledscomputer, i spillet kaldet iDroid. Det giver dig mulighed for på din iPad eller lignende at kalde spillets kort frem, afspille båndoptagelser du samler op og meget mere. Det fungerer utrolig godt, og når du for eksempel markerer en vagt du vil holde øje med, kan du med det samme se det på kortet på din iPad og på denne måde planlægge din færden uden konstant at skulle skifte frem og tilbage i spillets menuer.




Alt i alt er Metal Gear Solid: Ground Zeroes et ganske velfungerende spil. Samtidig må man bare erkende at det også kun vil være en parentes i spilhistorien, et eksempel på hvor langt en udgiver vil gå for at holde interessen for en udgivelse i gang og samtidig score en hurtig gevinst. Nu skal man ikke altid holde kvantitet over kvalitet, men når et spil som Splinter Cell: Blacklist, der også byder på masser af snige-action, nu kan fås for næsten samme pris som det du skal lægge for Ground Zeroes, er det svært at argumentere for at Metal Gear Solid: Ground Zeroes er et godt køb.
Fakta
Metal Gear Solid: Ground Zeroes

Metal Gear Solid: Ground Zeroes

PlatformXbox 360
UdviklerKojima Productions
UdgiverKonami
Spillere1
Udgivelsesdato20-03-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Gennemført gameplay, flot grafik
Alt, alt for kort
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.