Fra første sekund kan man mærke, at der er nye boller på suppen. Ganske pæne mellemsekvenser lækker grundlinjen til det efterfølgende festfyrværkeri, hvor man med tungen lige i munden skal give sin controller som fortjent. Siddende i en limousine med præsidenten for et afrikansk land, bliver den kortvarige idyl lynhurtigt vendt fuldstændigt på hovedet. En gruppe cyborgs angriber, og inden længe er man fanget i et ulige opgør. Heldigvis er man ikke uden evner, man indtræder i rollen som navnkyndige Raiden, som kendere af serien hidtil ved, sagtens kan uddele ørefigner.
Man får en helt kort tilgang til styringen, hvor de første fjender villigt lader dig komme undervejs. Man når dog på ingen måde, at føle sig ført ved hånden. Lynhurtigt er det dødsens alvor, og man får smidt en overmagt af dimensioner direkte i ansigtet. Der er end ikke gået ti minutter før en kæmperobot (Metal Gear Solid) flyver direkte ind fra højre. Kampen eskalerer, og man når både at løbe direkte ovenpå affyrede missiler, glide ned af et søndersprængt klokketårn for endelig at skære bæstet i et utal af småstykker. Her bliver ikke brugt meget tid på at tale udenom.
Essensen af spillet er ekstrem action. Det føles som om udviklerne har sat sig ned, og bare udtænkt de mest ekstreme scener for derefter bare at servere dem som en ren tour de force. At spillet er helt ude på det mentale overdrev skaber jo ikke en oplevelse i sig selv. Her fungerer det, fordi PlatinumGames er så utroligt dygtige til deres håndværk. De mestrer simpelthen den styring, som skal give dig det maksimale ud af det adrenalinsus som Revengeance er.
I stil med deres tidligere udgivelser, er der her tale om ren fokus på kamp. Samtidig har man sørget for, at kontrollen ikke er alt for kompleks samt at der ikke er for mange kombinationer tilgængelig. I stedet er det et spørgsmål om at gennemskue mønstre og ellers time sine egne angreb/forsvar til perfektion. Du har et let samt et kraftigt angreb, og kan vælge at gå i det såkaldte Blade Mode, hvor tiden går langsommere mens du med de analoge joysticks har helt styr på dit sværds sving. Sidstnævnte kan bruges til at uddele de ekstreme ydmygelser, hvor fjenderne systematisk bliver hakket i stumper og stykker.
Det hele er lempeligt garneret med sekundære almindelige våben, samt nogle mere ekstreme våben man kan samle op efter givne bosskampe. Dertil benyttes der en version at QTE, der faktisk fungerer helt fint her. Måske fordi effekten er så lækker, og det føles som en naturlig del af kampene. Endelig er det bakket op af et virkeligt godt pareringssystem, hvor man med perfekt timing kan åbne modstanderen for et kontraangreb. Modstanderne varsler deres angreb med et rødt glimt, og især på de højere niveauer det er en ren taktisk nydelse når man begynder at mestre dette aspekt.
Der er en smule malurt i bægeret. For det første så er det et temmelig kort spil. Giver man den fuld gas, så er man ved vejs ende efter en 6-7 timer. Det til trods for en del ikke interaktive sekvenser undervejs. Dertil er kameraet virkeligt noget af en modstander. Det hopper rundt, og gør ofte at man ikke kan se fjenderne. I et spil, hvor det netop er utroligt vigtigt at betragte fjendernes mønstre og konstant være klar på modangreb er det noget af en synd. Når det samtidig kan være livsfarligt og noget nær umuligt at bryde når man først er fanget i et angrebsloop, så baner det vej for en del edder og forbandelser.
I sidste ende er der dog ingen tvivl om, at når man først er blevet fanget af kampglæden, så er det her bare noget af det mest givende længe. Det er befriende, at man bare har fokuseret på kernen, mens man har skåret alt det overskydende fedt bort. Teknikken på nær kameraet bakker fint op, hvor flotte animationer og tempofuld musik på de rette steder er med til at sætte tempoet. Fem sværhedsgrader gør samtidig, at der er mulighed for feinschmeckerne, som virkelig vil prøve sig selv af på højeste niveau. Man skal ikke tage fejl af, at på højeste niveau er det her virkelig svært men hvad gør det, når det nu også er givende og sjovt.
Facebook
Twitter
