Mercenaries 2: World in Flames

Tre lejesoldater, flere arbejdsgivere, masser af targets og ikke mindst en uslukkelig hævntørst er drivkraften bag efterfølgeren til det utroligt populære Mercenaries. Nu står verden i flammer i Mercenaries 2 og du er ikke en tøddel interesseret i at slukke ilden!

Da Mercenaries: Playground of Destruction i 2005 blev sendt på gaden af Pandemic og Lucasarts var det til en generel god kritik og flere rosende ord fra anmelderne. Nu er efterfølgeren med tilnavnet ”World in Flames” på butikshylderne og endnu engang er det Pandemic Studios der står bag udviklingen, mens det er Electronic Arts, der i denne ombæring har taget sig af at udgive spillet.






Som i det første Mercenaries spil engang tager du kontrollen over én af de tre lejesoldater. Det drejer sig om den ærkeamerikanske Christopher Jacobs, kinesiske Jennifer Mui eller manden fra vores naboland, svenskeren Mattias Nilsson. Hver især har de deres egen personlighed og styrker, som f.eks. hurtigere regenerering af health, mængde af ammunition og større bevægelighed. Man kan kun vælge én af de ovennævnte, og når valget er foretaget omhandler spillet udelukkende denne, medmindre man kaster sig over co-op, men mere om det senere.

Historien udspiller sig i Venezuela, august 2010. Vores helt befinder sig hos forretningsmanden Solano. Solano har netop hyret dig til at redde en general ved navn Carmona, en gut der sidder i fængsel som følge af et mislykket kup mod den venezuelanske præsident. Missionen lykkedes, men da du returnerer til Solano for at indkassere din præmie, betaler han dig i stedet ved at forsøge at slå dig ihjel. Du overlever naturligvis mordforsøget og kodeordet er nu ene og alene hævn! Muligheden for dette opstår, da Solano, i et forsøg på at få kontrol med Venezuelas olielagre, kaster sig ud i en krig mod det gigantiske olieselskab Universal Petroleum, som samtidigt hyrer lejesoldater til deres kamp mod regeringen.






Dermed kastes man ind i en uhæmmet krig om olie, magt og prestige, og som en ægte lejesoldat er man selvfølgelig ikke mere loyal, end at den der betaler mest, er din næste arbejdsgiver. Dette er samtidigt spillets twist og det der adskiller Mercenaries konceptet fra andre sandkassespil.

På overfladen ligner Mercenaries 2 sin forgænger og kontrolsystemet er som man kender det fra de fleste spil i genren. Man kan således løbe, hoppe, slå, skyde og kaste granater eller andet eksplosivt materiale, intet nyt under solen her. Foruden disse ”normale” features har man muligheden for at hidkalde support i form af kasser med våben, health eller lignende, man kan få transport til lands, vands og i luften leveret ved et enkelt opkald og hvis man er godt ond i sulet, kan man bestille ét af de mange forskellige luftbombardements og dermed jævne alt indenfor et betragteligt areal med jorden. Denne support feature er fornøjelig men ikke kun med for synets skyld, da man ofte skal være meget omhyggelig med, hvad man benytter sig af og ikke mindst, hvad man køber ind til de forskellige missioner.






Når man har overstået Mercenaries 2’s tutorial vil man fra den spæde begyndelse kun have én arbejdsgiver, Universal Petroleum, men efterhånden som spillet skrider frem, vil man blive tilkoblet flere kontakter fra de forskellige fraktioner og det er netop på dette område at Mercenaries-konceptet virkeligt er fremragende. For selvom du er inde i kridthuset hos din ene arbejdsgiver, så kan den næste kontrakt fra en anden arbejdsgiver pludseligt dreje sig om, at du skal dræbe, fange eller smadre strategiske punkter hos din første arbejdsgiver og dermed spolere alt hvad der hedder samarbejde. Derfor er der altid et strategisk koncept i din næste kontrakt, for hvem vil man allerhelst være venner med? Eller sagt på en anden måde, hvem vil man allermindst have som fjende?

De forskellige fraktioner sørger konstant for at have missioner klar til dig, og hvis man ikke lige er tændt på at kaste sig i krig med ét af spillets hovedmissioner, så kan man i stedet kaste sig ud i at udforske det enorme landskab som man kan boltre sig på igennem spillet. Her bydes der bl.a. på sekundærmissioner i form af bygninger der skal smadres og nøglepersoner der skal fanges eller tilintetgøres. Endnu engang skal man vælge disse sidemissioner med omtanke, for de bygninger som den kinesiske hær gerne så jævnet med jorden, kan meget vel tilhøre Universal Petroleum – og er man tilknyttet begge fraktioner, så vil man unægtelig skabe en konflikt.






Hovedmissionerne virker fra spillets begyndelse som værende uvarierede og man synes man løber rundt og laver det samme konstant, men når den lidt træge begyndelse er overstået, kommer der pludseligt mere fart over feltet og missionerne begynder pludseligt at spænde meget bredt. Så det ene øjeblik har man til opgave at smadre en boreplatform mens man i det næste øjeblik skal køre en lyserød pigeknallert i sikkerhed mens man beskydes fra alle vinkler.

En ny feature i Mercenaries 2 er, at olie spiller en central rolle. Man kan ikke hidkalde support uden olie, da det koster brændstof at få forstærkninger, blive hentet i helikopteren eller lignende. Olie kan samles ved at kommandere sin helikopterpilot til at hente store olietanke, eller ved at destruere køretøjer, som så efterlader olie. Foruden olie kan man også få sin helikopterpilot til at hente forsyninger i form af f.eks. penge eller forskellige airstrikes.






Mercenaries 2 har dog et par alvorlige ridser i lakken. Det mest mærkbare er en række graverende fejl. F.eks. er spillets GPS funktion fuldstændigt i hampen, og man vil ofte opleve, at GPS’en leder spilleren på afveje frem for at føre denne frem til målet. Derudover har jeg i enkelte tilfælde oplevet at folk skyder direkte igennem vægge mens man kan komme ud for en række glitches, som f.eks. svævende genstande og flyvende fjender. Derudover er spillets AI uhyggelig lav, og ofte er fysiksystemet noget ubalanceret. Undertegnede måtte i hvert fald ryste lidt på hovedet, da man sparker til en bil, som reagerer ved at flyve flere meter tilbage.

Det er ikke kun missionerne der er varierede i Mercenaries 2, det er grafikken nemlig også. Overordnet er den grafiske linje i orden uden at være prangende. Miljøerne er godkendte og spillets figurer er ligeledes acceptable. Det der unægtelig fungerer som spillets hemmelige krydderi er eksplosionerne, som virkeligt fremstår kraftfulde og detaljerede. F.eks. eksploderer olietanke i et ekstremt lysglimt mens bygninger bliver jævnet med fuldstændigt med jorden i et virvar af murbrokker og støv. Til gengæld er de såkaldte ”action hijacks” hvor spilleren kaster sig over et fjendtligt køretøj, elendigt animeret. Disse ”filmsekvenser” er hakkende, uskarpe og ligner mest af alt noget fra den sidste generation af konsoller, hvilket er ærgerligt, da det netop er her at kameraet er helt up-close-and-personal. Det skal i øvrigt nævnes at frameraten er overraskende stabil til trods for den til tider hektiske aktivitet på skærmen.






Lydsiden følger den grafiske front nogenlunde. Dette skyldes bl.a. at det er den svenske Peter Stormare, kendt fra bl.a. Prison Break, der lægger stemme til lejesoldaten Mattias på hans velkendte, komiske facon. Dog skæmmes præstationen af en række irriterende gentagelser, som f.eks. når Mattias nedlægger en fjende og for gud-ved-hvilken-gang udbryder ”amateurs”. Lydeffekterne er kraftfulde og der er igen fokus på de dramatiske eksplosioner og den gennemtærende, øredøvende lyd af bygninger der falder sammen.

Ét af de kærkomne tiltag i Mercenaries 2, er muligheden for at tage del i løjerne via co-op over Xbox Live og her er der vitterligt tale om en levetidsforlænger af de helt store, for selvom destruktion jo altid er sjovt, så er det nu sjovere med en kammerat der kan hjælpe med at rive alting fra hinanden. Co-op delen fungerer som ”join and leave” således at spillet generelt set er upåvirket af, at en kammerat beslutter sig for at hoppe med. Man kan hjælpes ad med såvel hoved- som sidemissions og foruden en begrænsning på hvor langt man kan bevæge sig fra hinanden, er der ingen grænser for, hvad man kan give sig i kast med.






På bundlinjen er Mercenaries 2 både omfattende og omfangsrigt. Der er masser af ting at give sig i kast med og et tilpas stort areal at udforske og til trods for, at der ikke nødvendigvis er den store replay value i spillet, så giver co-op muligheden masser af muligheder for, at klare spillet flere gange, med forskellige taktiske indgangsvinkler. Der har været meget tale om fejlraten i Mercenaries 2, og der skal heller ikke herske tvivl om, at spillet skæmmes af en række irriterende fejl, som i værste tilfælde har stor indflydelse på spillet – men at gå så vidt som at kalde Mercenaries 2 for uspilleligt er bestemt at overdrive.

Mercenaries 2: World in Flames er ikke nogen spilmæssig åbenbaring, men kan man lide kombinationen af strategi og ting der sprænges i luften i et sammenkog af glimrende visuelle effekter og en kraftfuld lydside, samtidigt med at man forsøger at holde sig i kridthuset hos et væld af verdens supermagter, så bør man give spillet en chance – specielt hvis man har en kammerat med samme præferencer, man kan spille spillet med.