I historien indtager man rollen som enkeltpersoner i forskellige elitekorps, der er indsat i Afghanistan for at tage kampen op imod Taliban. Efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet, vil der være mulighed for både at flyve i en AH64-D Apache helikopter for at angribe fjender fra luften og ligeledes køre igennem det barske terræn på quadbikes. Der er i alt 10 forskellige missioner, som varierer af længde og type. Der er både missioner, hvor man skal snige sig uopdaget frem, missioner hvor man sønderskyder folk og huse fra luften, og så er der selvfølgelig ganske normale missioner, hvor man skal kæmpe sig vej igennem fjendtlige områder.
Spillet giver mulighed for, at man kan spille historiedelen på tre forskellige sværhedsgrader. Forskellen på sværhedsgraderne er ikke, at der kommer flere fjender men derimod, at det gør lidt mere ondt, når man bliver ramt af skud muligheden for at storme frem imens man skyder til højre og venstre samtidig med, at man overlever, bliver selvfølgelig også mindre alt efter hvilken sværhedsgrad, man vælger. Når man er færdig med at gennemføre historien, sidder man lidt med en fornemmelse af, at man er klar til at kaste sig ud i det endnu en gang. Dette har Danger Close tænkt på ved at indføre den såkaldte Tier 1-mode, hvor man skal bevæge sig igennem alle missionerne i historiedelen på tid i et forsøg på at opnå den bedst mulige placering på online leaderboards. Alt efter hvilket niveau man vælger at spille spillet igennem på, kan historien klares på omkring 6 timer og opefter.
Med som hjælp igennem de forskellige missioner har man et par andre holdmedlemmer, som faktisk udgør en ganske stor hjælp. De forsøger aktivt at skyde fjenderne, og der er ikke de ellers så ofte sete situationer, hvor de computerstyrede enheder ikke rigtigt gør noget for at hjælpe dig fremad i historien tværtimod så oplever man, at man kæmper side om side med dem, hvilket er ganske lækkert. Der er desværre ikke mulighed for at spille igennem historiedelen i co-op sammen med en ven, det ville ellers have været ret lækkert, og det er jo en ting man efterhånden ser i mange lignende spil.
Noget der til gengæld ikke er set i så mange spil, er muligheden som man har for at skifte imellem forskellige skudtyper på sine våben i historiedelen af spillet. Der er på de normale våben både mulighed for at lave manuel, altså et enkelt skud af gangen, og automatisk, hvor den affyrer skud, indtil du giver slip på aftrækkeren eller magasinet løber tør for kugler. Denne mulighed er faktisk ganske rar at have også selv om man på intet tidspunkt er i reel fare for at løbe tør for kugler, da man under hele spillet har mulighed for at spørge sine holdkammerater om mere ammonition.
Medal of Honor har naturligvis også en online multiplayerdel, hvor det er muligt at spille helt op til 24 personer samtidig. Som tidligere nævnt er det svenske DICE, der blandt andet er kendt for at have lavet Battlefield, som har stået for dette. Det siger lidt sig selv, at netop multiplayerdelen af et spil som dette nærmest er den altafgørende faktor for, om spillet bliver en succes eller ej. Måske er det netop derfor, at EA har valgt, at det var DICE, der skulle stå for udviklingen af denne del.
Når man spiller multiplayer er der to forskellige holdtyper, nemlig de allierede styrker og modstanderne. Der har været meget medieomtale af, at DICE oprindeligt valgte, at modstanderne skulle hedde Taliban, men dette er senere hen blevet fjernet på grund af en masse kritik fra familie og venner til dem, som er blevet dræbt i den nuværende krig i Afghanistan. Om de hedder Taliban eller ej, gør selvfølgelig ikke den store forskel for spilleoplevelsen. Der er i alt 8 forskellige online baner, som man kan spille på.
Uanset hvilket af de to mulige hold man er på, er der tre forskellige typer af karakterklasser: Rifleman, Special Ops og Sniper. Forskellen på de tre typer er naturligvis hvilke slags våben, de er udstyret med fra starten. Rifleman og Special Ops adskiller sig på den måde, at den første er bedre overall og er mere effektiv på afstand end den anden. Sniper er selvsagt bedst på afstand. Når man starter på sin onlinekarriere, starter man ud med standard våbene. Efterhånden som man spiller, optjener man point, som låser op for 15 forskellige niveauer indenfor hver af de tre mulige klasser. De point, som man optjener, har kun indflydelse på den pågældende klasse, som pointene er optjent med. Sagt på en anden måde, så skal man altså låse op for alle 15 niveauer på alle tre klasser. Efterhånden som man får låst op for de enkelte niveauer, får man nye opgraderinger til sine våben eller nye våben. Foruden det, at man stiger i niveau, optjener man også forskellige medaljer og udmærkelser.
Set i forhold til eksempelvis Modern Warfare 2 er onlinedelen af Medal of Honor meget forenklet. Der er eksempelvis ikke mulighed for at vælge perks, og killstreaks - som i spillet hedder support actions - er også ens for alle. Dette er uden tvivl med til at give en mere afbalanceret onlineoplevelse. Der er 7 forskellige support actions, herunder mortérangreb og raketangreb som er de første, og luftangreb og cruisermissilet som er de mere avancerede og effektive.
En af de ting, som er rigtig rart med Medal of Honor, er, at de har valgt at lave styringen mere eller mindre identisk med den, som mange vil kunne genkende fra Call of Duty. Dette betyder, at hvis man tidligere har spillet eksempelvis Modern Warfare 2, så skal man ikke bruge tid på at vænne sig til at styre på en anden måde. Desværre savner man lidt at kunne lægge sig helt ned i multiplayerdelen af spillet, men dette er nok blevet udeladt for at sikre et mere flydende gameplay, hvor folk har en smule sværere ved at ligge og gemme sig på banen med en riffel og plaffe hovederne af sine modstandere. Til gengæld har DICE valgt at der ikke er noget killcam, det vil sige, at medmindre man ser, hvem der skyder på en og hvor han er, inden man dør, så er der ingen mulighed for at se, hvor modstanderen befandt sig.
Der er i alt fire forskellige online spiltyper samt muligheden for at spille i en hardcore playliste, hvor man ikke selv kan vælge, hvilken af de fire spiltyper, man vil bruge sine kræfter på. Af de fire mulige er der Team Assault, som måske er bedre kendt som Team Deathmatch, Sector Control, hvor man skal kæmpe om at holde tre punkter på et kort i længst mulig tid, Objective Raid, hvor man skal forsvare to punkter, som modstanderen skal forsøge at springe i luften, og så er der Combat Mission, som handler om, at man enten skal forsvare eller angribe fem forskellige punkter på kortet et af gangen.
I de timer, som undertegnede har spillet Medal of Honor online, fungerer det ganske godt. Det hele lader til at gå en del hurtigere end i eksempelvis Call of Duty, og det kræver lidt tilvænning, men det er jo som man kunne forvente. Et af de største problemer med onlinedelen er, at de såkaldte spawn points, altså stedet man bliver sat ind, når man genopstår efter at være død, ret ofte er virkelig dårligt placeret. Gang på gang oplevede jeg, at lige når jeg genopstod, var det få meter fra en fjende, som vel at mærke løb imod mig enkelte gange blev jeg endda placeret lige foran en raket fra en raketkaster. De kunne godt have lavet det bedre, så man ikke blev kastet lige ud i et angreb, men i stedet fik en chance for at reagere på den ene eller den anden måde.
Ligesom det efterhånden gør sig gældende i de fleste spil fra EA og også en del spil fra andre udviklere, så skal man have et online pass. Det lader dog ikke til, at man ikke kan spille online, hvis man ikke har det der står i alle tilfælde ikke noget om, at der er 7 dages prøveperiode, som der ellers gør i andre EA-titler. Til gengæld bliver man konstant spurgt om man vil indløse eller købe et online pass alene denne dialogboks kan få selv den mest nærrige person til at investere i det, for den er virkelig irriterende.
Den sidste lille ting som jeg vil nævne i forbindelse med onlinedelen af spillet, er muligheden for at definere, hvem man vil kunne snakke med i selve spillet. Der er mulighed for at slå det hele fra, kun snakke med sine holdkammerater eller begrænse det helt til sine venner. Dette burde udelukke diverse problemer med unge amerikanske teenagere, der gør hvad de kan for at larme i deres mikrofoner.
Det grafiske i Medal of Honor er på mange områder ganske flot. Desværre er der også en del fejl, blandt andet meget pixelerede mellemsekvenser, typisk når tingene går rigtig stærkt. Der er mange små detaljer i spillet blandt andet det man også kender fra Battlefield, hvor det er muligt at smadre bygningerne og omgivelserne til en vis grad. Alligevel når spillet ikke helt op i superligaen, når det kommer til det grafiske indtryk, og det er lidt synd. Der er mange spil indenfor denne genre, og derfor er vigtigheden af at have et flot spil selvfølgelig også til stede.
Lyden derimod er helt exceptionel. Eksempelvis når man kaster en granat, så kommer der et dejligt drøn, som nærmest bringer tankerne tilbage på nytårsaften, da man var yngre og dumdristig. Det er generelt lavet godt og er med til at give den helt rigtige stemning til spillet.
Helt generelt er Medal of Honor et virkelig underholdende spil. Når man har gennemført singleplayerdelen, har man straks lyst til at prøve kræfter med Tier 1-mode, og netop de indbyggede leaderboards vil uden tvivl gøre det sjovt at forsøge at slå sine venners rekorder. Der er som sagt nogle små grafiske fejl hist og her, men ikke noget, der decideret går ind og ødelægger spilleoplevelsen som helhed. Når det kommer til multiplayerdelen, er det i det store hele nok en smagssag, om man kan lide den eller ej det hele foregår lidt hurtigere, men hvis man ikke har noget imod det, så er det i virkeligheden det, som kan gøre det hele sjovere.
Medal of Honor kunne meget vel gå hen og blive det førstepersonsskydespil, som folk vil spille resten af året. Det afhænger selvfølgelig ret kraftigt af, hvad en af de mest åbenlyse konkurrenter, nemlig Treyarch, har formået at gøre med deres Call of Duty: Black Ops. Men lige nu er der ingen undskyldning for ikke at have forudbestilt det, hvis man altså kan lide denne genre.
Facebook
Twitter
