MechAssault 2: Lone Wolf

Anmeldt af: - 13. februar 2005 - kl. 12:18
Del denne artikel:
5 0

En ukendt fjende, en fjendes fjende, nye Mechs og nogle mystiske datakerner. Dette er hoved ingredienserne i Day 1’s MechAssault 2.

Det er efterhånden et par år siden vi sidst stillede bekendtskab med MechAssault. Et af de Xbox Live spil der havde mest potentiale i sin tid.
Nu er efterfølgeren så klar, og jeg er klar til at fortælle om mine indtryk.

Gameplay
Ude i galaxen har det velkendte og overlevende mandskab fra Woolfs Dragoon endnu engang samlet sig. Briefing boy, major Natalia og vores mech warrior er atter samlet, da tingene begynder at blive hedt om ørene. Nogle ukendte styrker invaderer en by på jagt efter noget.
For at finde ud af hvad der sker, bliver DU sendt ind.




Men slet ikke som kaldt styrter et rumskib ned med mulige overlevende ombord, og her kommer Woolfs Dragoon så på ny mission (dvs. dig).
På jagt efter nogle forklaringer bliver der skabt en lidt speciel alliance.

Fans af genren vil nok ånde lettet op over af spillet gameplay mæssigt set, ikke har ændret sig meget i forhold til forgængeren. Her tænkes der bl.a. på styringen og måden at spille på.
Men… man slipper sjældent godt fra at lave en efterfølger uden ændringer, og det er heldigvis heller ikke tilfældet.
Du starter ud med en lille kamp dragt, som dog kan mere end den ser ud til. Denne er nemlig en prototype hvis teknologi er baseret på Ragna rocken fra første spil.
Udstyret med en mellem kraftig motar, gribe klo, pulslaser og jump jet, er du godt på vej til sprede død og ødelæggelse omkring dig.
Våbensystemet er der egentlig ikke så meget nyt i, men kloen er derimod straks mere interessant. Med denne kan du nemlig erobre en modstanders mech med følgende trin.

Neurohack:

1) Flyv tæt nok på en fjendtlig mech
2) Tryk ”A” ved kontakt
3) Efter du har sat dig fast på ham skal du udføre en serie af forskellige trykkombinationer som varierer fra mech til mech. Disse trin kan være lidt vanskelige i starten, specielt fordi man stadigt kan tage skade. Men det hele kommer med træningen. Magter du ikke at trykke kombinationen i tide eller rammer forbi, vil du blive kastet af og miste en del af din energi som du altså ikke har så forfærdeligt meget af. Udfører du komboen vil du blive belønnet med en tom Mech som du nu er klar til at overtage.





Som spil fungerer det alligevel ret lig 1’eren. Du skal stadigt fra A til B, mens der engang i mellem er ting du skal beskytte, og fjender som skal beskydes.
Alligevel har man prøvet at gøre spillet mere varieret ved at lave missioner hvor du kan benytte stealth, missioner hvor du har forskellige targets men hvor du ikke er iført din battle armor, eller hvor du skal beskytte din base med en plasma kanon eller være kreativ.
Du kan også vælge at forlade din mech ved et tryk på ”Y”. Dette anbefales da ikke da din sårbarhed vil faldes drastisk, men i nogle tilfælde kan det være direkte nødvendigt. Som eksempel kan jeg


berette at jeg var i head – head mod 2 andre mechs af samme type. Efter jeg havde smadret den ene og den anden var så medtaget at dens energireaktor var så overbelastet at den alligevel var ved at sprænges, så jeg mig alligevel nødsaget til at hoppe ud af min egen da jeg mild sagt ikke havde det bedre. Det lykkedes mig at komme i skjul om nogle sten, og da jeg så den fjendtlige mech på tilbagetog skyndte jeg mig tilbage til min skudkraft og bankede nogle velplacerede missiler ind i ryggen på den. Fjendes maskine eksploderede og jeg humpede langsomt overmod det grønne metal som skulle reparere min maskine. Det tog sin tid, men det lykkedes. Det er en af de kampe man vil huske noget tid endnu.
Man føler sig alså mest sikker inde i sin store 100 tons Mech der kan tåle noget skade, og knække højhuse som var det tændstikker. Men muligheden for denne ”ud af kroppen oplevelse” giver spillet lidt andre perspektiver. Man får bedre fornemmelse for hvor stor disse maskiner egentlig er, som var et lille problem i Mechassault 1.

Grafik
Set fra en grafisk vinkel.
Kunne man lide den fra 1’eren vil man også helt sikkert kunne lide den der findes i MA2. Grafikken har fået et pænt overhaul, og der findes lige fra store flotte træ landskaber til store byområder.
Eksplosionerne fra Mechs er blevet tunet og suger nu nærmest billedet ind, som også burde være grund nok til at holde på afstand inden der sker.




Spillets framerate ligger tilpas høj og stabilt, men den kan af og til dale ved større kampe, men det er ikke noget man uden videre bider mærke i.
Det hele ligner dog sig selv, og det er ikke den samme ”wow fornemmelse” som man fik dengang.
Ikke desto mindre er det stadig væk smukt at se på.

Lyd
Hvor Mechassault 2 fejler lidt er på musikken. Det virker ikke som om den lever helt op til lyd effekterne, eller grafikken vel og mærke.
Selv er jeg af den holdning af lyd effekterne i det første spil var en anelse bedre, mere rumlende og fyldige, men dem i MA2 er stadigt ikke til at kimse af.

Xbox Live
Som nævnt tidligere havde gamle MA en del live potentiale, og dette har man forsøgt udbygget.
Du vil have muligheden for at tage kampen op med eller mod 11 spillere (Dvs. 12 spillere i alt hvis man skulle være i tvivl) i en række forskellige game modes.
Du kender Capture the Flag, Survival og Last man standing. Lidt mindre kendt er Grinder, som er en survival mode, hvor du eller ven skal kæmpe mod hårde odds for at se hvor længe du/i kan holde.

Destruction går ud på at smadre alt hvad der kommer i vejen for dig.

Check It! Er kendt fra mange andre spil bl.a. Halo 2 og Rainbow six: BA mf. Dog med en lidt anden variation.
Den går kort sagt ud på at kontrollere en række punkter, som der findes 5 af på banen. Den som får alle 5, eller ender med flest når spillet er ovre, vinder.




Snatch It! Er en jagt på datakerner som ligger spredt rundt omkring på kortet. Disse skal indsamles og returneres til sin egen base. Spiltypen er holdbaseret. Det hold som samler flest vinder.

Så er der Base War hvor hvert hold (rødt eller blåt) har hver sin base og hver sin generator. Denne logiske nok ud på at smadrer fjendes, og holde dit holds intakt.

Conquest er den spiltype som skiller sig mest ud fra mængden. Den går ud på at overtage verdensherredømmet, eller snare universet og det sker over xbox live.
Når man begynder sin quest skal man finde sig en hær at joine, som der findes 5 af i alt.
Disse 5 hære skal så kæmpe kampe for at overtage flest mulige af de i alt 40 planeter som ”universet” består af.
De forskellige planeter indeholder nogle givende spiltyper og nogle point som skal erobres hvis man vil gøre sig håb om at få overtaget denne.
Det fængende ved conquest er at der hele tiden sker noget, også når du ikke spiller. Derfor at det en god ide at holde sig velunderrettet om sin status. Kampe udkæmpes når du ikke er til stede, og i modsætning til et slag CTF, påvirker det faktisk dig.
Og i tilfælde af du ikke lige er ved din xbox, kan du jo altid klikke dig ind på www.mechassault2.com

Fælles for alle multiplayer spiltyperne er at de er forholdsvis lagfrie. Dertil skal det siges at du dog sagtens kan støde på spil hvor der er intet der kører som det skal, men generelt virker det nu fornuftigt.
Grafikken er selvfølgelig nedtonet i forhold til singleplayer delen.
Det skal også nævnes at spillet starter lidt anerledes end man er vant til. Hvor man før plejede at vælge Mech i lobbyen og derefter gå i krig, starter man nu op i en lobby hvor folk venter på spillere



for herefter at starte. Når spillet er gået i gang starter alle folk til fods, og her har man mulighed for at løbe ind i lige netop den Mech man vil, hvis altså ikke ens teammate tager den.
Der vil sikkert opstå en del frustration hvis man ikke spiller med de rigtige mennesker, for valgt af mech og taktik betyder en del for sejr.
Ikke alle bryder sig om at blive ladt tilbage med en rimligt skudsvag tank, som dog har camouglage, mens resten vandre af sted i deres tons tunge maskiner eller luftbårende Vtols.
Teamplay er nøglen til sejr.
Denne måde at starte en kamp op på lader til at være mere fair da begge hold altså står til rådighed med den samme mængde kraft. Dog kan jeg nu ikke lade være med at tænke på hvor det dog kunne være rart at få lov til at vælge sin Mech fra start af.
Men balance må have sine bekostninger.

Overall
MechAssault 2: Lone Wolf har en ganske solid single player del, om end kortvarig. Det lykkedes mig at gennemføre den på ca. 6-8 timer, uden at skynde mig igennem. Nogen vil måske bruge længere, andre måske kortere.
Jeg vil dog mene at det er et køb værd blot for denne del, da jeg ikke selv var vild begejstret for multiplayer delen.
Spillet er forbedret fra forgængeren på næsten alle leder og kanter, så hvis man kunne det første vil man også kunne lide dette.
De nye tiltag skaber en anelse variation, men alligevel føles spillet mere begrænset, og det kunne godt lade til at have noget at gøre med de lineære missioner.
Men overall er spillet flot udført og har et solidt gameplay, og man må heller ikke forglemme de flotte mellemsekvenser.
Fakta
MechAssault 2: Lone Wolf

MechAssault 2: Lone Wolf

Platformnone
UdviklerDays 1 studios
Udgiver-Microsoft
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:8.4
Online:8.0
Holdbarhed:8.2
Overall 8.1
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.