Man spiller som drengen Max, der kommer hjem fra skole og ser, at hans irriterende lillebror Felix, igen leger med hans legetøj og han behandler det ikke pænt. Max ønsker hans irriterende lillebror hen hvor peberet gror, en følelse som man som storebror formentlig godt kan genkende. Det usædvanlige her er, at Max ønske faktisk går i opfyldelse og hans lillebror Felix bliver suget igennem en portal og bortført af den onde Mustacho. I samme øjeblik fortryder Max hans ønske og han når at hoppe med igennem portalen, for at redde Felix.
På overfladen ligner Max: The Curse of Brotherhood et klassisk platformspil, hvor man som skal hoppe fra platform til platform, svinge sig i reb og undgå forskellige typer af fjender. Man bliver dog hurtigt introduceret til Max magiske tuschpen, som han kan bruge til at manipulere omgivelserne med. I starten kan man tegne søjler af jord, som gør at Max kan nå op til platforme, som han ellers ikke ville kunne nå. I løbet af spillet får denne tuschpen flere nye egenskaber, hvor man for eksempel kan tegne lianer man kan svinge sig i, vandsøjler, der kan skyde Max af sted gennem luften eller man kan affyre skud fra bestemte punkter, der kan ødelægge dele af omgivelserne så man kan komme videre.
Flere af disse egenskaber kan kombineres, så man for eksempel kan sætte lianer fast på grene eller jordsøjler, og dermed lave et reb man kan gå i armgang over. Eller man kan give en gren man har lavet, evnen til at skyde, for derefter at skære den over og slæbe den hen til et nyt sted og derfra affyre et skud fra grenen og ramme det man ellers ikke ville kunne have ramt, fra det oprindelige skydested.
Man får tuschen frem ved at holde den højre trigger inde og føre den hen til et punkt hvorfra man kan tegne, så holder man A inde og bruger venstre styrepind til at bevæge tuschen. Vil man fjerne det man har tegnet, tager man tuschen frem og holder X inde, mens man med vestre styrepind, swiper tværs hen over det element man har tegnet. Det kan måske lyde en smule knudret og selv om det egentlig er let nok, føles det aldrig rigtigt naturligt denne mekanik skriger ganske enkelt på en touchscreen, specielt i sektioner, hvor både timing og præcision kommer i spil. Man skal, hver gang man vil bruge tuschen, lige bruge et øjeblik på at tænke sig om, hvordan det nu var man gjorde. Det er ikke noget stort problem, men denne mekanik kommer aldrig rigtigt til at ligge på rygraden.
Max: The Curse of Brotherhood er ikke et platformspil man bare løber igennem. Man kommer ud for mange opgaver der skal løses og man gør tit klogt i, lige at stoppe op og lægge en plan for, hvordan man vil klare den næste sektion. Sværhedsgraden er forholdsvis høj og man vil dø mange gange, indtil man har fundet løsningen, der stort set altid er lige foran næsen på en man skal bare lige få øje på den.
Max kommer igennem en række forskellige verdener, lige fra en ørken og en skov med høje træer og til mørke grotter, grotter med lava, regnfulde sumpe og mærkelige fabrikker. Banerne og de forskellige udfordringer er ganske snedigt udformet og kræver at man sætter de små grå på arbejde. Styringen af Max er en smule flydende og det kan visse steder føre til frustrerende dødsfald, men man lærer dog på sin vej gennem spillet at tage højde for dette, så det bliver aldrig et stort problem. På trods af den lidt flydende styring og den lidt ulogiske måde at bruge tuschen på, fungerer gameplayet faktisk ganske glimrende. Der er ikke de store problemer med spillet, blot lidt tilvænning fra spillerens side og faktisk føles Max: The Curse of Brotherhood som et ganske gennemarbejdet produkt. Når det er sagt, skal det også nævnes, at jeg havde et problem hver gang jeg havde holdt en lidt for lang pause i spillet, så min kontroller slukkede sig selv, som den jo skal gøre. Problemet var, at jeg ikke blot kunne tænde min kontroller igen og så fortsætte med at spille, da spillet ikke længere reagerede på min kontroller. Jeg måtte så genstarte spillet, før jeg kunne fortsætte.
Grafikken i Max: The Curse of Brotherhood er lidt blandet; den varierer fra ganske flot i de udendørs områder, hvor ørkenen og skoven er badet i flot lys og med overbevisende støv- og vandeffekter, til lidt kedelig og grov i de mørke og dystre grotter. Den fungerer fint og jeg oplevede ingen grafiske fejl blot områder, der godt kunne have været lidt pænere. Max har et hyggeligt og venligt udseende og han er flot animeret. Lydsiden er som man kunne forvente i et spil som dette, dog virker soundtracket i visse sektioner en smule malplaceret, mens det andre gange fungerer rigtigt godt.
Max: The Curse of Brotherhood er udviklet at danske Press Play og det er et ganske habilt platformspil, hvor de traditionelle platforms-elementer bliver udfordret og det byder på nogle fine nye elementer. De mange udfordringer som Max kommer igennem er godt udtænkt og selv om de mod slutningen af spillet kan være temmelig udfordrende, virker de aldrig umulige og følelsen af at klare en gåde, der for få minutter siden virkede helt uigennemskuelig, er altid god. Spillet indeholder 20 baner fordelt over syv verdener og når disse er gennemført, kan man gå på jagt blandt andet efter 75 Evil Eyes, som er Mustachos onde øjne på stilke, som er placeret rundt omkring i spillet. Så der er en god portion timers spil gemt i spillet her.
Er du en af dem, der har hentet Microsofts nye konsol hjem til Danmark og har du lyst til lidt god og lettilgængelig underholdning her mellem jul og nytår, så er Max: The Curse of Brotherhood bestemt et godt bud. Spillet kan købes på Xbox Games Store for 107 kr. og fylder lige knap 3GB.
Facebook
Twitter
