Sidste år udkom det første spil med den fiktive spilkarakter, Matt Hazard, i spillet med den misvisende titel; Eat Lead: Return of Matt Hazard. Et spil som mildest talt ikke var nogen stor oplevelse. Efterfølgeren, Matt Hazard: Blood Bath and Beyond, er nu udkommet, og det er et godt gammeldags 2D actionspil i stil med Metal Slug, og det kan kun købes via Xbox Live Arcade.
Historie er der ikke meget af; Matt Hazard skal rejse tilbage i tiden igennem hans tidligere (fiktive) spil, for at redde den kidnappede 8-bit version af sig selv - for hvis hans 8-bit version dør, vil der jo ikke være nogen next-gen Matt Hazard. Mere historie er der ikke - og mere historie behøver man ikke for at lave et actionspil af denne type. Meget traditionelt kæmper man sig igennem horder af fjender fordelt over otte forskellige verdener og for det meste foregår det ved, at man bevæger sig fra venstre mod højre, mens man skyder på alt, hvad der måtte dukke op. Styringen er som man kunne forvente det - dog er den lidt for løs, når man en sjælden gang skal klare de få platformsekvenser.
Præcis som i Shadow Complex er der også her tilføjet en halv dimension mere, da man kan skyde og angribe fjender placeret inde i baggrunden, men man kan ikke selv bevæge sig derind. Det fungerer fint, og det er med til at give spillet en smule mere dybde, både visuelt og i gameplayet.
Hver af de otte baner har hver deres tema, det kan f.eks. være et pirat- eller ninjatema. Flere af banerne hylder desuden, i korte sekvenser, både klassiske og nutidige spil, som f.eks. Super Mario, Bioshock, Mirrors Edge, Doom 3, Elevator Action og Team Fortress. Det er gjort ganske elegant, og det er integreret fint i den pågældende bane, hvor man pludselig støder på kasser og rør (der fører til bonusbaner), som i Super Mario. Andre steder ændrer grafikken sig pludselig til den rene, meget karakteristiske og farverige grafik fra Mirrors Edge eller til den typiske arkitektur (og fjender med dykkerklokker på hovedet) fra Bioshock. Det er ganske underholdende, og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man genkender et spil, man har spillet.
Som et friskt pust til genren tager spillet slet ikke sig selv seriøst, hvilket titlen på spillet er et godt eksempel på. Humor og selvironi er der masser af; f.eks. undrer Matt Hazard sig over, hvorfor al dialogen i mellemsekvenserne kun leveres som tekst og ikke er indtalt af professionelle stemmeskuespillere - men han finder hurtigt ud af, at det er fordi, at der har været nedskæringer og et stærkt nedsat ambitionsniveau, som følge af de ringe anmeldelser det forrige Matt Hazard spil fik, hvorefter han i øvrigt tilføjer, at det spil nu kan fås billigt rundt omkring, da det allerede ligger i bunken af tilbudsspil.
Et andet godt eksempel på den fine humor er i en bane, som hedder Booty Call, hvor der skulle være en masse lækre og letpåklædte sørøverpiger med, men på grund af censuren er de blevet tvunget til at skifte dem ud med mandlige pirater. Der er dog lige den hage ved det hele, at de ikke har haft tid til at ændre animationerne inden spillets udgivelse, så de mandlige pirater ser noget feminine ud i den måde, de bevæger sig på. Den slags humor er der masser af i løbet af spillet, og det er for det meste ganske underholdende og bliver aldrig overdrevet plat.
Som det er normen i denne type spil, er sværhedsgraden ganske høj, selv på den letteste af de tre sværhedsgrader, Wussy, hvor man har et uendeligt antal continues. Har man lidt mere hår på brystet, kan man prøve Damn This is Hard, eller hvis man virkelig vil have en udfordring, kan man prøve sværhedsgraden Fuck This Shit, hvor et enkelt skud kan være dræbende. Den sidste sværhedsgrad er virkelig for de hardcore. Efter at have gennemført spillet åbnes der op for et lille bonusrumspil, hvor styringen må betegnes som særdeles udfordrende og direkte unfair. Nej, man skal ikke lade sig narre af den løsslupne stemning i spillet, det er bestemt ikke for tøsedrenge.
På de lavere sværhedsgrader kan spillet gennemføres på omkring tre timer, hvilket er noget i underkanten. Når det er gennemført, kan man dog vælge at gå det igennem sammen med en ven - desværre er det ikke muligt at spille sammen over Xbox Live men kun lokalt på den samme maskine. Man kan desuden også gå på jagt efter alle de gemte spilcartridges, der er gemt rundt omkring, for at åbne op for information om Matt Hazards tidligere fiktive spil, som dog aldrig er blevet udgivet. Endelig kan man give sig i kast med det rædselsfulde bonusrumspil, men så skal man vist være mere end glad for smerte.
Grafikken i Blood Bath and Beyond er ganske flot. Der er god dybde i de forskellige baner, og karaktererne er rimelig detaljeret. Lyseffekterne er ligeledes ganske glimrende, specielt i en bane svagt inspireret af Portal, hvor man bliver udstyret med en lommelygte - her får man for alvor de flotte lyseffekter at se. Grafikken kører hele vejen igennem flot og flydende, selv når skærmen et fyldt med eksplosioner, massevis af fjender og kugler der flyver rundt i luften. Lydsiden er mere ordinær, og den træder ikke rigtigt frem på nogen områder - men den fungerer som den skal. Dog kan Matt Hazards evige oneliners bliver en smule ensformige, da man har indtryk af, at der ikke er mere end et par håndfulde af dem.
Matt Hazard: Blood Bath and Beyond er god underholdning så længe der varer. Specielt humoren og de sjove referencer til andre spil er med til at gøre spillet lidt mere interessant, end det ellers ville have været. Det er dog alt for kort, og det er skuffende, at man ikke kan spille co-op over Xbox Live. Desuden er prisen på 1200 Microsoft Point er lige i overkanten for et spil af denne type og længde.
Har du lyst til en omgang god gammeldags action, så tag et kig på Matt Hazard: Blood Bath and Beyond, men vær forberedt på, at du ikke får specielt meget for pengene - men også at du får et spil, som ikke er bange for tage tykt gas på sig selv - og det er dejligt forfriskende.
Facebook
Twitter
