Derfor har jeg store forventninger til Mass Effect: Andromeda. Nu skal Bioware vise, at de har lært af deres fejl. De skal vise, at de kan kombinere en stor detaljeret verden med godt action-gameplay og samtidig levere en fantastisk og medrivende historie. Alt det de forsøgte tidligere, men aldrig rigtig nåede i mål med. Mine forventninger bliver desværre ikke helt indfriet, der er forbedringer, men det virker stadig som om Bioware forsøger at ramme så bredt et publikum, at de ender med aldrig for alvor at ramme helt i hjertet på nogen som helst. I hvert fald ikke mig.
Du vågner op efter en 600 år lang rejse til en ny galakse. Racerne fra Mælkevejen søger et nyt hjem, og scanningerne for 600 år siden viste, at denne galakse havde flere egnede kandidater, hvor de kunne bo. Du bliver udpeget til Pathfinder med ansvaret for at finde de steder i galaksen, hvor folk kan bosætte sig, så du får et skib og en besætning, og så er det ellers bare at udse sig et mål og tage af sted. Det viser sig ret hurtigt, at det ikke er helt nemt. De steder man troede var egnede kandidater, viser sig alle at have store problemer. Du finder så noget ældgammelt efterladt teknologi, som muligvis kan gøre dem beboelige igen, men uheldigvis er en anden race også på udkig efter denne teknologi, og det fører til en frygtelig masse ildkampe og slagsmål.
Det er egentlig en historie, som minder frygtelig meget om den oprindelige historie i Mass Effect. Denne gang syntes jeg bare ikke den bliver leveret så overbevisende. Der bliver skøjtet lidt for let hen over mange ting, og jeg syntes heller ikke dialogerne hjælper her. Der er en masse dialog at komme igennem, og det leverer lidt baggrundsviden, men det virker meget stift, og der er sjældent plads til at fordybe sig i detaljerne, i hvert fald i forbindelse med hovedhistorien. Det er noget andet når vi snakker om de mange sidehistorier, der også findes i Mass Effect: Andromeda. Hvert af dine besætningsmedlemmer har for eksempel også en personlig historie, og de samtaler virker faktisk rigtig godt. Man får virkelig opbygget et forhold til disse personer. Det virker lidt som at diskutere hvad der kom først - hønen eller ægget. I hovedhistorien virker det som om personerne kun er der fordi de skal fortælle historien, i sidemissionerne er historierne der fordi personerne skaber dem, og det virker meget mere overbevisende.
Med til at forplumre historien i spillet er også et forfærdeligt interface. Man skulle tro at Bioware havde lært, hvordan et interface til konsoller skal bygges op, men det har de tydeligvis ikke. Man bliver bombarderet med informationer og opgaver, og det er temmelig umuligt at finde rundt i. Bare en simpel ting som ens log over opgaver giver mig grå hår i hovedet. De bliver lagt i forskellige grupper, men disse grupper giver ikke meget mening, så når jeg skulle finde en specifik mission, skulle jeg ofte navigere ned i 2-3 forskellige grupper og deres undergrupper, inden jeg endelig fandt den og kunne læse, hvad det egentlig var jeg skulle. Det samme gør sig gældende for ens kodeks, hvor de videbegærlige kan læse alle de små detaljer om stort og småt. Det er simpelthen et stort rod at finde rundt i, og jeg opgav hurtigt at bruge det, og så har jeg slet ikke nævnt ens inventory endnu.
Man samler frygtelig meget skrammel op på sine ture. Cirka 90 % af det kan man rent faktisk ikke bruge til noget, andet end blot at sælge det eller lave det om til ressourcer, som kan så kan bruges til at lave nyt udstyr. Men jeg opgav hurtigt at få et overblik over, hvad der var værd at gemme på og hvad der ikke var, samt hvordan jeg skulle få ressourcer nok til at bygge et bestemt våben. Jeg kan godt lide spil, hvor man kan lave sit eget udstyr, men denne gang blev jeg virkelig udfordret. Jeg havde simpelthen ikke tålmodighed til at sætte mig ind i det noget uoverskuelige system. Det skyldtes nok også, at jeg ikke kunne se den store fordel i at lave mit eget udstyr. Det gik fint med det udstyr man fandt eller købte, og så var der jo ikke grund til at bruge energi på at lave noget andet.
Det bringer mig til gameplayet, hvor det er tydeligt, at Bioware har brugt meget tid på at justere de ildkampe, man konstant roder sig ud i. Det fungerer rigtig godt. Ud over et automatisk coversystem, som det tager lidt tid at vænne sig til, så er det intuitivt, sjovt og udfordrende, især fordi man er blevet udstyret med en jump-pack, som giver helt nye muligheder og tilføjer masser af fart og taktik. Så denne del af spillet er absolut dets styrke. Desværre, for en rollespilsfan som mig, så er Bioware godt klar over, at dette element virker rigtig godt, for de bruger det alt for ofte. Man kan ikke bevæge sig ret langt i de store åbne områder, før man løber ind i et eller andet, der skal skydes i stykker. Det bliver altså lidt trivielt og udvandet ret hurtigt.
Mass Effect: Andromeda er et ambitiøst projekt. Det er ikke fokus nok. Bioware vil lidt for meget med spillet og dermed skyder de sig selv i foden. Historien er egentlig ok, men den er ekstrem svær at følge, fordi der konstant er en masse andre ting, der skal tages stilling til. Når man er landet på en planet med det specifikke formål at gøre den beboelig, så går der ikke ret længe før man har en logbog med masser af andre gøremål, som man også skal tage stilling til. Det kan selvfølgelig være fint nok, det fungerer for eksempel godt for The Witcher 3, men her virker det bare som noget rod. Her er jeg, den sagnomspundne Pathfinder på en hastemission for at redde menneskeheden (og andre racer), og så står jeg og snakker med en videnskabsmand, der skal bruge 10 planter fra 3-4 forskellige planeter og spørger om jeg ikke lige kan proppe det ind i kalenderen også. Samtidig med at en masse andre tidskrævende, men ultimativt ligegyldige opgaver også maser sig på. Ret hurtigt har du opgaver på 3-4 forskellige planeter som kræver, at du rejser rundt fra den ene planet til den anden, og dermed mister hovedhistorien sit fokus. Det kunne gå i The Witcher, hvor en mission bragte dig til nabolandsbyen og tilbage, men her hvor du skal forlade den planet, hvor hovedmissionen befinder sig, for at rejse til 2 andre planeter, inden du igen vender tilbage, virker det bare irriterende.
Fra sit rumskib har man nu mulighed for at sende styrker ud på missioner rundt omkring, og de kommer så tilbage med ressourcer eller viden, som du kan bruge til at kolonisere galaksen. Disse missioner er indgangen til multiplayer, for nogle af dem kræver, at du selv deltager. Så skal du arbejde sammen med andre spillere i en omgang skyderi. Det er egentlig en ok tilføjelse, men der er intet i denne del af spillet, som ikke er lavet langt bedre og med mere fokus i andre titler. Men det fungerer fint, og har man nogle venner, man gerne vil spille Mass Effect sammen med, så er det altså en mulighed. Det er meget fint, at Bioware har det med, men det er nok alligevel et fåtal der køber Mass Effect: Andromeda for multiplayerdelen, og godt det samme, for de vil nok være pænt skuffede. For os andre singleplayertyper er det en velkommen tilføjelse.
Nu lyder det hele måske ret negativt, men der er et godt spil gemt i Mass Effect: Andromeda. Grunden til den negative stemning i dette skriv er til dels mine egne høje forventninger, men også Biowares egne høje ambitioner, som spillet ikke kan leve op til. Mass Effect: Andromeda er ikke kulminationen på de tre tidligere spil, hvor alt endelig går op i en højere enhed og actionfans, rollespilfans og science fiction-fans alle står med et bredt smil. Det er et ok actionspil med en god historie, som man bestemt kan få mange timers underholdning ud af. Som rollespil fejler det desværre. Primært fordi det er så besværligt at finde rundt i interfacet, og alle de små detaljer, som skulle gøre det interessant at udbygge sin karakter både med udstyr, færdigheder og relationer til den andre NPC’ere, gemmer sig for godt. Der er stadig fokus på at levere en troværdig og detaljeret verden, man kan boltre sig i, men igen gemmer den sig alt for meget i et kodeks i stedet for at komme til udtryk gennem samtaler og begivenheder. Så ja spillet skuffer, men det er bestemt ikke noget dårligt spil.
Rent grafisk og lydmæssigt er der intet at udsætte på Mass Effect; Andromeda. Den nye galakse man indtager er storslået og flot, og der er god variation i de forskellige planeter man besøger. Spillet har fået meget hug for dets ansigtsanimationer, og de er da ikke for gode, men det generede nu ikke mig, og det er ikke noget jeg syntes skal trække ned på helhedsindtrykket. Jeg nød at opdage nye lokationer, racer, dyr og planter, og det er bestemt lykkedes Bioware at lave en interessant og troværdig verden at rejse rundt i. Lydmæssigt er alt ved det gamle, som vi kender Bioware, hvilket vil sige gode indtalinger af skuespillerne og overbevisende lydeffekter, som bliver sat i relief af flotte musikstykker.
Bioware fortsætter med at forsøge at forene action og rollespil, og selvom de stadig ikke er kommet helt i mål, så leverer de - igen fristes man til at sige - et godt forsøg. Denne gang er deres største fejl, at de leverer alt for meget ligegyldigt fyld og ikke giver spillerne et ordentligt interface, så man kan ignorere det. Det er ikke et spil man gennemfører på en enkelt aften eller to. Bare hovedmissionen kræver masser af dedikation og tid, og så kommer der alt fyldet, som tager fokus fra det vigtige. Det efterlader et indtryk af et spil der vil lidt for meget og aldrig rigtig bliver god til noget af det, og det er en skam. Men ingen tvivl om, at man kan få rigtig mange timer til at gå med at udforske Andromeda og dens indbyggere.
For en rollespilsfan som mig virker det som om Bioware har lagt mere energi i at finpudse actiondelen end de har i at få rollespilsdelen til at fungere. Det er selvfølgelig deres valg, men derfor må rollespillere gerne begræde det lidt. Den serie, der startede som det ultimative science-fiction rollespil, bevæger sig længere og længere væk fra udgangspunktet med hver udgivelse.
Facebook
Twitter
