LEGO Harry Potter: Years 1-4

Anmeldt af: Andreas Gajda Kristensen - 24. juli 2010 - kl. 18:00
Del denne artikel:
12 0

Endnu et lego-spil baseret på et filmunivers ser dagens lys, og denne gang er det blevet Harry Potters tur til at blive sammensmeltet med lego.

Udviklerne bag LEGO Harry Potter: Years 1-4, Traveller's Tales, har efterhånden mange lego-spil på bagen, heriblandt Lego Star Wars, Lego Indiana Jones og Lego Batman. Dermed er Harry Potter det fjerde filmunivers, som Traveller's Tales viderefører til et lego-spil.


De tidligere lego-spil ligner alle hinanden utroligt meget, og forskellene imellem spillene har været forholdsvis små - Indiana Jones havde en pisk, Batman havde en baterang, og i LEGO Star Wars kunne man som jedi kontrollere ”kraften”. På trods af det, har folkene bag altid været i stand til at levere en yderst solid spiloplevelse. Jeg vil tillade mig at gå så langt at sige, at Traveller's Tales med deres lego-spil har leveret nogle af den nuværende generations absolut bedste platformspil.

Nu er turen så kommet til LEGO Harry Potter, og har man spillet de forrige spil, vil man hurtigt finde sig til rette i LEGO Harry Potter: Years 1-4, da det som forventet ikke skiller sig særlig meget ud fra sine forgængere. Som titlen LEGO Harry Potter: Years 1-4 antyder, så dækker spillet over de fire første film/bøger i Harry Potter serien. Titlen ligger op til, at vi muligvis kan forvente en efterfølger, som dækker de efterfølgende film/bøger.




Spillet tager ligesom i Harry Potter bøgerne og filmene sit udgangspunkt på den mystiske og gådefulde troldmandsskole Hogwarts. Udviklerne har virkelig formået at gengive den magiske Hogwards-stemning, som vi kender fra filmene. Roterende trapper, underlige væsner og levende billeder på væggene skaber en yderst autentisk stemning, og alting virker levende og troværdigt på trods af, at Hogwards nu er opbygget af legoklodser.




Som altid kan man styre et væld af figurer i disse lego-spil, men som oftest styrer man primært Harry Potter. Hver karakter har hver deres unikke egenskaber, f.eks. er Hagrid stærkere end de andre, hvilket gør ham i stand til at hive i håndtag, som åbner op for nye områder, og Harry Potter har evnen til at flyve på en magisk kost. Tryllestaven er det vigtigste værktøj. Den anvendes blandt andet til at samle klodser og til at kaste trylleformularer. På bedste Hogwards-manér lærer man i gennem spillets forløb nye trylleformularer, som alle er nødvendige at have kendskab til for at kunne komme videre i spillet. I begyndelsen af spillet er trylleformularerne forholdsvis simple, men efterhånden som man kommer længere, bliver de mere avancerede.




Gameplayet er i LEGO Harry Potter meget lig de tidligere lego-spil, og det er igen samspillet mellem de forskellige karakterer, der gør, at man kan løse de mange opgaver og udfordringer, man bliver stillet overfor i løbet af spillet. Man kan naturligvis igen spille to spillere samtidigt, og det er her, at udviklerne har forbedret spillet mest. Spillet har f.eks. fået en vertikal og roterende splitscreen, som bliver aktiveret alt efter de to spilleres placering i den pågældende bane. Med denne nye splitscreen har Traveller's Tales gjort multiplayerdelen langt bedre end den, der har været i mange af de tidligere lego-spil.




Som i de tidligere spil i lego-serien, så er holdbarheden i LEGO Harry Potter: Years 1-4 særdeles god. Hver gang en bane gennemføres, åbnes muligheden for at genspille banen i såkaldt ”frit spil”. I frit spil kan man selv vælge, hvilke karakterer, man ønsker at spille med. Ved at vælge andre karakterer end de historierelaterede, kan man ved hjælp af karakterernes unikke egenskaber bane sig vej til nye områder og finde nye hemmelige genstande, som førhen har været utilgængelige. Der er masser af ting at udforske, og der er i alt 160 figurer, som kan åbnes. Dertil kommer en kæmpe bunke hemmelige klodser og lignende ting, som kan findes rundt omkring i spillet. Nogle klodser giver adgang til køb af diverse power-ups, som kan give en række forskellige fordele.




Som nævnt tidligere er grafikken i LEGO Harry Potter: Years 1-4 ganske nydelig, og Hogwarts er genskabt flot og stemningsfuldt i legoklodser. De virkelighedstro teksturer og baggrunde er flotte og indbydende, og de fungerer virkelig fint i sammenspillet med legoklodserne. Lydsiden er mere simpel. De klassiske kendingsmelodier fra Harry Potter filmene er med til at skabe den helt rette stemning. Som altid taler figurerne aldrig, og det eneste, de udtrykker, er nogle udråb som ”arrgg” ”yeah” og ”hmmm”. På trods af det, har folkene bag formået at gengive Harry Potter universet på humoristisk vis, også uden at det går hen og bliver plat – en humor, som er let at forstå for både børn og voksne. Man får naturligvis mest ud af humoren og hentydningerne, hvis man er bekendt med Harry Potter universet, men det er ikke strengt nødvendigt.




At lego-spillene ikke har rykket sig meget siden de første titler, ændrer ikke på det faktum, at de stadig er blandt denne generations bedste platformspil – specielt på Xbox 360 platformen, hvor udvalget af platformspil er ret begrænset. På trods af, at LEGO Harry Potter: Years 1-4 er bygget på akkurat samme formular, som de tidligere lego-spil, så formår Traveller's Tales stadig at levere et platformspil af virkelig høj kvalitet, som kan nydes af børn og barnlige sjæle i alle aldre. LEGO Harry Potter: Years 1-4 giver ikke en anderledes spiloplevelse, end den vi er vant til fra de tidligere spil, så hvis du er vild med de tidligere lego-spil, og er du endnu ikke træt af det efterhånden noget slidte gameplay, så er LEGO Harry Potter: Years 1-4 absolut et sikkert valg.
Fakta
LEGO Harry Potter: Years 1-4

LEGO Harry Potter: Years 1-4

PlatformXbox 360
UdviklerTraveller's Tales
UdgiverWarner Bros. Interactive Entertainment
Spillere1-2
Udgivelsesdato25-06-2011
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.