Ganske kort kan det dog siges, at vi som spillere følger den unge ugle, Shard. Shard bor sammen med alle de andre ugler i det store træ, Ga'Hoole. Han er efterkommer af en ugle, som i manges øjne er en sort plet på uglernes stolthed, og derfor bliver han moppet en del, og han har svært ved at få respekt fra de andre ugler, jævnaldrende som ældre. Shard er grundet sin unge alder endnu ikke udlært vogter, men bliver pludseligt flået ud af sin trygge hverdag med træning og uddannelse, da en grufuld ondskab, anført af en gruppe løsrevne ugler under navnet The Pure Ones truer verdens eksistens. Nu er det op til vores lille helt at overvinde mørket og ondskaben samt vinde sin fars ære tilbage.
Man begynder spillet med at vælge én af fire ugler, man gerne vil være. Man kan være en spættet ugle, en slørugle, en hornugle eller en stor grå ugle. De fire forskellige ugler giver lidt forskellige evner i parametrene energi, flyvehastighed og angrebsstyrke. Forskellen er dog minimal når først spillet skrider frem, og uanset, hvilken ugle, man vælger, så vil man spille som samme hovedperson, Shard. Medmindre man er achievementjæger er der ikke den store genspilningsværdi, og valget mellem de fire ugler virker derfor en smule overflødig. Det er dog selvfølgelig fint, at man kan vælge den ugle, man bedst synes om.
Spillet er udelukkende et flyvespil. Jætjægere og missiler er skiftet ud med ugler og kløer, men spilmekanisk fungerer spillet fuldstændig ligesom flyvespil, og det fungerer faktisk rigtig godt. Man har en god kontrol over uglen, som langsomt bliver dygtigere og får udvidet sit arsenal af manøvrer og angrebsmetoder. Der er mulighed for at stå stille i luften og sondere terrænet, accelerere, benytte vindstrømme og lave 180 graders vendinger eller sidemanøvrer, i flyveterminologi, Barrel Rolls. En fast og responsiv styring sikrer, at man efter en smule tilvænning faktisk kan have rigtig meget sjov ud af det at flyve med uglen. For at det ikke skal være løgn, så stopper lighederne ikke her. Man har i LOTG ligefrem også sine egne wingmen, andre ugler eller andre fuglearter, som hjælper en på missionerne. Man kan sende sine wingmen i forvejen og instruere dem i at angribe bestemte fjender.
Når man selv angriber er der forskellige måder at gøre det på. Man kan gribe fast med sine kløer, man kan kaste sine fjender, man kan holde fast i dem og styrtdykke imod jorden for derefter at slippe dem, man kan støde ind i dem, hvilket er særdeles godt, hvis de er beskyttet af rustninger, eller man kan ramme dem med en spiralbevægelse, en corkscrew. Angrebssystemet er bygget dejlig simpelt op, idet angreb altid foregår ved at man låser fast på en fjende, for herefter at udføre sit angreb.
Man kan ligeledes ved et tryk på en knap gribe nogle glødende kul fra en af de mange lanterner, der er placeret rundt omkring i spilverdenen. Disse kul benyttes til at kaste imod fjender eller objekter. Hele styringen fungerer som nævnt rigtig godt, og det giver en lækker følelse at styrtdykke, samle en masse fart, stige til vejrs igen og sætte en række kædeangreb sammen, alt imens man adræt og hurtigt manøvrerer ind og ud ad smalle klippeslugter. I løbet af banerne samler man ligeledes svævende mønter op, lidt som dem, der hænger i luften i Sonic-spillene. Man bliver også belønnet med mønter når man slår fjender ihjel. Disse mønter kan man bruge til at købe nye og bedre rustninger til sin ugle.
Vi har nævnt de simple kontroller, som desværre også gør, sammenholdt med den meget begrænsede opgaveudformning, at spillet bliver alt for hurtigt kedeligt, på grund af gentagelser. Spillet holder en meget skuffende længde på kun omkring fire timer, og i løbet af de fire timer er mere eller mindre samtlige missioner et spørgsmål om at angribe nogle fjender, samle nogle kul op og ødelægge forskellige ting, ofte fjendtlige baser eller kanontårne samt en gang imellem opsamle nogle små ugleunger, som er blevet bortført af fjenden. Udover selve hovedhistorien, som indeholder lidt over 20 missioner, fordelt på fire forskellige, dog trods alt meget afvekslende kort, så byder spillet kun på fire ekstra bonusbaner, som faktisk bare er nogle frie missioner på de samme fire kort. I bonusmissionerne skal man igen redde fugleunger, flyve tidsløb igennem nogle store ringe samt finde nogle skjulte skriftruller, som låser op for forskellige artworks i menuen.
Med ingen onlinedel og den som nævnt meget korte og desværre til sidst lidt ensformige singleplayerdel, så er der ikke nok valuta for pengene. Det er sjovt at flyve rundt med en ugle i stedet for en flyver for en gangs skyld, og historien gør da også sit til at skabe masser af drama med venner og fjender, alliancer, spioner, forrædere og alt det andet, som tilsammen skaber et godt, dramatisk eventyr. Med en længere og lidt mere afvekslende singleplayerdel kunne LOTG have været ét af de bedste filmbaserede børne- og familiespil på markedet, idet det netop har styr på kontrol og gameplay, som ellers så ofte før har været det svage led i den slags spil. Det er lidt ærgerligt, for historien er god og uglerne er vældig bedårende.
Grafisk er spillet egentlig rigtig fint, dog uden virkelig at lægge sig i toppen. De store kort, som man flyver rundt på er smukt udført og meget afvekslende. Med masser af spil i lys og skygger er det en flot scene for et flyvespil. Uglerne er smukt gengivet og detaljegraden i ansigter, på fjer samt på rustninger er relativt høj, hvilket i sig selv er imponerende fordi det ikke er alt for ofte, at der formentlig er blevet brugt så lang tid på at gengive ugler. Man stiller ligesom efterhånden lidt højere krav til gengivelsen af for eksempel heste og hunde, som så ofte ses i spil. Det faktum, at uglerne nærmest må ses som et første forsøg gør, at resultatet er flot.
På lydsiden leveres der et rimelig godt stemmeskuespil, som dog til tider bliver ødelagt af en irriterende, kvindelig stemme med australsk dialekt. Jeg har ikke noget imod australsk, faktisk synes jeg, at dialekten er meget charmerende. Den virker dog forstyrrende når alt andet stemmeskuespil primært foregår på klingende britisk. Dette er dog kun et mindre minus, idet der som nævnt leveres en overbevisende præstation af de skuespillere, der har lagt stemmer til spillet. Lydeffekterne er gode og troværdige. Det er ikke så mange af os, der ved, hvordan det skal lyde, når to ugler iført rustning støder sammen i en højde på 1000 meter, men jeg vil tro, at det lyder sådan cirka som i spillet. LOTG er understøttet af sit eget, meget velkomponerede, klassiske soundtrack i episk symfonistil. Det er meget stor musik for et børne- og familiespil, og det bringer næsten tankerne hen på værker som Ringenes Herre og Gladiator.
Spil baseret på film kæmper kronisk med den triste tendens, at de ofte skuffer og ligger på et meget lavt niveau i forhold til deres tit populære modstykker i filmens verden. Lad os slå fast, at LOTG er en af de bedre spil baseret på film. Langt hen ad vejen underholder spillet og støttes op af et godt, solidt gameplay. Spillet er alt, alt for kort, og det er for ensformigt. Derfor kan det ikke helt anbefales at købe spillet til fuld markedsværdi. Uden onlinedel vil de fleste føle sig snydt, hvis de betaler fuld pris for fire timers spil. Hvis du har hang til et anderledes flyvespil, med søde ugler, og en lidt anden form for spilunderholdning, end den du ser hver dag, og du måske endda samtidig har et stort barn eller to, som du kan nyde spillet sammen med, så er Legend of the Guardians: The Owls of Ga'Hoole, bestemt et besøg værd. Du bør bare lige vente til spillet falder til halv pris. Bemærk venligst, at spillet ikke er egnet for de mindste, idet visse scener kan virke voldsomme.
Facebook
Twitter
