Layers of Fear

Når vi mennesker bliver ramt af frygt, slår vores dyriske instinkter til. Når vi bliver bange eller forskrækket, så frigøres der adrenalin og kortisol i vores hjerne som er signalstofferne, der får vores hjerte til at arbejde, blodet til at løbe hurtigere og det gør vores krop klar til at forsvare sig og hurtigt at komme væk i sikkerhed. Det er et helt naturligt reaktionsmønster, hele kroppen er i alarmberedskab og det er ikke noget noget vi kan gøre noget ved – det er vores instinkter, som tager over. Jeg må være i adrenalin- og kortisol-underskud efter at have spillet Layers of Fear, for det er da noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har spillet.



Layers of Fear et en psykologisk thriller, hvor man tager rollen som en kunstmaler, som skal skabe sit sidste mesterværk. Han var tidligere en af de mest roste kunstnere, men er nu blot nærmest til grin for omverden og han sætter sig derfor for, at bevise for alle at han stadig har det i sig. Han er dog i mellemtiden blevet sindssyg og man skal nu bevæge sig igennem hans syge sind, materialiseret i hans enorme victorianske hus, for at finde ud af, hvad der er sket med ham og hvordan han får færdiggjort hans sidste mesterværk. Modsat de fleste andre spil, bliver historien ikke serveret for spilleren – man skal selv skabe den, ved at finde små noter placeret rundt omkring i det enorme hus.

Gameplayet i Layers of Fear er meget simpelt. Man bevæger sig hvileløst rundt i det her enorme hus, som det syge menneske man er. Man åbner skuffer, skabe og andet, for at undersøge om man kan finde svaret på hvad der er sket eller måske finde en del, som kan være med til at man bliver i stand til at gennemføre det sidste mesterværk. Der hvor Layers of Fear virkelig skiller sig ud er, at det er vanvittigt stemningsfuldt – og det er det, som er med til at gøre spillet så skræmmende som det er. Man ser ingen monstre eller andre direkte ulækre skabninger, men man bliver konstant hold på kanten af sofaen med en særdeles intens stemning. Små hentydninger om noget uhyggeligt, kan mange gange være langt mere skræmmende end det uhyggelige i sig selv.



Mens man går rundt i huset, udsættes man for traumatiserende syn; det kan være malerier, der nærmest smelter, ting der flyver igennem luften, rum der bliver raseret på et splitsekund så snart man vender ryggen til – eller hele rum, der ændre sig til umulige udgaver af sig selv eller rådner for øjnene af en. Og dukker, som ser levende ud – dukker er virkelig skræmmende. Præcis som malerens tanker og sind, er huset ét stort rod og rummene byttes rundt mellem hinanden. Hvis man for eksempel går fra en gang og ind på et værelse, vender sig rundt og går ud af værelset igen, kommer man ikke tilbage til gangen, men måske til en stor stue, et bibliotek eller et helt andet rum.

Selv om Layers of Fear giver nogle seriøs chok undervejs, er det ikke der fokus er. Fokus er på den intense stemning og på følelsen af, hele tiden at være lige ud over kanten. Det er noget, som den lidt tunge styring underbygger, da man hele tiden føler sig lidt for langsom til at reagere, hvis der skulle ske noget, hvilket der for det meste ikke gør, men man kan ikke lade være med at føle sig meget sårbar nærmest hele tiden.



Lydsiden, både soundtrack og lydeffekter, er fænomenal og lyddesignet bliver brugt virkelig godt – nogle af de mest skræmmende øjeblikke er, hvor der nærmest var helt stille eller hvor man blot svagt kunne høre noget der mindede om et åndedræt. Men det var så svagt, at man var i tvivl om, om det var der. Sådan noget er pænt skræmmende og jeg spillede første del af spillet i et mørkt rum med nogle gode hovedtelefoner, men det måtte jeg ganske enkelt stoppe med igen – det var ganske enkelt for intenst og ikke særligt rart.

Grafikken i Layers of Fear er ligeledes meget stemningsfuld. Det store hus er ikke særlig indbydende og nogle af de grafiske skræmmeeffekter bruges godt. Spillet kører dog ikke specielt flydende, da grafikken godt kan hoppe lidt rundt omkring – det er dog ikke noget man bemærker så voldsomt, da det er et meget langsomt spil, så det er bestemt ikke noget som ødelægger oplevelsen af spillet.



Layers of Fear er naturligvis ikke et spil for alle. Ikke fordi det er skræmmende, men mere fordi, at det mere er en oplevelse end et spil. Gameplayet er meget simpelt, da man mere eller mindre blot bevæger sig rundt i det her hus, åbner døre, leder i skuffer og skabe, løser nogle få simple puzzles og bliver skræmt fra vid og sans med jævne mellemrum. Men hvis man er til denne slags spil, så er Layers of Fear et af de bedste af slagsen. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet et spil, med en så intens stemning og som var så ubehageligt at spillet, som tilfældet er med Layers of Fear. Og det skal i denne forbindelse forstås på den mest positive måde.

Hvis du ikke er en bangebuks, så kan Layers of Fear købes på Xbox Games Store for 155 kr. Du tør ikke…