Lara Croft and the Temple of Osiris

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 11. december 2014 - kl. 19:49
Del denne artikel:
3 2

Arkæologen over dem alle er tilbage! En ny skat er fundet, et monster er sluppet løs og kun hun kan redde det... Sammen med 3 venner. Læs mere her!

I de seneste par år er det gået stærkt opad for Crystal Dynamics og deres to serier med samme hovedperson, Lara Croft og Tomb Raider. I det seneste stykke tid har der været meget fokus på action-eventyret Tomb Raider, men nu vender Lara Croft tilbage i Lara Croft and the Temple of Osiris, en fortsættelse til Lara Croft and the Guardian of Light, som udkom som en del af Summer of Arcade i 2010 og hurtigt blev betragtet som en nyklassiker.




Der er igen tale om et isometrisk action-eventyr med fokus på både action, samarbejde, gådeløsning og store bosser, der skal besejres. Lara Croft er stadigvæk i hovedrollen, og denne gang har hun fundet indgangen til Osiris? tempel, sammen med sin amerikanske kollega Carter. I templet finder de Osiris' stav, og så går det for alvor løs ? tre ægyptiske guder, Set, Horus og Isis bliver sluppet fri, og Lara og Carter bliver forbandet af skæbnemonsteret Ammit, en blanding af en krokodille, en løve og en flodhest, som nu jagter dem, indtil de får bandlyst Set. Så langt, så godt. Historien er heldigvis ikke det vigtigste i spillet, og den halter skam også til tider, men bliver aldrig decideret dårlig eller roddet; den er bare en smule simpel og en tand forhastet.

Stemmeskuespillet er til gengæld nærmest talentløst, lige med undtagelse af Lara Croft, som virker som en professionel arkæolog med en britisk accent. Carter og spillets ensemble af guder er derimod ikke særligt troværdige, og spillet lider for alvor under at man har ladet gudernes stemmer gå igennem en lang række effekter, heriblandt en ulidelig ekko-effekt, for at få dem til at virke guddommelige. Det lever ikke op til de standarder man burde kunne forvente.




I spillet tager man rollen som enten Lara Croft, Carter, Isis eller Horus, hver med deres sæt af evner, som skal gennem en masse ægyptiske grave for at genoplive guden Osiris og bandlyse Set. Spillets baner er meget lineære, men et fremragende mix af action-sekvenser hvor der skal skydes skeletter og lignende, samt gådeløsning, hvor der oftest skal åbnes for næste del af graven. Det har specielt sin charme, når man spiller fire spillere og samarbejde er et krav ? for eksempel når en af arkæologerne skal spænde en line ud mellem to spillere, mens en tredje skal gå hen ad den. Gådernes sværhedsgrad skaleres op eller ned, alt efter hvor mange spillere man er. I en af gravene skal man trykke på fire knapper. Hvis man er alene skal man bare nå at trykke på alle fire, mens man skal holde dem nede samtidig, hvis man er fire spillere. Det er en dejlig måde at tilpasse sig antallet af spillere, og det holder spillet friskt og udfordrende, uanset hvor mange spillere man er.

Som man skrider frem låser man op for nyt udstyr i form af våben, ringe og amuletter. Ringe modificerer spillet let, ved at lade en give mere skade, samle mere ammunition eller lignende, mens amuletter giver spilleren en bonus, når man har slået et antal fjender, uden at tage skade. Spillet har et stort våbenarsenal bestående af utallige former for maskingeværer, pistoler, rifler og naturligvis også en flammekaster. Som en glimrende lille detalje har Crystal Dynamics inkluderet en måde at opgradere sine våben, i form af Canopic Jars, som er krukker man kan samle op i banerne. De ligger på steder, hvor personer fra ens venneliste er døde ? en fin integration af ens venners adfærd, som giver et incitament til at være venner med folk, der også spiller spillet.




Selve spillet er en smule kortere end Lara Croft and the Guardian of Light, men den højere kvalitet af de individuelle baner, en god portion udfordringer til hver bane, som låser op for forskellige ting og det udvidede system med ringe og amuletter gør, at Lara Croft and the Temple of Osiris som helhed har mere at byde på. I gennem spillet skifter man rundt mellem nat og dag, samt årstiderne, og når man har gennemført spillet kan man frit ændre på disse indstillinger, og genspille områder med andre modifikationer end tidligere ? en dejlig lille mulighed, for der er ingen tvivl om, at man lyster efter mere, når først man har bandlyst Set og gennemført historien.

Grafisk set ser langt det meste af spillet rigtig godt ud, med nogle særligt lækre animationer og utroligt kønne omgivelser. Det er kønt at se på, lige med undtagelse af visse af fjenderne, hvor designet ikke lever op til resten af spillet. Desværre er der også ét problem, som Crystal Dynamics ikke har formået at løse: Det bliver alt for ofte utroligt forvirrende at have fire spillere på samme skærm, specielt med de mange effekter ens amuletter kan give ? når hver spiller sender flammeskud afsted i tre retninger med et maskingevær på samme tid, så er det helt og holdent umuligt at holde styr på, hvad der egentlig sker på skærmen, hvilket er en skam, for multiplayerdelen er netop en af spillets styrker.

Den helt store opgradering som er sket siden forgængeren er, at antallet af spillere er gået fra to til fire, både lokalt såvel som online. Det er helt klart her, at spillets styrker ligger ? ikke fordi at det er et dårligt spil, når man sidder med det alene, men det er utroligt meget sjovere, jo flere spillere man er. Spillet formår at lægge et godt fokus på samarbejde, som er påkrævet for at kunne bevæge sig gennem selv den mest simple grav, også hvis man kan rende gennem den med bind for øjnene, når man spiller alene.




Desværre virker online-delen ikke så godt, som man kunne ønske sig. Der er ingen mulighed for at se, hvor god en forbindelse man har til de andre spillere, og spillets netkode er ikke helt optimal. Undertegnede har ikke været ude for at spillet kører decideret dårligt, men det er langt fra perfekt. Man skal være forberedt på, at man ofte støder på minimalt, men mærkbart, lag. Et skår i glæden hos en ellers fremragende online-oplevelse, hvor de kooperative elementer spiller fantastisk sammen. Diverse former for lag undgår man naturligvis, hvis man bare samler flere spillere i samme sofa, og til det formål kan Lara Croft and the Temple of Osiris uden tvivl anbefales.

Hvis man kunne lide Lara Croft and the Guardian of Light, så går man ikke galt i byen med Lara Croft and the Temple of Osiris. Det er en fremragende co-op-oplevelse, som skalerer fint op og ned, alt efter hvor mange spillere man er, også hvis man bare vil spille alene. Crystal Dynamics har bygget videre på et fint fundament, men The Temple of Osiris er uden tvivl en større oplevelse, med mere indhold, længere holdbarhed og antallet af spillere er udvidet fra to til fire. Kvaliteten af gravene man udforsker er forbedret, det er kønnere og de punkter, hvor Lara Croft and the Temple of Osiris fejler, er på mange af de samme punkter som forgængeren heller ikke var perfekt. Online-delen halter en smule, men ikke nok til at ødelægge oplevelsen med de fantastiske kooperative elementer.




Lara Croft and the Temple of Osiris er et glimrende isometrisk action-eventyr, som varmt anbefales til alle, der har kære minder om Lara Croft and the Guardian of Light, og lyst til kooperative oplevelser, samt alle der bare har lyst til at udforske veldesignede grave alene, i rollen som vores alle sammens Lara Croft.
Lara Croft and the Temple of Osiris kan købes nu på Xbox Games Store for 155 kr.
Fakta
Lara Croft and the Temple of Osiris

Lara Croft and the Temple of Osiris

PlatformXbox One
UdviklerCrystal Dynamics
UdgiverSquare Enix
Spillere1-4
Udgivelsesdato09-12-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fantastisk kooperativ mulighed, velfungerende gameplay, godt mix af forskellige elementer
Talentløst stemmeskuespil, en smule lag i onlinedelen
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.