Kinectimals

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. november 2010 - kl. 22:34
Del denne artikel:
14 0

Kan noget være så sukkersødt, at frokosten næsten kommer op igen? Ja, sagtens – f.eks. amerikanske romantiske film og nu også Kinectimals.

Kinectimals er en halv kæledyrs-simulator og halv minispilsamling, tydeligvis henvendt mod de yngre spillere. Jeg testede spillet sammen med Camilla på 12 år og Christian på 10 år og de faldt begge pladask for de søde dyr og stuen fyldtes hurtigt med ”Nåååeh” og ”Nej hvor søøøød!”.

I Kinectimals ankommer man til den lille tropiske ø, Lemuria, som må være det tætteste på paradis på Jord, jeg nogensinde har set. Græsset er grønt, himlen er blå, sandet kridhvidt, træerne svajer blidt i vinden og alle er de bedste venner. Man lægger ud med at vælge sin tro følgesvend og kæledyr. Man kan vælge mellem fem særdeles søde dyreunger; en løve, en leopard, en gepard, en tiger og en sort panther


Når man har valgt ens kæledyr, skal man gå på opdagelse på øen sammen. Undervejs støder man på forskellige minispil, udfordringer og træningsøvelser man skal igennem. Man skal f.eks. lære ens kæledyr at sidde, rulle rundt, spille død, stå på bagben, hoppe og mange andre ting. Disse ting gøres ved, at lave forskellige bevægelser foran Kinect sensoren, f.eks. lærer man dyret at hoppe, ved selv at hoppe, at sidde ved at gå lidt ned i knæ og slå sig på lårene og spille død, ved at lægge sig ned på ryggen. Børnene elskede at se hvordan deres nye kæledyr lavede de samme bevægelser som dem og det kunne de få en del tid til at gå med.

Man skal også lege med ens kæledyr. Pludselig kommer det lille kræ med en tennisbold og så skal man se hvor langt man kan kaste den og måske hvor mange gange, man kan få dyret til at hente bolden. Midt i legene kan man få forskellige udfordringer, f.eks. at vælte tre statuer med ens tennisbolde eller at kaste boldene ned i munden på nogle kæmpemæssige frøer. Man skal også køre med fjernstyret bil, spille fodbold, hoppe i sjippetov, spille frisbee og mange andre ting. Fælles for alle disse aktiviteter er, at de under den utroligt søde og nuttede overflade, er simple minispil og de minder alle mere eller mindre om hinanden – men fordi man spiller dem sammen med ens nye virtuelle bedste ven (sorry Skou), så kan man ikke undgå at holde af dem alligevel.


Når man render rundt ude i skoven, på stranden og andre steder, så bliver man beskidt. Derfor skal man også sørge for, at holde dyret rent og det gør man f.eks. ved at stryge den med en børste – og her går ”Nååååeh- barometeret” helt op i det røde felt. Man nusser, klapper, stryger og børster sit dyr ved, at vælge en børste fra ens kasse og lave bevægelserne med hænderne foran sig. Dyret kvitterer til gengæld så med højlydt spinden, skyden ryg og mange andre søde ting, som virkelige katte ville gøre i den situation. Når uldtotten er blevet ren og lækker igen, kan man give den vand, mad og godbidder og derefter går det videre med lege, leden efter skatte og meget andet på øen.

Når man opnår points nok ved at lege, træne eller generelt passe sit dyr, åbnes der op for udfordringer, som er de egentlige minispil. Det kan være simple racerspil med fjernstyrede biler, det kan være at man skal guide ens virtuelle ven igennem forhindringsbaner, måske skal man spille fodbold sammen og se hvor længe man kan holde bolden i luften uden at den rammer jorden eller skyde statuer ned fra hylder med lyserøde plastikgrise, ligesom man vælter dåser med bolde i Tivoli. I starten er disse minispil ganske sjove og i løbet af spillet åbner man op for nye spil, men under overfladen er mange af spillene faktisk de samme, blot pakket ind på en lidt anden måde. Med tiden bliver de da også lidt kedelige og ensformige og bortset fra et par stykker, er der ikke megen udfordring i dem – Camilla og Christian havde ingen problemer med at få guldmedtaljer i de fleste minispil, hvilket bl.a. åbner op for nyt legetøj til ens legekasse.


Det helt store spørgsmål er jo så, hvor godt spillet gør brug af Kinect sensoren. Selv om ikke alle spil og aktiviteter fungerer lige godt, er Kinectimals det spil ved lanceringen, som virkelig viser alsidigheden og hvilket potentiale det er i Kinect. Mange af spillene fungerer logisk og ganske fint, selv om man f.eks. ikke kan kaste tennisbolden som man vil, men skal gøre det på en bestemt måde, for at spillet kan forstå, at man kaster. Det er dog lidt mere problematisk når man skal træne sit dyr. Her skal man, som beskrevet tidligere, lave bestemte bevægelser med kroppen og stille sig i bestemte stillinger, for at lære dyret nye tricks. Det er ikke altid at spillet forstår ens bevægelser, så enten står ens dyreunge og ser forundret ud, ellers laver det et andet trick end det man forsøger at lære den. De fleste gange fungerer det fint, men det er frustrerende når det så sker og det er lidt svært at fortælle børnene, hvorfor deres kæledyr pludselig ikke vil lege med dem mere.

Nogle gange bunder disse problemer dog i, at børnene ikke ved hvad de skal gøre. Spillet er nemlig ikke på dansk og selv om man får grundige instrukser både med tekst, tale og fra en lille fyr oppe i hjørnet, som viser hvad man skal gøre, så er det svært når man hverken kan læse eller forstå engelsk. Børnene fanger dog hurtigt meningen med minispillene, for alle børn ved hvordan man kaster en tennisbold, hvordan man styrer en bil når der dukker et rat op på skærmen eller hvordan man sparker til en fodbold. Det er lidt sværere med træningsøvelserne, hvor der skal være en voksen med. Det gode er dog, at kikser man træningsøvelserne, stopper spillet ikke, så man kører aldrig fast i spillet.


Kinectimals ser rigtigt godt ud. De helt store stjerner er naturligvis de utroligt søde dyrebørn, som hopper glade rundt og spinder, leger og kigger på én, med deres store runde øjne. Deres pels ser dejlig blød ud og man ville ønske, at man kunne kramme dem og de er animeret rigtigt flot. De har fået svage menneskelige træk, med nogle meget udtryksfulde ansigter, men der går heldigvis ikke Disney i den, hvor dyr opfører sig som mennesker – man er ikke i tvivl om, at disse dyr stadig er dyr. Omgivelserne er flotte og meget stemningsfulde og man kan næste fornemme varmen, duften fra blomsterne og de grønne enge. Det hele er så sødt, blødt og ”lyserødt”, at det nogle gange er lige ved at være for meget. Lydsiden er også rigtigt fin, med gode lyde fra omgivelserne og lyde fra kattene når de spinder, slikker på skærmen og pyldrer når de vil lege.

Kinectimals er et fint spil for familiens yngre spillere, som vil elske de overnuttede dyreunger og som vil være underholdt af de simple minispil. Der er dog visse problemer med styringen, som ikke altid kan forstå ens bevægelser men overordnet fungerer det fint. Yngre spillere vil være godt underholdt og vil elske at lære deres virtuelle kæledyr nye tricks og lege forskellige lege med det – og ens hjerte skal da også være lavet af sten fra Mordors undergrund, hvis man ikke smelter bare en lille smule, når de bløde og nuttede pelsdyr, spinder og gnider sig op af skærmen og kigger på en med deres store runde legesyge øjne. Suk.
Fakta
Kinectimals

Kinectimals

PlatformXbox 360
UdviklerFrontier
UdgiverMicrosoft Game Studios
Spillere1
Udgivelsesdato10-11-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.