Kinect Rush: A Disney Pixar Adventure

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 15. april 2012 - kl. 09:30
Del denne artikel:
1 0

Så er det blevet Pixars tur til at vise deres produkter frem via Kinect. Du inviteres ind til et interaktivt legeland med en lang række elskede figurer plukket fra deres fremragende animerede film.

Min initiale glæde ved købet af min Kinect er ret beset langsomt sivet ud i sandet. Det spændende ved at stå og fægte foran skærmen er blevet afløst af frustration over, at man ikke rigtigt kan strække ambitionerne længere end simple minispil – ofte trukket ud over en eller anden licens. Nu er endnu en titel så landet på skrivebordet, og den første konklusion er jo uundvigeligt, at der atter er tale om kombinationen af minispil samt licens. Disneys Pixar er denne gang omdrejningspunktet, og som det må forventes heraf er produktet rettet mod et yngre publikum.

Man kan fra starten drage paralleller til Kinect: Disneyland Adventure. Man har en interaktiv hub, hvorfra man kan hoppe videre ud i temabaserede minispil, som alle tager deres inspiration fra Disney/Pixar produktioner. Men hvor man i Disneyland Adventure havde den berømte temapark at modellere begivenhederne omkring, har man i Kinect Rush i stedet bare et ubestemmeligt parkområde at boltre sig på. Det giver lidt mindre sammenhæng mellem de i forvejen lettere fragmenterede dele.



Inden man kommer så langt kan man dog kreere sin egen lille digitale avatar. Jeg fik datteren til at hoppe ind foran kameraet, og det varede ikke længe inden hun var i fuld gang. Især mulighederne for at vælge briller samt kasket vakte glæde – og det kan dermed undre, at man ikke havde endnu flere muligheder for at vælge diverse tingeltangel til sin figur. Det endelige produkt var genkendeligt på en kær tegnefilmsform, og det er en ganske fin indgangsport til at få folk implementeret i selve spillet. Lidt udfordringer var der dog med den umiddelbare genkendelse af figur, samt lokalisering af hoved, og vi måtte starte forfra nogle gange. Noget der naturligvis ikke vakte den vilde glæde i de utålmodiges land.

Herefter slippes man løs med en række andre digitale unger i et grønt område, hvor fem porte viser vej mod nye eventyr. Der er tale om the Incredibles, Ratatouille, Cars, Toy Story og Up. Fem fremragende titler, som alle er repræsenteret med ikoniske figurer fra originalerne. Genkendelsen var i hvert fald i top fra familiens yngste, som begejstret pegede og hoppede rundt – hvilket i øvrigt ofte resulterede i, at hun faldt udenfor det område hvor Kinecten kunne følge hende. Med det sagt, så blev der vitterligt også hoppet godt omkring.



Første stop på turen blev the Incredibles, og snart var hun i fuld færd med at undvige en kæmperobot, imens hun glad sprang og dukkede sig. Det er relativt meget on-rails, og der er konstant figurer, der viser hvad man skal gøre. Noget af tiden skal man dog også løbe – hvilket man i øvrigt også skal i selve parken, der er trinbræt mellem oplevelserne. Dette er helt unødigt kluntet, og fungerer ved at man svinger armene for fremdrift og drejer skuldrene for at vende figuren. Resultatet er meget upræcist, og især her gik familiens yngste ofte kold i frustration.

Men tilbage til the Incredibles, så hoppede farmand med ind i legen, og blev hurtigt implementeret via splitscreen. Det er elegant lavet, og er rigtigt lækkert i et spil, som netop opfordrer til familieunderholdning. I fællesskab manøvrerede vi os igennem banen – hvor flere udfordringer sågar krævede at vi begge interagerede med ting. Det kunne være simple ting som at hoppe på hver sin knap, men det gjorde stadig at man var fælles om begivenhederne.



Det skal siges, at bevægelserne kræver en del plads. Personligt har jeg et stort rum, hvor jeg har sat min Kinect op, men der er ikke vildt højt til loftet. Det skabte visse problemer i nogle situationer, hvor jeg skulle hoppe med strakte arme. Ikke noget problem for familiens yngste, men alligevel første gang jeg indtil videre selv har haft problemer i den retning. Det til trods for, at jeg også har testet diverse fitnessprogrammer og lignende, hvor man ellers er i fuld vigør.

Omgivelserne i spillet er utroligt farverige, og passer virkelig godt til deres modparter fra filmens verden. Der er fin variation de fem temaer imellem – hvert sted byder så igen på tre underkapitler. Det føles meget sprælsk og levende, og tingene serveres på en måde som giver de yngste et smil på læben. Dette underbygges af glade toner, som blidt omfavner begivenhederne. Kombineret med ganske habilt stemmeskuespil er det en fin indpakning, som trofast holder sig til filmene og samtidig føjer originale lag til.



Negative sider er der dog også. Først og fremmest er det er noget simpelt og kort produkt. Det tager ikke vildt langt tid at komme alle femten baner igennem, og efterfølgende er der ikke meget, som lokker familiens yngste tilbage til fadet. Styringen er også til tider noget klodset, hvor det især er besværligt – grænsende til frustrerende – bare at gå rundt. Endelig så er der utroligt mange gentagelser på lydsiden, hvor man kan høre den samme sætning utroligt mange gange. Noget der lidt fjerner illusionen af at være en del af en interaktiv tegnefilm.

Kinect Rush er egentlig en ganske underholdende lille titel, hvor især den første lille times tid virkelig vil vække glæde hos familiens yngste. Det er en trofast gengivelse af fem af Pixars bedste kreationer, som opfindsomt indfinder sig i det glade univers. Desværre løber nyhedsværdien hurtigt fra det, og variationen er ikke overvældende. Det er en titel som nok vil fornøje en weekends tid, og efterfølgende vil være truet af at ende i den støvede bunke af glemte spil.
Fakta
Kinect Rush: A Disney Pixar Adventure

Kinect Rush: A Disney Pixar Adventure

PlatformXbox 360
UdviklerAsobo Studio
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-2
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.