Kane & Lynch 2: Dog Days

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 22. august 2010 - kl. 18:43
Del denne artikel:
16 0

Så er de to dybt kriminelle fyre, Kane og Lynch, tilbage. Sidst de var på besøg, gik det jo ikke alt for godt, men hvad med denne gang? Vi har spillet Kane & Lynch 2: Dog Days.

Så er de to dybt kriminelle fyre, Kane og Lynch, tilbage. Sidst de var på besøg, gik det jo ikke alt for godt, men hvad med denne gang? Vi har spillet Kane & Lynch 2: Dog Days.

Danske Io Interactive’s to dybt kriminelle gutter, den tidligere lejesoldat Adam ”Kane” Marcus og den selv-medicineret psykopat James Seth Lynch, er tilbage. Denne gang mødes makkerparret i Shanghai, efter Lynch har bedt Kane om at komme til byen i et par dage for at hjælpe ham med et simpelt job. Det går naturligvis helt galt, da den skydegale Kane kommer til at dræbe den eneste person i hele Shanghai, som han nok ikke skulle have dræbt.


Inden længe har de to galninge hele Shanghais underverden og det meste af en korrupt politistyrke i hælene, og nu går den vilde jagt igennem Shanghais små og smalle baggårde, ildelugtende sweatshops, dystre parkeringskældre, godsbanegårde og skibsværfter. Historien er ganske fint skruet sammen – måske er det ikke den dybeste, men den fortælles på en fængende måde, og selv om Kane og Lynch næppe er to figurer, man kan have specielt meget sympati for, er de alligevel et par spændende personligheder, og man fornemmer, at de virkelig hænger i med det yderste af neglene.

Også denne gang er spillet er tredjepersons actionspil – og et meget hektisk et af slagsen. Meget lig i Gears of War bevæger man sig langsomt fremad, mens man kaster sig fra dækning til dækning – alt imens kuglerne flyver om ørerne på en, uskyldige folk kaster sig i dækning, glas splintres, husfacader gennemhulles og inventar pulveriseres. Undervejs får man adgang til en række fede våben lige fra pistoler, forskellige maskingeværer og maskinpistoler til shotguns, Uzi’er og meget andet. Det bedste ved våbnene er, at de føles troværdige og realistiske, og da de er ret forskellige, er det faktisk ikke helt lige meget, hvilket man vælger. Og vælge, det bliver man nødt til, da man kun kan bære to våben ad gangen.


Som sagt er gameplayet meget hektisk, og man vil blive dræbt mange gange. Man kan som sagt gemme sig bag stolper, kasser, borde og meget andet i omgivelserne men ikke for evigt. Ens beskyttelse kan nemlig skydes i stykker, ligesom man selv kan skyde fjendens beskyttelse i stykker. Bliver man ramt tilstrækkelig mange gange, falder man omkuld, men man dør ikke - det giver nogle ret fede situationer, hvor man kravler hen over jorden, mens man stadig skyder løs på fjenden – man skal dog skynde sig i dækning, for bliver man ramt yderligere, dør man.

Det er tydeligt, at banerne er bygget op med co-op for øje, og det er da også sjovest at spille det side om side med en ven, specielt over nettet men evt. også i splitscreen. Her kan man for alvor gøre brug af banedesignet, hvor man kan flankere fjenden og på andre måder samarbejde. Overordnet virker gameplayet langt bedre end i Kane & Lynch: Dead Men. Det er ikke nær så frustrerende, selv om sværhedsgraden stadig er forholdsvis høj. Der er dog ikke den store variation, men da spillet kan gennemføres på mellem 5 og 6 timer, når det faktisk aldrig at blive kedeligt. Jeg var i hvert fald godt underholdt langt det meste af tiden.


Foruden historiedelen er der en Arcade mode og en multiplayermode – sidstnævnte kan spilles for op til 12 spillere enten over Xbox Live eller via System Link. I multiplayer er der tre spilmuligheder: Fragile Alliance, Undercover Cop og Cops and Robbers. I Fragile Alliance skal man arbejde sammen med syv andre spillere om at røve 4 millioner dollars på 4 minutter. Man bryder ind, tager pengene og skal slippe ud igen, inden tiden er gået. Selv om man arbejder sammen, konkurrerer man alligevel indbyrdes om at slippe af sted med flest penge – og da det er muligt at vende sig mod sine medspillere, er det uundgåeligt, at nogle vil blive grådige og forsøge at slippe af sted med alle pengene selv. Men inden man begynder at skyde løs på ens holdkammerater, bør man tænke sig godt om, for så snart man har vendt sig mod holdet, bliver man stemplet som forræder, og de andre holdkammerater bliver belønnet for at dræbe forræderen – og dem man har dræbt, respawner som politi – og de er formentlig ud efter hævn. Det lyder kaotisk, og det kan det også godt blive, men det er da en forfriskende ny og anderledes multiplayermode.

Undercover Cop er stort set det samme som Fragile Alliance – her bliver en af spillerne dog - tilfældigt og i al hemmelighed - udnævnt til politi, som skal forpurrer røveriet og sørge for, at ingen af spillerne slipper af sted med pengene – men han skal kamuflere sig som en del af teamet, indtil forbrydelsen er blevet begået. I Cop and Robbers bliver 12 spillere delt op i to hold, hvor det ene hold skal forsøge at begå røveriet, mens det andet hold skal forsøge at forhindre det. Selv om de tre gamemodes er temmelig ens (og det er de samme seks baner, der går igen i dem alle), er det forfriskende ikke bare at se de sædvanlige gamemodes som Capture the Flag og Deathmatch, men nogle nye spilmuligheder, hvor der er blevet tænkt lidt over tingene. Jeg oplevede dog en del lag, da jeg spillede, specielt i Cops and Robbers, hvor der var mange spillere sammen. Det var faktisk så slemt, at det var forstyrrende for spillet, så man kan håbe, at det er noget, som Io, Eidos og Square Enix har tænkt sig at gøre noget ved.


Endelig er der Arcade Mode, som minder meget om Fragile Alliance, her spiller man blot alene med computerstyrede medspillere. Man har tre liv, og man skal igen ind efter 4 millioner og ud igen på 4 minutter, og her er det også muligt at vende sig mod holdet, hvis man synes, man vil tage chancen. Holdet kan dog også vende sig mod spilleren, som er overflødig, hvis man ikke har samlet penge nok – så er der én mindre at dele udbyttet med. Slipper man af sted, går man videre til næste runde – når man ikke at komme ud, mister man et liv, og man skal spille runden igen. Man spiller den samme runde igen og igen, indtil man har mistet sine tre liv, og det kan godt blive noget ensformigt, da det ikke er usædvanligt at spille op mod 10 runder ad gangen.

Io Interactive har sigtet efter at gøre spillet så intenst, realistisk og råt som muligt, og det må man sige er lykkedes for dem. Hele spillet ses fra en tredjepersonsvinkel, set igennem linsen på et håndholdt kamera eller måske endda kameraet i en mobiltelefon. Spillet har et meget dokumentarisk og råt look med dårlig billedkvalitet, eksplosionerne laver forstyrrelser i billedet og man kan ofte se komprimeringen i billedet. Spillet er helt klart inspireret af dokumentarfilm og de millioner af film, som ligger på YouTube. Det er dog noget man skal vænne sig til, da billedet er langt mere uroligt, end man er vant til, men efter kort tid bemærker man det ikke længere, og det giver bare en fed effekt.


For at understøtte den dokumentariske visuelle stil har Kane & Lynch 2: Dog Days ikke noget egentligt soundtrack – heller ikke engang i menuen. Den eneste musik man vil høre, kommer fra radioer i omgivelserne, og ellers består lydsiden kun af lyde fra Shanghais summende underverden. Lydeffekterne er naturligvis i tråd med den visuelle stil og det minimalistiske lydtapet – det vil sige, at man ikke finder Hollywood-eksplosioner og våbeneffekter her – eksplosionerne er ”flade og hårde”, og våbnene lyder også meget realistiske og brutale. Stemmerne skratter lidt, og det hele er faktisk en smule dogmeagtigt. Lysiden kombineret med den rå billedside gør Kane & Lynch 2: Dog Days til et råt spil, og det er dejligt, at der ikke er gået på kompromis nogle steder på de to punkter her.

Kane & Lynch 2: Dog Days er på alle måder bedre end det foregående Kane & Lynch: Dead Men, men der er bestemt stadig plads til forbedringer. Det spiller bedre, det er mere intenst, ser bedre ud og både multiplayerdelen (med de originale gamemodes) og den unikke lyd- og visuelle side gør, at spillet træder lidt ud af massen af andre spil i samme genre.

Singleplayerdelen er lige lovlig kort, men jeg var godt underholdt i den tid det stod på, og multiplayerdelen indeholder nogle underholdende gamemodes, selv om de alle er mere eller mindre ens, og der er nogle tekniske problemer med lag. Desuden kunne man godt have ønsket sig en lidt bedre kunstig intelligens hos fjenderne, som til tider opfører sig temmelig dumt, indtil man fylder dem med bly.


Alt i alt er Kane & Lynch 2: Dog Days god sensommer underholdning, og det er modigt af Io Interactive at gå lidt andre veje med et spil, som man skulle synes eneste opgave ellers var at få rettet op på det omdømme, som den forfærdelige forgænger gav Kane & Lynch navnet. Serien er på vej i den rigtige retning, og de to voldsomme herrer har min opmærksomhed fremover, hvor jeg håber at se mere til dem.
Fakta
Kane & Lynch 2: Dog Days

Kane & Lynch 2: Dog Days

PlatformXbox 360
UdviklerIo Interactive
UdgiverSquare Enix
Spillere1-12
Udgivelsesdato20-08-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:7.0
Holdbarhed:6.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.