Just Cause 2 burde ikke være så sjovt, som det i virkeligheden er. Det er et action-adventure i en stor åben verden med nogle ret traditionelle missioner altså et velkendt spil i en velkendt genre, som vi efterhånden har set så mange gange før. Men Just Cause 2 er et godt eksempel på et spil, som er bedre end summen af dets dele og så begynder det for alvor at blive sjovt.
Som i forgængeren fra 2006 tager man igen rollen som The Agencys skrappeste agent, Rico Rodriguez. Under dæknavnet Scorpio bliver Rodriguez sat ind på den sydøstasiatiske øgruppe Panau, hvor den tidligere magthaver har mistet grebet om magten til sin søn, som er alt andet end USA-venlig. På øerne findes der tre regeringsfjendtlige fraktioner, som alle kæmper for at overtage magten, og det er her, at Scorpio kommer ind i billedet. Han skal nedkæmpe regeringens soldater og agere håndlanger for de tre fraktioner, mens han undersøger, hvad der er sket med hans gamle makker, Tom Sheldon. Historien er mildest talt ikke original, og den fungerer egentlig bare som et alibi for at smadre det ellers så smukke ørige til ukendelighed.
Just Cause 2 er et 3. persons actionspil, der på mange punkter kan sammenlignes med både Saints Row og The Saboteur, da tonen og actionniveauet er præcis lige så overdrevet og fjollet som i Saints Row, og det eksplosive gameplay minder meget om det, vi så i The Saboteur og begge dele er plusser i min bog. I Just Cause 2 slippes man løs i en helt enorm spilverden, som angiveligt skulle dække mere end 1000 kvadratkilometer. Det gode ved Panau er, at det er en spændende verden, som byder på alt fra hvide sandstrande med lyseblåt vand over åbne sletter med små landsbyer til golde glohede ørkener, varme jungler og sneklædte bjerglandskaber. Det er en særdeles varieret og spændende verden.
Historiedelen består af blot syv missioner, og det lyder måske ikke af meget, men for det første kan nogle af missionerne tage op mod 45-60 minutter at gennemføre (alt efter hvor grundig man er), og for det andet er spillet bygget således op, at man ikke umiddelbart kun kan fokusere på missionerne og så få dem overstået på en eftermiddag. Historiemissionerne kommer drypvis i løbet af spillet, og når man har gennemført en af disse missioner, er der en masse man skal lave, før man får adgang til den næste. Det kan f.eks. være at påtage sig missioner for de tre fraktioner, deltage i racerløb enten i bil, helikopter eller jetfly eller bare gå på opdagelse i den enorme spilverden. En ting som er vigtig, når man bevæger sig rundt på Panau er, at man bør skabe så meget kaos og ødelæggelse, som man overhovedet kan, f.eks. ved at smadre regeringens installationer og ejendomme rundt omkring. Ved at skabe kaos, optjener man kaospoints, og disse points låser op for nye historiemissioner.
Historiemissionerne og de missioner, man påtager sig for de tre fraktioner, er måske ikke de mest spændende i hvert fald på papiret. Men i Just Cause 2 kan den mest traditionelle mission ende med at blive et action- og stuntorgie takket være et bredt udvalg af våben og den smarte grappling hook, som er en slags gribekrog. Denne krog sidder på Ricos venstre arm og kan f.eks. bruges til at klatre op af bygninger med eller til at tage fat i fjender og hive dem ned fra f.eks. hustage. Den kan også bruges, når man vil springe op på en kørende bil, en sejlende speedbåd eller en flyvende helikopter eller jetfly hvorefter ethvert af disse køre- eller fartøjer kan kapres med et par simple knaptryk. Det er faktisk kun fantasien, som sætter grænser for, hvad denne krog kan bruges til; hvad med at sætte den ene ende fast i ryggen på en fjende og den anden ende i en gasflaske hvorefter man skyder på gasflasken, som med det samme farer flere hundrede meter op i luften med en skrigende bandit efter sig. Det bliver aldrig kedeligt.
Vil man alligevel holde en pause fra missionerne, kan man som nævnt ovenfor tage på opdagelse i den enorme spilverden igen med fokus på at skabe så meget kaos som overhovedet muligt. Det er her, at det for alvor går op for en, hvor enormt et spil Just Cause 2 er. Vil man klare spillet 100 % og låse op for alle achievements, er der uhyggeligt mange timer gemt i dette spil. Rundt omkring på Panau er der f.eks. ikke mindre end 400 generatorer, 1020 brændstofdepoter, 185 jord-til-luft missiler, 320 antenner, 75 kommunikationscentre, 55 olierørledninger og 221 vandtårne, som skal smadres og saboteres for at skabe det nødvendige kaos på øgruppen. For at få adgang til flere våben, flere køretøjer og bedre beskyttelse, kan man gå på jagt efter de 950 kasser med våbendele, de 900 kasser med dele til køretøjerne og de 400 kasser med opgraderinger til ens armor. Endelig kan man også vælge at gå på jagt og eliminere 50 stærkt bevogtede oberster, finde de 100 gemte narkolagre eller de mere end 360 lokationer og landemærker (f.eks. landsbyer, bjergtoppe eller lufthavne), som er overalt på Panau. Der er ingen tvivl om, at Just Cause 2 er et af de største spil i den såkaldte sandkassegenre.
Grafikken er rigtig flot, og den kører langt det meste af tiden flot og flydende. Spilverdenen er ganske varieret og detaljerne er mange, og stiller man sig op på det højeste bjerg, man kan finde, præsenteres man for en af de mest imponerende udsigter i noget spil overhovedet. Man kan bevæge sig hen lige hvor man vil og det er uden på noget tidspunkt at blive afbrudt af en loadeskærm, og der er tydeligvis lagt meget arbejde i eksplosionerne, som også er flotte og ofte direkte spektakulære at se på.
Der er dog visse tekniske problemer med spillet. Nogle gange fungerer sigtesystemet ganske enkelt ikke, man ser af og til figurer stå og svæve oppe i luften, og nogle gange bliver man fanget i nogle usynlige omgivelser og da man ikke kan se dem, kan det være svært at slippe ud af dem igen. Jeg oplevede ligeledes et par gange, at spillet frøs, og at Xboxen måtte genstartes, før jeg kunne fortsætte. Det er nogle irriterende fejl, men de optræder heldigvis så sjældent, at de ikke er direkte ødelæggende for spillet, og man er villig til at tilgive spillet for disse fejl, når det er så underholdende og sjovt, som det er.
Lydsiden er lige så svingende som den tekniske side. Eksplosionerne og ens våben lyder rigtigt godt, mens stemmeskuespillet er rystende ringe. Det er svært at gennemskue, om det er meningen, at alle i spillet skal lyde mere eller mindre som idioter hvis det er tilfældet, har folkene bag stemmerne ramt plet. Soundtracket fungerer som det skal; det sætter en god og passende stemning, men samtidig er det noget, man ikke rigtigt lægger mærke til, og det er ikke generende selv efter mange timers spil.
Vil man se alt, hvad Just Cause 2 har at byde på, kan man godt nå op på omkring 90-100 timers spil og selv om missionerne ikke er de mest spændende og arbejdet med at skabe den nødvendige kaos kan blive en smule ensformigt, så formår Just Cause 2 at blive ved med at underholde. Gribekrogen er virkelig genial, og man bliver langt inde i spillet overrasket over, hvad den egentlig kan bruges til. Spillet har sine problemer, men man kan alligevel ikke lade være med at spille videre, da det selv efter lang tid bliver ved med at underholde og overraske.
Just Cause 2 er for den legesyge spiller, som elsker at udforske og smadre hundredvis af ting på næsten lige så mange forskellige måder og i Just Cause 2 skal den bare have fuld gas hele tiden, for jo mere man smadrer og jo mere kaos man laver, jo bedre. Det lyder ikke helt skidt vel?
Facebook
Twitter
